I Berlingske 13. april beskriver Louise Stenbjerre, administrerende direktør og partner i firmaet To The Moon, Honey, sin fascination af cykelløb og mener, at vi kan drage nogle af elitesportens styrker ind i vores arbejdsliv.

Jeg er tilbøjelig til at være enig. At arbejde mod et mål, at blive ved, også når det bliver svært. At have ambitioner og sætte pris på en god træner er noget, som mange genkender.

Louise Stenbjerre skyder imidlertid helt forbi skiven, når hun gør arbejdslivet til en konkurrence med guld- og sølvmedaljer. En sport med vindere og tabere, hvor man vil være »best in class og smadre konkurrenterne«.

Mit job er at hjælpe højtuddannede mennesker med at få det bedste ud af deres arbejdsliv. Mange af dem er ambitiøse og er ikke bange for at lægge mange timer i jobbet, hvis det kan føre til et godt resultat. Og de ved, at man er nødt til at gøre en indsats for at få succes.

Det, de fleste også forstår, er, at succes kan måles på mange måder. Meningsfulde opgaver, gode relationer, arbejdsglæde og personlig udvikling er blandt de hyppigste. Jeg har dog aldrig mødt et andet menneske, der så det som en ønsket karrierevej at smadre andre. Og jeg har bestemt heller aldrig anbefalet det.

Hvad sker der mon med den kollegiale tillid og den psykologiske tryghed, som, de fleste er enige om, er afgørende for en succesfuld arbejdsplads, hvis vi som medarbejdere går til arbejdet, som var det en kamp? Hvad sker der for de værdifulde relationer, som får to og to til at blive fem, hvis drivkraften er frygten for at tabe?

Louise Stenbjerre gør sig til talerør for en både gammeldags og usund opfattelse af, at der ikke kan være vindere uden tabere. Og i øvrigt er det ikke særlig respektfuldt for de mange dygtige mennesker, der har andre ambitioner end blot at blive den bedste, når det allerede i overskriften slås fast, at de, der ikke er vindere, går på arbejde for at få tiden til at gå.

Vores arbejdsliv er netop ikke et cykelløb, hvor man partout skal æde sig selv for at vinde. Det er ikke en sport, hvor ens egen succes afhænger af, at andre ikke får den. Kagen har ikke en fast størrelse, og vi behøver ikke at kæmpe om stykkerne. Der er nok til alle, hvis det er det, vi vil.

I øvrigt føler vandbærerne på et cykelhold sig også som vindere, hvis det er en holdkammerat, der kommer først over målstregen. De forstår, at man ikke kan vinde alene, og tager derfor naturligt deres del af æren.

Morten Esmann, karriererådgiver i Ingeniørforeningen, IDA