Så er partierne på Københavns Rådhus atter indbudt til den årlige uddeling af kommunens overskud fra 2020. Som Berlingske kan berette, er der næsten ingen grænser for fantasien, når de enkelte partier tilkendegiver deres ønsker.
Der er tale om en svimlende sum, et sted mellem 700 mio. kr. og godt en milliard kr. Det sker år efter år, fordi Københavns kommune konstant overbudgetterer, så der altid er et stort overskud til rundhåndet uddeling.
Når man så læser partiernes ønsker, er det bemærkelsesværdigt, at ikke en eneste af de adspurgte politikere nævner muligheden for, at overskuddet kunne sendes tilbage til borgerne i form af en skattelettelse. Ikke engang borgerlige politikere tør åbenbart foreslå dette.
Sagen er jo, at københavnerne hvert år betaler for meget i skat. Hvad skal vi egentlig med et kommunevalg, når alle partier på rådhuset er så enige om også at bruge penge, der er betalt for meget af skatteborgerne?
Jørgen Jensen, København
Stop fødekæden
Udenrigstjenesten bruger hvert år store ressourcer på at hjælpe danskere, der kommer i problemer i udlandet – blandt andet folk der bliver arresteret på grund af for eksempel narko- og/eller våbensmugling. De får jævnlige besøg i fængslet, samtidig med at der arbejdes intensivt på at få dem udleveret til fortsat retsforfølgelse i Danmark.
Med det i mente, så skal vi naturligvis også sørge for, at danske børn af IS-krigere i syriske lejre bliver udleveret til Danmark sammen med deres mødre, som sikkert i de fleste tilfælde blot har været naive og blindt og forelsket fulgt med deres mørkøjede og charmerende islamist.
Så kan mødrene komme for retten her i Danmark og naturligvis idømmes den straf, som deres naivitet fortjener.
Hvis vi vil stoppe terroristernes fødekæde, så kan det kun gå for langsomt med at få de børn hjem til Danmark. At mødrene også kommer med, må vi kunne håndtere.
Anna Dawids, København
Foren Queen Mary og Freedom
Landets kulturminister fra kongestaden Roskilde vil skaffe finansiering til at genopbygge den syv meter høje »I am Queen Mary«-plaststatue, der for at erindre os om vor uhyrlige kolonifortid blev opsat ud for Vestindisk Pakhus for et par år siden. Af uforklarlige årsager mistede dronningen hovedet og skjoldet for nogle måneder siden og er nu nedtaget til reparation. Soklen i plast står fortsat.
Da vort land jo ligefrem svømmer i lånte penge for øjeblikket, vil det nok ikke være noget problem for ministeren at finde en god portion millioner til at støbe den bastante, sorte statue i dyr bronze og få den genopsat ud for Vestindisk Pakhus, der i forvejen rummer en masse afstøbninger. Indendørs.
Men heldigvis synes en rådmand på Frederiksberg, at det er for meget, og når jeg næsten daglig cykler forbi plastikefterladendeskaberne, glæder jeg mig over at dronning Mary nu er henvist til kælderen.
Men for ikke at glemme vor fortid som en lille uanselig kolonimagt, så hermed et forslag, der burde kunne gennemføres, uden at landet yderligere forgældes:
Ud for Eigtveds Pakhus, også et levn fra vor kolonitid, der nu er en del af Udenrigsministeriet, står en anden statue, der også på godt og ondt skal minde os om vor fortid på de store have. En ganske markant, men kun meterhøj, broncestatue af en oprørsk gut fra Guldkysten, symbolsk kaldet Freedom, som vel kun de færreste har set endsige hørt om.
Jeg vil såmænd gerne bruge lidt lånte skattepenge på at skabe Queen Mary i en mindre og holdbar bronzeudgave på en meters penge og opstille den ved siden af Freedom-gutten. De to statuer kunne jo ligefrem symbolsk støtte hinanden. Hvis ikke, så synes je,g at dronningen skal fortsætte sin tilværelse i kælderen.
Preben O. Nilsson, København
Ekstrem forsigtighed
Baseret på et ekstremt forsigtighedsprincip har danske sundhedsmyndigheder suspenderet anvendelsen af covid-19-vaccinen fra AstraZeneca. Dette medfører forsinkelse af vaccineringen af 50-80-årige danskere, og vil derfor forøge antal indlæggelser og dødsfald i denne aldersgruppe, idet virus og smitte stadig forefindes i landet.
Vi har altså politikere og myndigheder, der for at minimere indlæggelser og død, anvender et ekstremt forsigtighedsprincip i genåbningen af samfundet, med de bivirkninger dette medfører, og så sundhedsmyndighederne, der ud fra det samme princip forøger indlæggelser og dødsfald.
Man forstår åbenbart ikke, at ekstrem forsigtighed normalt er et tvivlsomt grundlag for vigtige beslutninger og kun bør anvendes undtagelsesvis og med megen omtanke.
Arne Poulsen, Slangerup
