I Berlingske kaldte justitsminister Nick Hækkerup 5. maj en lang række af landets juridiske eksperter – inklusive os i Advokatsamfundet – for »mandagstrænere«, efter at vi har udtrykt bekymring over landets retssikkerhed i forbindelse med coronakrisen.
I Advokatsamfundet er vi nogle af dem, der har udtrykt bekymring for, om visse corona-relaterede lovforslag er gået for langt, om hastebehandlinger har været på sin plads, og om borgernes retssikkerhed er blevet presset i forløbet.
Vi spiller meget gerne med i kampen mod corona – ikke bare som bagkloge »mandagstrænere«, men også gerne som bagstoppere i forsvaret, hvor vi kan bevare overblikket og cleare farlige angreb mod retsstaten.
Men det kræver, for nu at blive i sportsmetaforen, at vi er på holdkortet, og at justitsministeren vil bruge de kvaliteter, vi har. Da fx lovforslaget om dobbeltstraf for corona-relaterede forbrydelser skulle behandles, skete det uden høring, hvor vi og andre eksperter kunne forholde os til lovforslaget. Retsudvalget bad så Dommerforeningen om at komme med deres indspark, og i Advokatsamfundet »skiftede vi faktisk os selv på banen« ved at sende et uopfordret høringssvar til ministeren og retsudvalget. Alene på den baggrund er det misvisende at kalde os mandagstrænere, fordi vi rent faktisk på kampdagen gav vores besyv med om lovforslaget.
Coronakrisen har helt givet været ekstraordinær. Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Det er IKKE et nemt job at være regering og politiker, og i den nærværende corona-nedlukning har vi haft stor respekt for politikernes rolle og for de vidtgående beslutninger, som har været nødvendige at træffe.
Omvendt er retssikkerhed ikke »fine fornemmelser« eller en »akademisk skrivebordsøvelse«. Retssikkerhed er det fundament, som borgere kan læne sig op ad og vide, at de er sikret en retfærdig og lige behandling for loven, og at der er en balance mellem frihedsrettigheder og statens interesser.
Derfor bør man fra politisk hold også respektere vores rolle, og lytte, når vi står vagt om retssikkerheden.
Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet