Ældrebyrde og asylbomber

Læs mere
Fold sammen

For et par år siden var det en kort overgang meget almindeligt at tale om »Ældrebyrden«. Men politikere fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre udviste fin sans for politisk korrekt sprogbrug, og gjorde opmærksom på, at sådan vil vi ikke acceptere at omtale vore ældre medborgere, der har tjent landet godt i mange år. De er ikke en byrde, men fortjener at blive omtalt anderledes positivt.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilke ord man bruger om andre. Det lader til, at politikerne fra disse vore største partier er bekendt med Grundtvig, når han siger, at ord skaber hvad de nævner.

Den samme sproglige opmærksomhed efterlyser vi, ikke alene blandt vore politikere, men også vore journalister, der om nogen også har en forpligtelse. De bruger også mange ord, og er medskabere af vores opfattelse af virkeligheden.

I beskrivelsen af de mange flygtninge, som kommer til Europa og Danmark, er det helt nødvendigt, at vi taler nøgternt og ligetil om opgaverne. Når Ekstrabladet i søndags præger sin forside med ordene »Asylbombe« foran et foto af flygtninge på en sønderjysk motorvej, når andre medier og politikere taler om tilstrømning eller sågar flygtningekrise, så er det at de skal være opmærksomme på, at ordene skaber hvad de nævner. De er medskabere af en virkelighedsopfattelse, hvor flygtninge udgør en trussel, der tilintetgør, der trænger ind som vand og ødelægger alt ved deres indtrængning.

Krisen med flygtningene finder sted i deres nærområde og ikke her. Flygtninge strømmer ikke. De kommer, heller ikke af bekvemmelighed, men fordi de har brug for hjælp og er på flugt fra rædsler, som vi andre heller ikke stod igennem, hvis de fandt sted her hos os.

Vi appellerer til, at politikere og journalister finder den samme fine sans for sproget og hvad det gør ved os, og er kreative, så flygtninge beskrives som mennesker, og ikke apersonlige fænomener, som man kan afmontere ved at afvise, at børn bliver familiesammenført med deres forældre.

Flygtninge udgør ikke et problem, som vi kan inddæmme, men er mennesker, som vi også bør se som medmennesker, vi har ansvar over for. De har fortjent bedre. Og vi har fortjent bedre.

Stefan Emkjær, redaktør, Overbys Allé 6, 2500 Valby, og

Esben Thusgård, provst, Skolevangs Allé 72, 8240 Risskov