Angrebet på Charlie Hebdo

Det mest overraskende er næsten, at det ikke længere kommer som en overraskelse. Terrorangrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo er på en måde »blot« endnu ét i rækken. En række af afskyelige angreb på personer, der ikke har gjort andet end at sige, skrive, tegne, male, filme eller på anden vis udtrykke noget, som nogen er uenige i. Drabeligt og blodigt uenige i.

For hvis folk som Kurt Westergaard, Lars Vilks, Yahya Hassan, Lars Hedegaard, Salman Rushdie, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Ahmed Akkari har noget til fælles, så er det, at der findes mennesker derude, rigtige mennesker af kød og blod, som i fuldt alvor mener, at de skal dø for deres ord eller billeder.

Det er værd at huske. Vi taler om ord eller billeder.

Unødige provokationer, vil nogen måske sige. Andre vil kalde dem nødvendige. Men uanset hvad kan de fleste forhåbentlig blive enige om, at det trods alt blot er ord og billeder. Og at ingen skal dø for den slags.

Alligevel er det i dag en overvejelse, man må gøre sig, før man ytrer sig. Usikkerheden, risikoen, truslerne må man se i øjnene. Ingen kan være 100 procent sikre. Det er et vilkår, som nogle vælger at leve med, og som får andre til at tie.

Sådan bør det ikke være i et demokrati. Men sådan er det. Og efter angrebet på Charlie Hebdo kan man ikke lade være med at tænke: Hvor sker det næste gang? Den tanke er næsten ikke til at bære, at det kan ske hvor som helst. Også her i Danmark.

Men når den ene politiker efter den anden stiller sig i kø for at lukke Grimhøjmoskéen og sende imamer ud af landet, og når Pia Kjærsgaard vil ty til nødret, har vi glemt, hvad det er, terroristerne egentlig angriber. Vi har glemt, at de angriber vores frihed.

Hvis vores svar på angrebene er at begrænse friheden og sætte retssikkerheden ud af kraft for dem, vi er uenige med, kan vi aldrig vinde. Så har vi på forhånd overgivet os til terroristerne.

Så længe det ikke kan dokumenteres, at personer eller organisationer bryder loven, må vi tolerere dem og deres ret til at have en anden holdning. Præcis ligesom vi kræver af dem, at de skal udvise tolerance over for ord og billeder, som de føler sig krænket af.

Vores svar på angrebet må, som daværende statsminister i Norge, Jens Stoltenberg, sagde efter Anders Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya, være »mere demokrati, mere åbenhed og mere menneskelighed«.

Det er præcis det, terroristerne vil tage fra os. Og det skal ikke lykkes for dem. Derfor må vi stå bag dem, der udsættes for trusler, og vi må stå bag de principper, der er under angreb.