Længe leve det britisk-danske venskab

Denne weekend er det 200 år siden, britiske tropper omringede København. Den britiske flåde befandt sig i Københavns Havn. Byen var på tærsklen til at blive genstand for et dramatisk bombardement, som ødelagde en fjerdedel af byen og dræbte mange uskyldige civile. Og Danmark skulle miste sin flåde.

Det kan være, at De undrer Dem over, hvorfor den britiske ambassadør og den britiske regering overhovedet har lyst til at blive sat i forbindelse med markeringen af begivenheder, som sætter Storbritannien i så dårligt et lys. Men det vil vi faktisk gerne. Ikke fordi vi mener, at 1807-begivenhederne kan retfærdiggøres. Set med nutidens briller er disse begivenheder selvfølgelig uforsvarlige. Men begivenhederne fandt sted, og de havde konsekvenser. Vi er nødt til at forstå hvorfor, og hvilken lære vi kan drage af dem i dag.

Det er lettere gjort i Danmark end i Storbritannien, hvor man mærkeligt nok ikke kender så meget til 1807-begivenhederne på trods af tilstedeværelsen af den fremtidige Hertug af Wellington. Jeg tror, der er to årsager til dette. For det første anerkender vi nu det kontroversielle element omkring vores handlinger i 1807. De var kontroversielle selv dengang. Digte og sange blev skrevet i protest, og der var hidsige debatter i parlamentet. Et medlem af det britiske parlament sagde: »Jeg ville hellere have set den danske flåde på franske hænder end vores på grund af den måde, vi fik fingrene i den.« Wellington selv skrev privat inden bombardementet: »Jeg mener, at vi bør gøre mindst mulig skade på byen, og i stedet for et bombardement bør vi anvende metoder, der reducerer skaden på byen.«

Den anden årsag ligger dybere. I forhold til vores selvforståelse (historisk set) kan vi ikke lide at slås, og vi gør det kun modvilligt. Og britisk mod og det at kunne fjumre sig igennem ting er lige så vigtigt som teknologi og disciplin. Vi kan ikke lide at se os selv som værende villige til at gennemføre en så skånselsløs handling, som den vi foretog i Danmark for 200 år siden. Derfor har vi en tendens til at prøve at glemme begivenheden.

Modsat Slaget på Reden i 1801. Dette havde et uklart resultat, var dårligt udført (hvilket understreges ved den berømte historie om Lord Nelson, der vender sit blinde øje til tilbagetrækningssignalet) og er derfor tættere på vores selvforståelse og langt bedre kendt i Storbritannien.

Jeg håber derfor, at dette års markering af begivenhederne vil udbrede briternes kendskab til bombardementet og 1807, som trods alt var en vigtig periode for Danmark, som nu er en nær ven og allieret.

Københavns bombardement var bestemt indledningen på en militær og politisk katastrofe for Danmark. Men begivenhederne havde ikke behøvet at ende, som de gjorde. Den dansk/franske alliance var ikke uundgåelig, for den danske holdning var ikke udpræget pro-fransk. Hvis briterne ikke havde været fast besluttet på at tage flåden, men i stedet havde ventet, kunne et fransk forsøg på at indtage Danmark og flåden så have skubbet Danmark ind i en alliance med Storbritannien?

I så fald ville det have været bedre for Danmark. At opretholde en flåde bare lidt længere kunne måske have bevaret Danmark som en mellemstor magt, og ladet Danmark komme lidt mindre ulyksaligt ud af Napoleonskrigene.

Det kan være, at det økonomiske chok foranlediget af tabet af flåden, kunne have været undgået eller i det mindste have udskudt statsbankerotten. Og det kunne være, hvis Danmark havde været en betydelig militær- og sømagt, at Danmark kunne have undgået katastrofen ved tabet af Norge og degraderingen til marginal spiller i europæisk magtpolitik, som i sig selv medførte katastrofen i 1864.

Disse skæbnesvangre beslutninger, foretaget af en håndfuld ledere i tre lande i nogle få uger, fik til syvende og sidst katastrofale konsekvenser og afgjorde millioner af menneskers skæbner. Lederne handlede i en verden styret af hensynsløs realpolitik, hvor de små skulle tilpasse sig stormagternes ønsker.

Det er utænkeligt nu. I 1807 havde danskere og briter næsten ingen kontakt. I dag har danskere og briter hundredetusinder af sådanne kontakter. Danskere og briter kommer på et menneskeligt plan utroligt godt ud af det med hinanden. Vi har det samme syn på livet, den samme humor og samme verdensopfattelse.

Dette synes naturligt, men det har ikke altid været sådan. Fra dansk side varede minderne om 1807 længe, og var forstærket af en række danskeres syn på, at Storbritannien burde have interveneret på dansk side i 1864. I lang tid kunne udtrykket »Engelskmand« knap nok bruges uden at det blev fulgt op af »den forbandede tyv«. Den herskende stereotype opfattelse af Storbritannien var, at det var et land, som primært var styret af økonomiske interesser. På trods af 1864 havde Tyskland en betydelig kulturel indflydelse, og dets »bløde magt« havde stor betydning for Danmark. Det var kun efter den traumatiske periode under Anden Verdenskrig, at stereotyperne af Storbritannien endeligt forsvandt, og det stærkt positive forhold, som vi har nu, udviklede sig.

Fra britisk side blev Danmark i lang tid betragtet som et fjernt land og perifært rent diplomatisk i forhold til det øvrige Europa. Så sent som i slutningen af 1930erne kommenterede en journalist den lave standard af diplomater, som på daværende tidspunkt blev udsendt til de skandinaviske lande af Storbritannien, »hvis helbred eller uddannelse eller sociale tilbøjeligheder gør dem dybt fjendtlige over for de lande, de er udsendt til«. Igen var det først følelserne udløst af Anden Verdenskrig, og derefter den fælles skæbne gennem først EFTA og så EU, som vi blev medlem af samtidig, der hjalp til at ændre billedet.

Storbritannien og Danmark er nu nære venner. Hvad betyder dette i dagens Europa, hvor alle i EU er venner med hinanden, hvor krig mellem EU-medlemmer er utænkelig, og hvor en højt udviklet struktur af internationale organisationer og folkeret indskrænker staters handlinger? Hvad kan vi rent faktisk bruges vores venskab til?

Mit svar er, at tætte venskaber som vores altid betyder meget. Det internationale miljø er yderst komplekst, og nogle vil sige farligt. Vi står over for nye trusler i form af terrorisme, spredning af atomvåben og cyber-krig. De styrende principper i Den Kolde Krigs orden er væk og efterlader et tomrum.

I denne verden er det stærkest mulige forhold mellem europæiske lande, og i sidste ende selvfølgelig mellem Europa og USA, altafgørende for at bidrage til stabilitet i det internationale system. Det britisk-danske forhold er en vigtig grundsten til dette.

Derudover gør vores stærke forhold os i stand til at styre EU i den retning, som vi mener, er bedst. EU er nu, mere end nogensinde, yderst komplekst. Dets 27 medlemmer har en lang række forskellige interesser, som er styret af deres historier, kulturer og økonomiske succes. Enhver forhandling mellem EU-landene er besværlig og tidskrævende og i højere grad når disse forhandlinger er en optakt til større forhandlinger med andre globale magter.

I dette miljø finder lande, som tænker ens og som samarbejder, det er nemmere at få deres synspunkter på dagsordenen og at nyde opbakning til disse synspunkter især hvis samarbejde er instinktivt, og man ikke behøver at bruge tid på at tale sig til rette.

Storbritannien og Danmark har sådan et forhold. Det er mere reglen end undtagelsen, at vi deler de samme argumenter. Dette gælder, hvad enten det er dybtgående spørgsmål om Europas fremtid eller mere pragmatiske spørgsmål om reform af EUs budget, eller hvordan man gør EU mere handlekraftig i forhold til klimaforandring. Udenrigspolitisk støtter vi begge den effektive brug af »hård magt« og »blød magt« mod dem, som vil påføre os skade, samt at bruge kræfter på international udvikling.

Vi er nået langt siden 1807. Sidste efterår besøgte den daværende britiske statsminister, Tony Blair, København, og udtalte sig om »det varme venskab mellem Storbritannien og Danmark, som er utrolig vigtigt.«

Anders Fogh Rasmussen sagde, at »mellem vores to lande og vores befolkninger hersker et dybt og meningsfyldt venskab. I dag er der snart ikke nogen emner, hvor Danmark og Storbritannien ikke deler samme holdning. Vi deler et fælles syn på samfundet og vi deler fælles syn på verden.«

Lad dette være læren, som vi tager med os i fremtiden og måtte det vare længe!