Skærpede straffe
Det er fint og helt fair, når politikere ønsker at skærpe straffe. Men når vi læser regeringens udspil til en ny strafreform med ambitioner om blandt andet at skærpe straffene for grov vold og voldtægt, må vi stilfærdigt spørge, hvor de mennesker, som modtager skærpede domme i den nærmeste fremtid, skal indsættes?
I de seneste år har de danske fængsler haft en belægning på over 100 procent. Ifølge Berlingske lå den i 2024 på 103,2 procent. Tallene fortæller på sin nøgterne facon, at cellerne er stuvende fulde. Fra advokater i vores bagland hører vi, at alt fra besøgsrum til kaffestuer har været taget i brug som celler, og at der køres med dobbelt- og trippelbelægning, hvor de indsatte klemmes sammen.
Mange dømte oplever også, at de ikke kan blive overført fra arresthuse, hvor de har været varetægtsfængslede, til en permanent afsoning i et rigtigt fængsel. Det betyder, at muligheder for resocialisering, kontakt til andre m.m. ikke kan lade sig gøre.
Vi står med andre ord med massive pladsproblemer i landets fængsler.
Vi anerkender, at regeringen både har handlet og også har ambitioner om at opføre nye fængsler og udvide kapaciteten, og at der i udspillet er sat økonomi bag. Det har også været en løbende proces gennem flere år, men sagen er, at det tager tid – lang tid – inden der er udsigt til at åbne nye fængselspladser. Kosovo-fængslet har været forsinket flere gange og forventes nu at åbne i 2027, fængselsbyggeriet i Viborg med 400 nye pladser er formentlig først klar i 2032-2033. I det nye udspil lægges der op til at bygge 1.000 ekstra nye pladser, så der samlet set skal stå 2.000 pladser klar i 2036.
Samtidig er antallet af fængselsbetjente faldet 13 år i træk. Det kræver en akut og langvarig indsats, hvis der skal skaffes fængselsbetjente bare til at bemande de eksisterende fængsler – for slet ikke at tale om, hvad der skal bruges til at bemande alle de nye pladser, der er ambitioner om. I alt er der planer om at bruge en milliard kroner frem mod 2030 på dette.
Vi hører fra regeringen, at det »ikke må være pladsproblemer, der dikterer vores retspolitik«. Det er et fair synspunkt, men svaret udestår på, hvad vi så gør fra nu af – hvor realiteterne er overbelæg og underbemanding – frem til cellerne er bygget, og de nye fængselsbetjente er trukket i de lyseblå skjorter. Hvis man politisk vil fastholde strafskærpelserne og indføre dem nu, håber vi, at de akutte plads- og mandskabsproblemer vil blive drøftet og konkretiseret i de kommende politiske forhandlinger.
Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet
Klart dansk modsvar til Trump
Ganske vist slog Mette Frederiksen som start på Folketingets afslutningsdebat sidste uge fast, at USA ikke kan true sig til at overtage Grønland, men der savnes fortsat et klart dansk modsvar til USAs spionage og trusler mod Grønland.
Det er uvist, hvad der blev resultatet, da den fungerende amerikanske ambassadør blev kaldt til samtale i Udenrigsministeriet. Ikke kun om spionagens omfang, men også om den nye amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, som Trump udpegede 23. december med ordene: »Ken vil gøre et vidunderligt stykke arbejde med at repræsentere USAs interesser … ejerskab og kontrol over Grønland«. Trump har på ingen måde ændret sin politik, når det gælder en annektering af Grønland.
En amerikansk udenrigspolitik, der kun har affødt et spagt modsvar. Men Lars Løkke har mulighed for at sige fra over for såvel Ken Howery som hans opgaver. Men det haster. Efter en høring mangler kun Senatets formelle godkendelse, inden udnævnelsen af Howery fremsendes til godkendelse på Asiatisk Plads.
Med Trumps fortsatte trusler om økonomisk og militær tvang samt spionage bør Lars Løkke ikke godkende udnævnelsen - eller i det mindste kræve en ændret opgavebeskrivelse. Samtidig bør Lars Løkke kræve lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk, medmindre man får en garanti for, at konsulatet ikke vil drive spionage.
Det vil være et klart dansk modsvar.
Tue Magnussen, København
Urimelig ansvarspålæggelse
Når nu jøder bosat i Danmark åbenbart - ifølge nogle- skal gøres ansvarlige for Israels politik, skal muslimer så også bøde for uhyrlighederne i Syrien, Afghanistan, Pakistan og Libyen?
Kirsten-Marie Roed, Vejle
Dom over rigdom
Ny dansk dramatik med ambitioner om mere end at underholde er altid velkommen. For tiden spiller DR og TV 2 ud med henholdsvis »Generationer« og »Løgnen«. Også Netflix vil være med, og deres nyeste bud er »Reservatet«, hvor overklassens forbrug af liebhaverboliger, dyre vine og au pair er under luppen. Jeg ved ikke, om det er, fordi den kreative klasse også føler sig lidt ramt, men serien har generelt fået flotte anmeldelser.
Det var jeg sådan set enig i, men kun – og her må jeg advare mod spoiler, så læs ikke videre, hvis du ikke har set »Reservatet« færdig – lige til jeg nåede til de to sidste afsnit, hvor klicheerne begyndte at stå i kø.
Replikkerne, som hidtil havde fungeret overbevisende, skurrede værre, end da jeg for mange år siden spillede skolekomedie.
Eksempelvis har Danica Curcic en vidunderlig rolle som Strandvejens værste møgkælling. Det fortsætter hun sådan set med i slutningen, men slår nu over i skingre og parodiske retirader, hvor hun råber til alt og alle, at hun er en god mor, mens nettet strammes om hendes forsømte og depraverede søn.
I seriens slutbillede ser man de to rigmandsfamilier i opløsning skue ud over Øresund med cool drinks i hånden, mens kameraet zoomer længere og længere ud, så det til sidst ser ud, som om de er strandet i deres eget lort. Godt med symbolik, men helst når den er åben for fortolkning.
Claus Bundgaard, Frederiksberg
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
