Hverken helt store eller helt små klasser er optimale

Jeg er 14 år og har både prøvet at gå i en folkeskoleklasse med 27 elever og i en privatskoleklasse med 11 elever. 

Derfor ved jeg, at ingen af delene på nogen måde er optimalt – men af to vidt forskellige grunde. Det kommer jeg nærmere ind på længere nede i teksten.

I løbet af folketingsvalget har spørgsmålet om trivsel og om, hvorvidt børn har de rigtige rammer for at modtage undervisning fyldt meget. Blandt andet er Socialdemokratiet kommet med et udspil til, hvad svaret kunne være: en såkaldt »Lilleskole«, der blandt andet indebærer et klasseloft på 14 elever i indskolingen (0. – 3.-klasse). 

I teorien lyder det meget godt, men i praksis er det en anden sag.

I en klasse på næsten 30 elever kan det være meget svært for én enkelt lærer både at undervise og holde uroen nede. Der er ofte larm i timen, og læreren er derfor nødsaget til at hæve stemmen og flytte fokus fra undervisningen.

Til gengæld er det en helt anden sag i forhold til det sociale. På den folkeskole, hvor jeg gik, blev der i indskolingen lagt meget vægt på at ryste klassen sammen, og den store mængde af elever dannede et mangfoldigt socialt miljø, hvor der opstod venskaber på tværs af mindre vennegrupper.

Det samme kan ikke siges om den lille privatskoleklasse, jeg skiftede til i 4. klasse. Tværtimod. For hvor det i folkeskolen kneb med det faglige, men der var et godt socialt miljø, var det præcis modsat på privatskolen, oplevede jeg. 

Da jeg begyndte i klassen, var vi kun 11 elever. Det lave antal elever gjorde, at der nærmest ingen uro var i klassen, og at læreren nemt kunne undervise eleverne og tage hensyn til alles faglige behov.

Til gengæld fungerede det sociale ikke lige så godt som i min gamle folkeskole. Det skal siges, at jeg ikke snakker om mobning, det var der intet af på hverken folkeskolen eller privatskolen, men det sociale miljø i den lille privatskoleklasse var meget mere monotont.

Klassen var ikke stor nok til, at der rigtig kunne opstå nogle gode vennegrupper, hvis det ikke skulle ende med, at nogle kom til at stå tilbage alene. Samtidig opstod der flere konflikter mellem eleverne, da man ikke havde så mange at snakke med og ofte endte man i en situation, hvor man var uvenner med nogle, men ikke rigtig fik snakket om det, af frygt for at gøre det værre, og så ende med ikke at have nogle at snakke med.

I dag er vi omkring 20 i min klasse på privatskolen og har et meget bedre og mere mangfoldigt socialt miljø.

Som du måske allerede har opfanget, mener jeg, at hverken meget små eller meget store klasser er optimalt. 

Derfor vil jeg opfordre politikerne til at sænke klasseloftet, men at stoppe ved 20. Der er både plads nok til et mangfoldigt socialt miljø og samtidig så få elever, at en lærer bedre vil kunne undervise og tage hensyn til alle elever.

Svend Thejsen Krogh, elev i 7. klasse, København

Skattecirkus

Undertegnede er blevet tilsendt varierede udgaver af skatteberegninger henover april og maj måned, hvor enten krav om ekstrabetaling af skat er blevet fremsendt eller besked om tilbagebetaling af for meget indbetalt skat er blevet meddelt i adskillige omgange.

Det drejer sig om værdiansættelser af ejerboliger og sommerhuse, og andrager latterlige småpenge, der flyttes frem og tilbage.

Man kan glæde sig til den dag, hvor der ikke ligger en ny beregning fra ligningsmyndighederne i e-boks. Selv fatter man desværre ikke meget af, hvad der egentlig foregår.

Jeg håber sandelig, at det er ai, der står for henvendelserne, for ellers frygter jeg, at Told og Skat har engageret alt for mange medarbejdere.

Erik Tang, Klampenborg

Udlændingeservice-GRUK

Hvis Amors pile rammer

Og du er langtfra rigets kyster

Så må byttet efterlades

Og du må tæmme dine lyster


Grænseløs er kærligheden

Men det gælder ikke her

I må blive i det fremmed

Vi vil ikke være flere


Så skal I begge bo i landet

Som almindelige mennesker

Så kræver det en karantæne

Hvor du lever som en svensker

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Byen er også bilisternes, fru rådmand

Lotte Kofoed (SF) skriver i Berlingske, at byen (Frederiksberg) ikke kun tilhører bilisterne. Det er der næppe nogen, der er uenige i. Frederiksberg er fælles. 

Men læser man hendes indlæg grundigt, står det også klart, at hun mener, at nogle borgeres behov for bil er mere legitime end andres – og at det er politikere som hende, der skal afgøre forskellen.

Lotte Kofoed taler om »luksusbiler« og »luksus« brug af bilen. Men hvem er egentlig disse luksusbilister?

Er det pensionisten, som har svært ved at cykle længere ture og bruger bilen til indkøb, lægebesøg og besøg hos familie og venner? Er det børnefamilien, der skal få hverdagens mange praktiske gøremål til at hænge sammen? Er det familien, der bruger bilen til besøg, ferier eller til at køre i sommerhuset? Er det kunderne, som kommer til Frederiksberg for at handle og understøtte vores lokale butikker?

For mange mennesker er bilen et personligt og dyrt valg, som giver frihed og fleksibilitet i hverdagen.

Mellem linjerne i Lotte Kofoeds indlæg fornemmer man en forestilling om, at politikerne skal kunne sortere mellem de »rigtige« og de »forkerte« bilister. 

At nogle behov er nødvendige, mens andre er luksus. Men det er ikke kommunalpolitikeres opgave at bedømme borgernes valg og prioriteringer eller afgøre, om deres brug af bilen er tilstrækkelig »samfundsnyttig«. 

Det er dog en tankegang, der synes at ligge dybt i den klassiske folkesocialisme: at (»de rigtige«) politikere ved bedre end den enkelte borger. At friheden for borgerne til selv at vælge transportform er mindre vigtig end politikernes ønsket om at styre borgernes adfærd.

Lotte Kofoed foreslår samtidig markant højere parkeringsafgifter. Men hvis det for alvor skal ændre adfærden, skal priserne stige ganske voldsomt. 

Det vil få en tydelig social slagside. Dem med egen parkeringsplads vil ikke mærke det. Til gengæld vil regningen lande hos almindelige familier, pensionister og lønmodtagere, som er afhængige af bilen.

Jeg deler ønsket om flere grønne områder, gode idrætsfaciliteter og en by med gode trafikale løsninger. Men det bliver ikke mere attraktivt ved at gøre livet dyrere og vanskeligere for de mange borgere, der har valgt at have bil.

Frederiksberg – og hovedstaden – skal give plads til både fodgængere, cyklister, kollektiv trafik og bilister. Vi skal ikke føre politik på baggrund af mistænkeliggørelse af borgere, som har truffet andre valg end dem, SF foretrækker.

Byen er vores alle sammens. Også bilisternes.

Claus Wagenblast-Franck, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse (K)

Metroforbindelse under Øresund kan afhjælpe boligkrisen

Københavns boligudfordring kan ikke løses alene ved at bygge mere i byen.

Lynetteholm og Refshaleøen vil bidrage med tusindvis af nye boliger, men mange forventes at ligge i den dyre ende af markedet. Det hjælper ikke sygeplejersken, sosu-assistenten, pædagogen eller den nyuddannede akademiker, som har svært ved at finde en bolig til en overkommelig pris.

Få kilometer væk ligger Malmø med over 350.000 indbyggere, lavere boligpriser og et betydeligt potentiale for at understøtte hovedstadens arbejdsmarked. Byens yngre befolkning og arbejdskraftreserve kan bidrage inden for blandt andet sundhed, omsorg, service og transport, hvis forbindelsen til København bliver enklere og mere robust.

Der er aktuelt ingen politiske planer om en ny fast forbindelse under Øresund, men netop derfor bør muligheden indgå i den langsigtede infrastrukturplanlægning. I forbindelse med den kommende M5-metro bør der reserveres mulighed for en fremtidig afgrening mod Malmø. 

Det vil være en begrænset investering nu, men kan få stor værdi, hvis Danmark og Sverige senere ønsker at styrke integrationen af bolig- og arbejdsmarkedet.

En direkte metroforbindelse vil gøre det lettere at bo i den ene by og arbejde i den anden. Det vil øge boligudbuddet for alle mennesker med job i København og udvide rekrutteringsgrundlaget for virksomheder, hospitaler og velfærdsinstitutioner.

Hvis vi ønsker en konkurrencedygtig hovedstad med plads til almindelige lønmodtagere, bør vi ikke kun se mod Lynetteholm. Vi bør også holde døren åben mod Øresund.

Niels Kristensen, København

DSB

Jeg har et forslag til DSB; i stedet for færre og langsommere tog, så aflys togene. På den måde overholdes køreplanen, og de utilfredse kunder kan finde alternative transportmidler, for eksempel bil.

DSB = De Sløve Baner

Jesper Fischer, Bagsværd

Vi har ikke råd til at lade være

31. maj havde Søren Pind en kommentar i Berlingske under titlen »Hvorfor insisterer man på disse ting uden at fortælle danskerne, hvad det egentlig medfører?«.

Pind udtrykker her en forståelse for et behov for fokus på dyrevelfærd og klima, men samtidig mener han, at det kan true vores livsform.

Pind har naturligvis ret i, at sådanne forandringer bør gennemføres med omtanke. Imidlertid befinder vi os i en situation, hvor der er bred enighed om at klimaforandringer er en realitet, at biodiversiteten er udfordret og at dyrevelfærden på flere områder halter. 

Nogle aftaler er det naturligvis nødvendigt at indgå i samarbejde med internationale organisationer, mens man i andre tilfælde fint kan søge at skabe forbedringer på disse områder.

Prisen ved at fortsætte den nuværende svineproduktion er alvorlige konsekvenser for drikkevandet, udledning af drivhusgasser og en generel belastning af klimaet. 

Desuden bør man tænke på konsekvenserne ved at leve som grise i de danske stalde, som må betegnes som kritisable. 

Når man spørger, hvad forandringer på disse områder vil koste, burde man snarere spørge: Hvad vil det koste, hvis ikke vi foretager ændringer? 

En grøn omstilling handler desuden om at sikre en fremtidig energiforsyning, økonomisk stabilitet og konkurrencedygtige vilkår.

Niels Kristian Kragh, Valby

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk