Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Alle danske tropper skal trækkes ud af Irak

Danmark har brug for at løsrive sig fra at være et halehæng til USAs konfliktoptrappende udenrigspolitik som demomnstreret ved drabet på Quasem Soleimani. I stedet for midlertidigt at rykke rundt på de danske soldater, bør vi trække de danske soldater helt hjem fra Irak, mener Enhedslisten.  Fold sammen
Læs mere
Foto: RAHAT DAR

Det er godt, at regeringen trækker nogle af soldaterne ud af Irak. Men ikke godt nok. Man burde i stedet benytte lejligheden til at tage alle hjem.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofods manglende reaktion på likvideringen af den ledende iranske general Qassem Soleimani i Bagdad, Irak, har ikke alene været pinlig, men også uforsvarlig. Det er hovedrystende, at han ikke engang kan svinge sig op til at sige, at det også har givet problemer.

Danmark har brug for at løsrive sig fra at være et halehæng til USAs konfliktoptrappende udenrigspolitik. I stedet for midlertidigt at rykke rundt på de danske soldater, bør vi trække de danske soldater helt hjem fra Irak.

Søndag eftermiddag vedtog det irakiske parlament en resolution om at sende den USA-ledede koalition og de 150 danske soldater ud af Irak, som reaktion på likvideringen af Suleimani. Vi vil bestemt ikke bagatellisere Suleimanis forbrydelser, manden var en skidt fyr, men likvideringen var uklog, konfliktoptrappende og i strid med international lov.  Det vil også svække de folkelige prodemokratiske protester, vi har set i Iran, Irak og Libanon. Det er ikke alene ekstremt dumt, men også farligt.

Regeringen bør klart lægge afstand til Trump og USA. Det er jo en komplet utilregnelig udenrigs-hærgen vi oplever fra den såkaldte allierede. Det er direkte farligt for Danmark og verden at følge den kurs.

Tiltagende konflikt er en direkte trussel på hundrede tusinder civiles liv. Herunder også danske soldater i Irak. Danmark bør kunne forlange af vores samarbejdspartnere at de tager hensyn til vores soldaters sikkerhed. Trump er tydeligvis ligeglad.

Der skal findes en forhandlingsløsning mellem USA og Iran gennem FN, og vi skal have gang i atomaftalen igen, så vi undgår endnu en altødelæggende krig, som vi har set det i Irak og Afghanistan, hvor efterdønningerne stadig ses og mærkes. Danmark og EU bør sige klart fra over for USA og Trump og arbejde intensivt for, at situationen nedtrappes.

Nikolaj Villumsen, MEP (Ø), og Eva Flyvholm, MF, udenrigs- og forsvarsordfører (Ø)