Alle er tabere

I den forløbne uge har Berlingske skrevet om alvorlige sager, hvor børn med handicap som blindhed eller autisme lider psykisk og fysisk overlast i discount-skoletilbud, som ikke respekterer børnenes særlige behov.

I stedet for at rette op på den forfejlede kurs, som reelt handler om besparelser og afspecialisering, tager kommuner nu nye metoder i brug.

I Berlingske mener KL, at det er forældrenes ansvar, at deres børn ikke tør møde op i skole. Det er også forældrenes skyld, at de overhovedet har en diagnose. Jane Findahl, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, citeres på b.dk for at sige:

»Det er egentlig ikke så underligt, at Autismeforeningen oplever, at der iværksættes flere undersøgelser af forældrene. Frem for at finde ’fejl’ hos børnene, ser man i højere grad på børnenes omgivelser og relationer og prøver at få disse forhold til at fungere optimalt, så børnene trives og udvikler sig.«

Med en sådan udtalelse skruer KL tiden 50 år tilbage til dengang, psykoanalytikere gav mødrene skylden for deres børns autisme, fordi man mente, at kvinderne var ’kolde’. I dag ved man, at autisme er en alvorlig neurologisk udviklingsforstyrrelse, som er medfødt.

Landsforeningen Autisme har advaret mod konsekvenserne af den såkaldte inklusion og den systematiske afvikling af specialskoler meget længe. På papiret kaldes de nyoprettede skoletilbud specialiserede og inkluderende. Men virkeligheden er, at børnene bare placeres tættere på de ’normale’ børn, hvor de så udstilles, og hvor de må klare skolelivet med langt mindre specialiseret hjælp.

Både regeringen og kommunerne i særdeleshed må stoppe op nu og indse, at den igangværende afspecialisering i alt for mange tilfælde er slået fejl. Skift spor, inden det er alt for sent. Lige nu er alle tabere. Børnene med handicap, børnene uden handicap og hele det samfund, som på længere sigt skal betale for voksne, som har lidt psykisk og fysisk overlast i deres skoletid.