De fleste holder af deres egen familie, og det er godt. Derfor undrer jeg mig over, at familierne ikke prioriteres højere i det danske samfund, men at skattepolitik, boligpolitik og de fleste andre politikker fokuserer på den enkelte og alt for sjældent på de familiære fællesskaber. Jeg tror, der er meget, der kan gøres bedre for familier af alle slags i det danske samfund.
Når man er borgerlig, som undertegnede, er problemet med at tale om familiepolitik, at nogle desværre ser spøgelser og tror, at det kun handler om den traditionelle kernefamiliemodel med mor, far og børn. Det gør det ikke i min verden. Målet må være at bakke op om alle slags familier.
Jeg synes, at et borgerligt familiebegreb skal være tolerant, og at det skal give plads til heteroseksuelle, homoseksuelle og enlige, og jeg er også sikker på, at vi skal sikre, at alle børn kender deres mor og far. Familier er mere end en samling individer.
I et debatindlæg bliver jeg af Mads Fencker beskyldt for at fremstille regnbuefamilier som et skræmmeeksempel. Han påstår, at han har læst min bog »Fri os fra den værdiløse borgerlighed«, og det har fået ham til tasterne, fordi han ikke ønsker, at nogen tvinger deres værdier ned over hovedet på ham.
Jeg føler mig ikke ramt af hans kritik, fordi den rammer helt skævt. Det eneste sted, hvor jeg kan spore en uenighed, er spørgsmål om, hvor mange mennesker der kan have forældremyndighed over et barn.
Jeg læser Mads Fencker sådan, at han ønsker, at flere end to voksne kan have forældremyndighed over et barn, og så er jeg uenig. Jeg støtter heteroseksuelle og homoseksuelle forældre, skilte og gengifte forældre, bonusmødre og -fædre, adoptivforældre og enlige forældre.
Men jeg synes, at vi skal fastholde den vestlige tradition med, at et barn maksimalt har to forældre med forældremyndighed for børnenes, forældrenes og samfundets skyld.
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver, Berlingske Media
Dette er et svar på Mads Fenckers kommentar, som du kan læse her
