Pia Olsen Dyhr, formand for SF, mener i et tweet 25. juni, at abort skal være en grundlovssikret rettighed i Danmark. Det er ikke blot en dårlig, men også absurd idé.

Først og fremmest fastsætter vi i vores grundlov i Danmark de grundlæggende universelle friheder, som er bærende for vores demokrati; ytrings-, religions-, forsamlings- og stemmefrihed. Retten til abort kan på ingen måde sammenlignes med disse, da abort både er en ydelse samt et politisk emne med legitime og demokratiske for/imod-positioner. Vi grundlovssikrer ikke ydelser eller politiske emner, bare fordi der er tale om et spørgsmål om frihed for et bestemt køn. Hvis dette ikke er gældende, hvorfor så ikke grundlovssikre retten til drengeomskæring?

Dertil er abort et moralsk og kontroversielt emne. Vælger vi at grundlovssikre et så kontroversielt emne, lægger vi os fast på at ekskludere visse medlemmer af vores samfund. De bliver udskammet for at have holdninger, der er legitime og fuldstændig inden for demokratiets spilleregler. Deres holdninger bliver fjendtliggjort, og de gøres til andenrangsborgere. Er det virkelig venstrefløjens mål at udskamme mennesker for deres holdninger?

I Danmark fastsætter vi politiske emner demokratisk, ikke ved grundlovssikringer. Et flertal i befolkninger bør altid bestemme, hvor Danmark skal hen politisk. Lad abort fortsat være en demokratisk beslutning i stedet for at tvinge holdninger igennem og udskamme andre. Malthe Bregnhøj Nielsen, Aarhus, social- og sundhedsordfører, Konservativ Ungdom

Mette F.s forsvar holder ikke

Mette Frederiksen siger i Berlingske 29. juni: »Statens Serum Institut (SSI) slog fast i november 2020, at minkavl indebar en meget betydelig risiko for folkesundheden. En sådan indstilling kan en regering ikke sidde overhørig, risikovurderingen var meget alarmerende.«

Det var faglig direktør Kåre Mølbak, der var SSIs repræsentant ved pressemødet november 2020, hvor Mette Frederiksen ikke turde sidde SSIs advarsel overhørig.

Anderledes så det ud 26. marts 2020, hvor samme Kåre Mølbak i dagbladet Politiken citeres for følgende: »Jeg er uenig i WHOs budskab, at lande skal teste, teste og teste sig gennem epidemien, isolere alle syge og sætte deres kontakter i karantæne for at bryde smittekæderne.« I marts 2020 følger regeringen og Mette Frederiksen ikke SSIs direktørs råd, da det ikke passer med regeringens politik, men syv måneder senere er Kåre Mølbak en guru, hvis mening ikke kan overhøres.

Man er vel lovligt undskyldt for manglende lovhjemmel, når man følger et fagligt råd, lyder statsministerens forsvar i Berlingske. Men et sådant forsvar kræver jo, at man konsekvent følger faglige råd fra samme person – og det er ikke sket.

Sandheden er vel, at regeringen gik i panik og derfor nu desperat forsøger en forklaring, der kan få Danmark til »at leve med« minkskandalen. Hans-Henrik Bülow, Roskilde

USA og de danske værdier

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere stolt fremført, at regeringen vil føre en »værdipolitisk« udenrigspolitik og dermed søge at påvirke andre lande til at følge den danske model for et godt samfund, det vil sige socialdemokratiske værdier og evig velfærd.

Jeg ser derfor frem til at høre, at Jeppe Kofod har inviteret USAs ambassadør til samtale, for at udtrykke Danmarks fordømmelse og afstandtagen fra muligheden for at fratage amerikanske kvinder retten til abort. Så – hvornår mon det sker?

Jeg kender svaret, det sker ikke. USA er regeringens ven, og regeringen vil gøre alt for at sikre Mette Frederiksens adgang til Det Hvide Hus. Derfor gælder vores såkaldte værdipolitiske udenrigspolitik ikke i dette tilfælde, det er kun Rusland og Kina, vi inviterer til kammeratlig samtale i Udenrigsministeriet, når de går mod Jeppe Kofods værdipolitik.

Dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt, og i den henseende klarer udenrigsministeren sig glimrende. Fillippa Gottlieb, Allerød

Erhvervsliv er ikke musik

Jeg har længe (i årevis) ærgret mig over, at verbet »orkestrere« har vundet indpas i ikkemusikalske sammenhænge (sidst Nathalie Ostrynski 25. juni om Sofie Linde, der orkestrerer et eller andet i tv) – som oftest af politikere, hvilket må kaldes en formastelighed på tonekunstens veje.

Som om dette ikke var nok, tillader to dirigenter sig i en kronik (23. juni) glad og gerne at opfordre erhvervslivets ledere til at lege dirigenter for et orkester, som deres virksomhed sammenlignes med. Udover de mange krukkede allusioner til musik og musikmetaforer (»det svinger! det harmonerer« – »vi er inde i en god rytme« og så videre), som indleder deres kronik, må man protestere.

En dirigent »delegerer« for eksempel ikke opgaver til orkestrets medlemmer, noderne er for længst lagt ud på musikernes pulte af orkestrets regissør, så dirigenten »blot« behøver slå an til koncerten.

Hvad dette har med erhvervsledelse at gøre, er uvist, selv om de to kronikører gør sig stor ulejlighed med at opstille hjemmelavede skemaer og regler (hele fem), som skulle underbygge en musikalsk leflen for erhvervsledere.

Hvorfor det er de to dirigenter Vetö og Stentoft så meget om at gøre at profanere tonekunsten og tage den som gidsel for et plat forretningsliv må stå som en gåde, hvor stor eksistensberettigelse virksomhederne ellers måtte have. Ulrik Jensen, København

God leveregel i svære tider

Min nu desværre afdøde nabo havde som leveregel, at man kan vælge ikke at lade sig irritere, især hvis man alligevel ikke kan gøre noget ved et problem.

Jeg prøver ihærdigt at leve op til dette, men mislykkes desværre ofte i forhold til for eksempel:

  • Regeringens håndtering af minkskandalen.

  • Frygten for Trumps mulige genvalg som præsident.

  • Regeringens håndtering af Lars Findsen og FE-sagen.

  • Den dårlige tone i Facebookdebatter, hvor man udskammes så let som ingenting.

  • Den afgrundsdybe politiske kløft mellem republikanere og demokrater i USA.

  • Politikernes kortsigtede leflen for vælgerne, som mindsker tilliden til vores politiske system og politikernes troværdighed.

Hvis jeg blot kan mindske min irritation en smule i forhold til disse ting, vil jeg kunne fokusere på at glæde mig over, hvor godt jeg egentlig har det i dagligdagen.

Jeg smiler allerede lidt mere. Peter Bøgelund, Dragør

Bæredygtigt ansvar

Tak til Berlingske for kronikken 26. juni om lønstigning, forbrug og bæredygtighed. Kronikken diskuterer problemerne med at finde en klimaløsning, og her især vort overforbrug og udledning af CO2. At gøre forbruget mere bærdygtigt kræver, som det anføres, en ændring i forbrugsmønstret, så det bliver mindre CO2-belastende – en kulturændring.

Her er der desværre en tendens til, at vi lægger opgaven/ansvaret på »de andre«. Det er amerikanerne, storindustrien, ulandene, de rige, byboerne og så videre.

Nej, ansvaret for at levere en bæredygtig klimaløsning, som kronikken påpeger, hviler på os alle.

Og som almindeligt kendt haster omstillingen mægtig meget. Men desværre taler Danmarks regering endnu mest om de fremskridt, der skal ske i 2030, og på det seneste nævnes også først i 2050. Sven Herting, Trørød

Ellemann og apartheidstyret

Danmarks tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, har i forbindelse med sin død og bisættelse modtaget megen hyldest for inddragelsen af de tre baltiske stater i NATO og EU.

Uffe Ellemann-Jensens kæmpe indsats i forbindelse med Sydafrikas overgang fra apartheidstyre til flertalsstyre er kun blevet sporadisk omtalt. Som formand for EFs udenrigsministertrojka sikrede Ellemann-Jensen i fint samarbejde med Danmarks daværende ambassadør Peter Brückner nogle exceptionelle kommunikationslinjer til Nelson Mandela og andre, som medvirkede til en relativt fredelig overgang til flertalsstyre i Sydafrika.

Også andre danske politikere og embedsmænd bidrog til processen. Niels Gamrath, Roskilde