I Danmark har vi i det seneste år desværre set en ærgerlig fremgang i statistikken over antisemitismen mod danske jøder. Statistikkerne siger, at jødehadet ikke har været højere siden 2012. Det kan vi i Danmarksdemokraternes Ungdom ganske enkelt ikke acceptere.

Danske jøder skal kunne føle sig trygge i Danmark! Så enkelt kan det siges, men det er desværre langt fra virkeligheden i dagens Danmark.

Mange jøder lever i dag med frygten for at blive udsat for både verbale og fysiske overgreb på grund af deres religion og identitet. Folk, der er en del af det jødiske samfund, undlader i større og større omfang at bære deres jødiske symboler i det offentlige rum af frygt for diskrimination og overgreb.

Det er dybt kritisabelt, at det er kommet så langt. Det bør være en selvfølge, at jøder frit – og med stolthed – kan udtrykke deres tro og bære deres religiøse symboler uden frygt, uanset hvor de befinder sig i det offentlige rum. Det kan alle andre religiøse trossamfund nemlig.

For nylig kunne vi i de danske medier læse om en alvorlig hændelse, hvor en jødisk kvinde blev offer for et brandattentat mod sit hjem. Et sted, hvor hun i al almindelighed burde kunne føle sig tryg. Sådanne handlinger fra personer, der ikke respekterer vores grundlæggende værdier, skal straffes hårdt og konsekvent.

I Danmarksdemokraternes Ungdom står vi fast på, at de, som ikke kan acceptere jøders plads i det danske samfund, skal mødes med klare, hårde og håndfaste sanktioner. Vores støtte til det jødiske samfund er ubetinget og urokkelig. Ekstremister, der afviser vores frihedsidealer og udgør en trussel mod danske jøder og samfundet som helhed, har ingen plads i Danmark. For helt ærligt: Vi skal naturligvis ikke finde os i jødehad i vores eget land fra gæster, som vi i naivitet har huset i alt for lang tid.

Marcus Juul Grønbæk, forretningsudvalgsmedlem i Danmarksdemokraternes Ungdom

Knivlov

Jeg synes ikke, at det har hjulpet på antallet af forbrydelser, hvor knive er indblandet, at vi fik en knivlov, så hvad er egentlig formålet?

Hanne Nording, København

Palæstinas plads, nej tak

Jeg har tidligere henvendt mig til Borgerrepræsentationen med ønsket om, at der ikke opkaldes en plads i København med navnet Palæstinas plads.

Hermed mine præmisser for ikke at anvende navnet:

  1. FN har ikke anerkendt en statsdannelse med navnet Palæstina. Derfor skal der heller ikke opkaldes en plads i København med det navn.

  2. Den 7. oktober 2023 angreb Hamas og palæstinensiske støtter Israel, dræbte over 1.000 personer og tog omkring 250 personer som gidsler. Heldigvis er en del frigivet i live, men med ar på sjæl og krop, og mange er desværre også fundet dræbt – skudt på klos hold.

  3. Terrororganisationerne Hamas og Hizbollah angriber Israel med droner og raketter afskudt fra Gaza og fra Libanon, og de terroriserer dermed Israels civilbefolkning, hvilket har bevirket, at over 100.000 personer i Israel i nord og syd har måttet lade sig evakuere til sikre områder.

  4. Houthierne i Yemen allieret med Hizbollah og Iran udgør også en væbnet trussel mod Israel, som efter bedste evne forsøger at beskytte landets civilbefolkning.

Disse fire argumenter er i min optik medvirkende til, at København ikke skal kalde en plads for Palæstinas plads.

John Dessauer, Frederiksberg

Hvor er feminismeeliten?

Det er altid en udsøgt fornøjelse at læse Aminata Amanda Corr (AAC). Senest i tirsdagens Berlingske, hvor hun sætter fokus på det hykleri, der er gældende i det feministiske miljø, når det gælder fakta om de muslimske kvinders undertrykkelse.

AAC påpeger, at netop Pia Kjærsgaard turde tale hykleriet imod i caffe latte-segmentet, der florerer i den kulturelle feminisme.

Hvor er opbakningen til det, som Pia Kjærsgaard blandt andet har gjort for, at vi ikke er endt som Malmø og resten af Sverige? Hvor er feminismeeliten?

Søren Rasmussen, Kgs. Lyngby