Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Aldrig er der født så få børn med Downs syndrom – og det er forfærdeligt

»At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Hedegaard

Fantastisk – eller forfærdeligt

I 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Det viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.

Det tal kan se ud som noget fantastisk. Men det er snarere forfærdeligt. For det hænger sammen med, at Danmark i 2004 indførte screening for Down syndrom som fast tilbud til alle gravide. Ad den vej er antallet af børn med Downs syndrom blevet så lavt.

At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.

Men den aktuelle praksis, hvor mange med Downs syndrom fravælges, er et dybt sår i samfundet. Det såkaldt frie valg, der lader forældre afgøre, om de ønsker at beholde deres barn, er reelt et dybt og undergravende svigt fra samfundets side.

Børnene var der jo, de lå i deres mors mave, men havde ingen retsbeskyttelse og blev fravalgt og fik ikke lov at komme videre. Det er der ikke noget fantastisk ved. Det er kun forfærdeligt. Og ansvaret er først og fremmest lovens og lovgivernes.

Der er menneskesyn på spil her. Måske har det, som vi gør ved børn med Downs syndrom, et eller andet sted forbindelse til det, vi gør ved demente Else og Niels på plejehjemmet?

Og bedre bliver det vist først, når vi finder tilbage til menneskesynet i den kristne tros og vor kulturs grundbog. Der kaldes ethvert menneske en unik og uvurderlig skabning fra første til sidste øjeblik. Kristian S. Larsen, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Esbjerg Ø

Der skal muges ud

Det er ikke første gang, at FE, tidligere FET, har tolket loven om registrering og aflysning af personer som de fandt nyttige. Jeg kan nævne Kejsergadesagen fra 1969, hvor FE aflyttede telegrammer og telekommunikation. Her havde FE i en lille kælder sat sine folk til at aflytte, helt klart ulovligt, via postkontoret i Købmagergade, telegrammer, m.m.

Hans Hetler-sagen fra 1960erne og 1970erne var ligeledes et FE-påfund, hvor man brugte den dengang vidtløftige højredrejede »redaktør« til at opbygge et register over danskere og var i strid mod gældende lovgivning. Han registrerede alt mulig snavs om partier og grupperinger på venstrefløjen, uagtet det fra 1968 var ulovligt at registrere lovlige partier og ikke mindst personer.

Man sagde dengang, at omkring 100.000 danskere var registreret. Senere samarbejdede han med Hjemmeværnet især i Køge, bl.a.med en agent, der udtalte til to journalister fra TV 2, at han havde kendskab til overvågninger og om muligt besøg hos ombudsmanden – efter lukketid.

Efterretningstjenester skal være hemmelige, men ikke ulovlige. Her skal muges grundigt ud, men det er nok ønsketænkning. Flemming Franklin Fischer, København Ø

C’est la vie au Danemark

I sommer havde vi franske gæster i vores fritidshus i den så velfungerende Halsnæs Kommune. En dag strøg renovationsbilen ind for at tømme skraldespanden. »Jamen, det er jo en dansker, som kører og tømmer,« udbrød de, mens underkæberne sank. »Hos os er det altid arabere og sorte, der tager sig af det,« fortsatte de. Jeg undskylder naturligvis sproget, men det er faktisk tilladt i Frankrig.

»Hvor er jeres indvandrere og flygtninge henne?« spurgte de. »Nogle er i andre jobs, og en del er hjemme,« svarede jeg korrekt efter bogen. Da de derefter hørte om de 38 mia. kroner i udgifter årligt til indvandrere og flygtninge, sank underkæberne yderligere.

Jeg forelog derfor, at vi tog en tur ind til byen. Der var vi så »uheldige« at møde to danskere, som arbejdede med hvert et trykluftbor i betonen ved et vejarbejde. Mine franske gæster mente nu at kunne se en linje i det hele: Danskerne arbejder hårdt for at kunne understøtte deres indvandrerne og flygtninge. Forelagt deres skråsikre konklusion måtte jeg bare – som franskmændene nu engang gør det – trække på skuldrene og udbryde: »C’est la vie au Danemark!« Flemming Lundahl, Asserbo

Regeringens samfundsforståelse halter

I fald det virkelig er sandt, at regeringens medlemmer ikke kan forstå, at bankerne overvælter en kommende skattestigning til kunderne, mener jeg, at vi som samfund har et alvorligt problem. Er der blot tale om en påtaget uvidenhed, er det knapt så alvorligt men blot lidt komisk.

Under alle omstændigheder bør det være en opgave for undervisningsministeren at adressere behovet for styrkelse af den grundlæggende samfunds- og erhvervsforståelse i folkeskolen, hvis regeringens reaktion er repræsentativ for regeringens vælgere. Nils Thygesen, Nivå