Alle burde kunne se det. Og nu tør flere også at sige det: Det såkaldte velfærdsforlig fra 2006 har ikke noget tøj på. Ikke så meget som en strimmel. I hvert fald ikke ud i al evighed.

For kan alle uden lige forudsættes at kunne arbejde til de er over 75? Eller mere. På byggepladsen, fødegangen, kontoret. Jeg vil mene, at vi med en automatisk stigning og en automatisk tro på, at det kan lade sig gøre, nærmer os noget, der ligner kejserens klæder. 

Derfor er jeg enig med statsministeren i, at det er sund fornuft at åbne det forlig, der siden 2006 har betydet, at vi danskere hvert femte år skal blive et år mere på arbejdet, før vi kan se frem til et seniorliv på pension.

Flere arbejdsgiverorganisationer og politiske partier har dog kaldt statsministerens forslag om at stoppe den generelt stigende pensionsalder for »uansvarlig« og »en bombe« under vores velfærd.

Undskyld, men det uansvarlige må da ligge i at ty til trættende automatreaktioner, der støjer i en ellers vigtig debat om det arbejdsliv, vi skal have. For det første ved alle kritikerne godt, at der ikke nødvendigvis er tale om nogen bombe. For Pensionskommissionen viste for et par år siden, at man godt kan lempe stigningen af pensionsalderen inden for rammerne af en fornuftig økonomi. De økonomiske vismænd har også vist det.

For det andet skal diskussionen jo gerne udgå fra, hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden. I virkelige liv for virkelige mennesker. 

Misforstå mig ikke: Velfærdsforliget har leveret varen. Det er den kronjuvel, som mange kritikere har fremhævet. Det har sikret, at vi i Danmark er gået forrest i at sikre en sund økonomi for vores land i mange år frem. Et stærkt samfund med velfærd. Børnehaver, skoler, sygehuse. 

Men lad os nu tage debatten: Har aftalen udtjent sin værnepligt? Kan vi blive ved med at forestille os, at pensionsalderen bare stiger og stiger? At vi fejrer flere og flere fødselsdage på jobbet? Hyrer en tømrer på 79? Eller opereres af en kirurg, der nærmer sig de 80? Come on. Lad os hæve blikket lidt. Se ud i virkeligheden. Og finde fornuften i debatten om vores arbejdsliv frem.

Lad os indse det åbenlyse og tage debatten derfra. Lad os tale om, hvordan vi indretter et ordentligt liv og arbejdsliv. For det er det, der er kronjuvelen i dansk økonomi. Og danske liv.

Så en velmenende opfordring til dem, der står og klapper ad kejseren, ad aftalen: Lyt nu til barnet. Hvis ikke fra eventyret, så til de børn, vi forestiller os skal gå på arbejde til de er … ja. Hvor gamle? 100? Det er der jo ikke noget tøj på.

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne