Alle seriøse europæere ved, at vi ikke kan acceptere, at Rusland kommer ud af krigen mod Ukraine med en territorial gevinst

Når krigen kommer

Alle parter i krigen ruster sig nu til den storkrig mellem de parlamentariske demokratier og Rusland, som synes uundgåelig.

Foruroligende er, at Putin i sin retorik er i fuld gang med at placere skylden for krigen hos Europa og EU. Uanset hvem, der foretager det første angreb, så vil han fortælle, at skylden for krigen ligger hos Europa og EU.

Ruslands udenrigsminister, Lavrov, har da også sagt i et forsøg på at splitte Europas befolkninger og deres politisk valgte regeringer, at »lederne i de lande lytter ikke til deres befolkninger«.

Lavrov påstår altså, at Europas ledere ønsker krig, mens deres befolkninger kun ønsker fred. Han påstår det alene ud fra sine fordomme.

Men alle seriøse europæere ved, at vi ikke kan acceptere, at Rusland kommer ud af krigen mod Ukraine med en territorial gevinst. Det handler det hele om. Krim skal tilbage til Ukraine, og besatte østukrainske områder skal rømmes for russiske tropper. Hvis det ikke kan ske med diplomati, må der bruges politik med andre midler.

Europa arbejder tydeligvis på at vinde tid, som Storbritannien og Frankrig i 1938 søgte at vinde tid. Europæerne hjælpes af talrige telefonsamtaler og fredsforhandlinger, som Rusland ikke vil acceptere, og andre »snak-tiviteter«, som sættes i værk, i håb om at tiden går, og Ukraine fortsat slider på modparten før opgøret.

Skal vi, som Lavrov, gætte, så er dette en kvalificeret forventning om den nære fremtid: Inden for 3-5 år vil det første angreb blive sat ind af Rusland mod Suwalki-korridoren mellem Polen og Litauen. Rusland vil påstå, at det angreb er nødvendigt, fordi NATO har søgt at hindre Ruslands adgang til Kaliningrad gennem den korridor. Faktisk har vi allerede hørt sådanne påstande antydet.

Det bliver det demokratiske Europas skæbnestund. Ligesom sidste gang under Anden Verdenskrig. Og forrige gang i øvrigt også - fra midt under Første Verdenskrig, da den krig gik fra at være en territorialkrig til demokratiets krig mod diktaturet.

Europa fik dengang hjælp fra USA. Nu er man ved at erkende, at den næste storkrig i Europa bliver de europæiske lande nødt til at udkæmpe alene uden garanti for hjælp fra USA.

Men: Europæerne har været der før. I mørkets stund er det faktisk et lyspunkt.

Niels Henrik Jessen, Korsør

Lægeuddannelsen

I dagspressen kan man nu følge en vis bestyrtelse over, at der tilsyneladende bliver uddannet flere læger, end vi kan skabe arbejde til i vort gode land.

Hvorfor ikke råbe hurra, hvis mange går i gang med en af verdens bedste uddannelser, og benytte et muligt overskud til at finansiere rejse og ophold for de læger, der har lyst, til indsats i den tredje verden. 

Mange steder i Afrika og Asien er udviklingsbistand på skrump, blandt andet som følge af Putins overfald på Ukraine, så her får vi en chance for, på en fremragende måde, at kompensere for de nedsatte midler.

Jørgen Mørup Jørgensen, dr.scient., Galten

Respekt er ikke til forhandling

Jeg står i spidsen for en virksomhed, der hver dag møder mennesker. Mange mennesker. Flest danskere, men også mange gæster fra hele verden. 

Tusindvis af mennesker går på arbejde hver dag i job, hvor service og relationen til andre mennesker er deres arbejde. I forlystelsesparker, restauranter, butikker, hoteller, transport, kulturinstitutioner og mange andre steder. 

Medarbejdere, der står ansigt til ansigt med os alle – når vi er i godt humør, og når vi ikke er det.

Desværre er det ikke enkeltstående hændelser, at servicemedarbejdere udsættes for grænseoverskridende opførsel. 

Som om trusler, råben, nedladende tone eller fysisk aggression er en del af pakken, når man arbejder med mennesker. 

Som om travlhed, alkohol, frustration eller »dårlig stemning« kan fungere som formildende omstændigheder, når køen bliver lang i supermarkedet, pakken er væk, eller toget er fem minutter forsinket.

Det kan de faktisk ikke.

Respekt og venlighed er ikke noget, man fortjener gennem smil, tålmodighed eller fejlfri service. 

Respekt er ikke en belønning. Det er et grundvilkår, at vi skal sikre de medarbejdere, som står i forreste række. 

Det er ikke kun et spørgsmål om arbejdsmiljø eller personalehåndbøger. Det er et samfundsspørgsmål. 

For måden vi behandler servicemedarbejdere på, siger noget grundlæggende om, hvem vi er – og hvilket fællesskab vi ønsker at være en del af. Respekt skal leves – i praksis, i øjeblikket, i mødet mellem mennesker.

Tryghed på arbejde er ikke et privilegium. Det er en forudsætning for, at vores samfund fungerer. At vores byer lever, og for at mennesker kan gå på arbejde med ro i maven – og komme trygt hjem igen. 

Respekt er ikke til forhandling.

Susanne Mørch Koch, administrerende direktør, Tivoli

Mennesket lever ikke af brød alene

Et citat fra 5. Mosebog, kap 8, vers 3 udtrykker, at vi mennesker ikke blot lever for at spise, men også har behov for en åndelig metier her i livet.

Mange af os er heldige at være glade for vort virke, som giver tilværelsen mening og måske også selvrespekt.

Når Arne-pensionen er lykkedes for Mette Frederiksen, er det ud fra tesen om, at det arbejdsfri liv er lykken.

Undersøgelser viser, at omkring 10.000 pensionister og efterlønsmodtagere hvert år ønsker at vende tilbage til en arbejdsdag, med hvad det indebærer af socialliv med en kollegakreds.

Derfor bør fastlåste regler om pensionsudbetaling kunne tilbagespoles for folk, der fortryder at være gået på pension.

At gå pension er envejstrafik. En gang udbetaling og fælden klapper. Det er en lovgivning, som trænger til lidt revision.

Erik Tang, Klampenborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk