Vi ser ind i et bekymrende scenario sikkerhedspolitisk. Grundlæggende har jeg altid været skeptisk over for militarisering. Da jeg som 18-årig blev indkaldt, strittede jeg imod og endte med at aftjene civil værnepligt, ligesom jeg i mange år har givet min stemme til politiske partier med en kritisk holdning til oprustning.

Nu begynder jeg dog at vakle. Andre har sagt det før mig, men vores aktuelle situation minder i bekymrende grad om noget, vi tidligere har set i Europa, blandt andet i 1939, hvor de politiske ledere reagerede for sent, og i 2014 hvor de også reagerede for sent.

Imidlertid er der grund til lige at besøge fakta, før man går amok i øgede militærinvesteringer.

NATOs europæiske medlemmer bruger fire gange mere på militæret end Rusland. Ca. 300 milliarder USD mod cirka 70 milliarder USD om året. Selv korrigeret for forskelle i købekraft står NATOs europæiske medlemmer væsentligt stærkere end Rusland, og med de europæiske medlemmers stigende forsvarsinvesteringer op til to procent af BNP i de kommende år vil styrkeforholdet blive endnu mere markant.

Min bekymring handler derfor ikke så meget om, hvorvidt vi bruger nok på forsvar, men mere om vi bruger de mange penge rigtigt. For Danmarks vedkommende finder jeg det, på baggrund af de senere års politiske og administrative skandaler vedr. Forsvaret og efterretningsvæsenerne, berettiget at opfordre til, at man strammer op.

De kommende års investeringer i forsvaret kræver en fælleseuropæisk plan, som er styret af overordnede, rationelle sikkerhedspolitiske hensyn og renset for snæversynet national industripolitik. En sådan plan bør inkludere risikoen for, at NATOs europæiske medlemmer ikke nødvendigvis kan regne med fuld støtte fra USA (hvis militær er langt stærkere end Ruslands).

Ikke mindst bør en fælles plan prioritere, at de europæiske allierede kan handle hurtigt og effektivt over for militære aggressioner i og omkring Europa, så vi undgår nye situationer svarende til 1939 og 2014, og så vi en gang for alle tvinger Rusland til at trække dets tropper ud af Ukraine.

Afskrækkelse og konsekvens hænger sammen.

Jesper Kirkeskov, København