Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Afskaf SU til hjemmeboende på ungdomsuddannelser

Spørgsmålet er, hvad formålet egentligt er med SU til hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser, mener Toke Ebbesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Til dagligt går jeg på gymnasium i Aabenraa, hvor jeg efter sommerferien skal starte i 3.g. Jeg har valgt at bruge min sommerferie næsten udelukkende på at arbejde. Det vil efter alt at dømme medføre, at mit årsfribeløb (der er for en hjemmeboende studerende på en ungdomsuddannelse) på ca. 107.000 kr. vil overstiges.

For at undgå at blive »straffet« for at tage mere arbejde og dermed skulle tilbagebetale differencen mellem mit årsfribeløb og min årlige indkomst frasiger jeg mig minimum to måneders SU.

Uden at lyde klynkende eller på anden vis utaknemlig, føler man sig en smule »straffet« for at vælge arbejde frem for ferie.

Hertil kommer spørgsmålet, hvad formålet egentligt er med SU til hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser? Det indlysende svar er selvfølgelig, at de studerende skal lægge deres fokus i skolen og ikke i deres fritidsjob. Og så er der den gruppe, som kommer fra økonomiske belastede hjem og derfor har brug for økonomisk hjælp for at klare de månedlige udgifter.

Det første argument køber jeg simpelthen ikke. Hvis du som 18-årig på en arbejdsplads skal tjene tilsvarende din SU, skal du arbejde et sted imellem 10-15 timer i måneden, hvis din timeløn er på 110 kroner. Et så relativt lavt antal timer tør jeg godt vove påstå ikke vil påvirke nogen elevers skolegang. Jeg mener ikke, vi hjælper de unge på ungdomsuddannelserne ved at give dem »løn« for at gå i skole. Der må være en grænse for, hvor meget staten og det øvrige samfund skal hjælpe. Hvor er ansvaret for vores eget ve og vel?

Hvad angår den gruppe, som kommer fra økonomisk belastede hjem, vil det muligvis være et hårdt slag, hvis de mister statens uddannelsesstøtte. Her er det endnu vigtigere vi spørger os selv, hvordan vi hjælper denne gruppe mennesker. Som samfund hjælper vi dem bedst ved at sørge for, at der er et incitament til at tage et givet arbejde, så de kan opleve den følelse af selvstændighed, som man oplever, når man tjener sin egne penge. For mig at se, er det noget af det største, man kan hjælpe unge mennesker med. Gør vi dem ikke blot en bjørnetjeneste, ved at staten hjælper som det første i deres voksenliv og dermed signalerer, at man groft sagt ikke behøver at tage ansvar for sit eget liv?

Jeg har mine tvivl.

Toke Ebbesen, Aabenraa