Danskerne drikker ikke længere ved offentlige møder og på arbejdet, men alkoholforbruget stiger alligevel. Danskerne ryger ikke i det offentlige rum, men tobaksforbruget er konstant; 7 procent af kødet, man sælger i Danmark, er økologisk, men 40 procent siger, de køber økologisk kød. Man kunne blive ved. På den ene side er disse fakta naturligvis udtryk for dobbeltmoral og hykleri. På den anden side er der måske noget galt med et samfund, som i den grad lader de moralske granater regne ned over danskernes syndige hoveder. Fy, fy, må ikke. Den trend, som vi er vidne til, vil gerne rense menneskets natur: ikke ryge (man behøver ikke ryge for at have det sjovt), ikke drikke (man behøver ikke drikke for at have det sjovt), ingen voldsfilm og fed mad (man behøver ikke voldsfilm og fed mad for at have det sjovt). Man kan selv blive ved.
Politikerne og andre offentlige personer tvinger og tvinges til at gå foran i det moralske felttog. Indimellem går så en af dem i fotofælden og har kørt spirituskørsel eller har røget ombord på en færge eller (og her taler jeg nær fremtid) er blevet filmet med en bolle med tandsmør under kaffen ved et forsamlingshusforedrag. Måske skyldes hele miseren, at man er ved at glemme, at mennesket har en anden natur end denne rensede og skurede fitness-krop, der skal holde til den bliver 120 år (bortset fra at man nu er bekymret for, hvad det vil koste).
I 1442 udsendte universitetet i Paris en fordømmelse af hangen til fest, overflod og naragtighed. Den behøver man ikke citere, man kan bare følge med i dagens offentlige opfordringer til at undgå det ene og det andet, der er forbudt, betænkeligt, usundt eller umoralsk, så ved man, hvad der stod i brevet. Nej, men et af argumenterne, som de lærde eksperter gendriver i dokumentet, er spændende. Det taler om menneskets anden natur: »Den dumhed (dvs. det naragtige), der er vores anden natur og synes at være noget medfødt hos mennesket (bør) få afløb, idet mindste én gang om året. Vintønder revner, hvis de ikke fra tid til anden bliver åbnet, og vinen får luft. Alle vi mennesker er dårligt fremstillede vintønder, der kan sprænges af klogskabens vin, hvis fromheden og gudfrygtigheden får lov til at gære videre uden pauser. Det er derfor vi på bestemte dage tillader os at være naragtige for på denne måde at kunne tjene Herren med fornyet iver.«
Det er det naragtige, det nedre, det foragtede, det forskubbede i menneskets natur, der skulle have luft. Alt det, som på grund af samfundets religion og ideologi er forbudt, skulle luftes - det følte den fromme forstands modstandere. Måske passer det ikke med nutiden, når der i Jobs Bog står: »Gud har ikke brug for vores hykleri«. Det latterlige menneske, med sine foragtelige svagheder, har altid stået i lav kurs. Kursen i dag er ved at være på nulpunktet. Måleredskabet for dette er humorens, satirens og ironiens trange kår. Man må ikke grine ad andres eller egne svagheder - for hvad sjov er der i, at nogle har svagheder? De skal da bare udbedres.
Men tænker vi os om, hvad er det så egentlig, der gør vores samfund beboeligt? Er det den rene stræben efter at gøre os gode og sunde, eller den overgivne latter over andre og vore egne skrøbeligheder og naragtigheder?
Hvis det er det sidste, der gør menneskelivet og samfundslivet udholdeligt, så har vi i dag en situation, hvor vi amerikaniseres og vægtskålen hælder til det fromme offentlige hykleri og en dermed følgende hård kurs over for naragtighed.
Hvor befinder jeg mig bedst? I et røgfyldt lokale med øl eller vin og chips på bordet, med vittigheder, ironi, satire på programmet, eller i et lokale, hvor der ingen røg og vin er, og hvor man taler om fornuftige ting, som ikke er til at spøge med?
Det er jo mærkeligt, at rygning og spiritus er to meget tidlige indikatorer for menneskelig kultur.
Det er stimulanser, der forandrer virkeligheden. Det samme som ironi, sarkasme, satire, latter, karneval, humor. De er åndelige brødre, for de lokker menneskets anden natur frem. Latteren, ironien, humoren er et forsvar mod ydre tvang og censur. Det er en indre form, og stimulanser som vin, spiritus, røg virker på samme måde. Det fremhæver det anderledes. Det fra menneskets første natur forskellige. Den første natur er overlevelse, tilhørsforhold, accept - alt det som man underbygger ved en god skole, moralske leveregler, sikkert samfund, godt sygehusvæsen m.m. Til den første natur hører alle de politiske utopier, som dybest set går ud på at rense mennesket, så det kun besidder den første natur. Rense mennesket så det bliver helt, sundt, godt. Kort sagt en sikring af menneskehedens overlevelse grundlagt på de mest fornuftige principper.
I filmen Matrix, som handler om en kamp mellem intelligente maskiner og menneskeheden, har maskinerne sejret. De har slavebundet menneskeheden og holder den i en kunstig virkelighed. Hvordan den skulle skabes, havde de imidlertid problemer med at greje. Den første kunstige virkelighed bestod i, at alle mennesker blev gjort rige og lykkelige og alle problemer blev fjernet. Men som overmaskinen Mr. Smith siger, så døde hele generationer af mennesker, for den virkelighed ville de ikke acceptere. Det er endnu ikke gået op for vore politiske projektmagere.
Traditionelt er det narren, der symboliserer denne anden natur. I det gamle romerske samfund var det saturnalierne, nytårsfesten, hvor tjenere blev herrer og herrer blev tjenere for en dags skyld. I middelalderen var det karnevalet. Alle disse fænomener repræsenterer opgøret med den abstrakte officielle sandhed, at man bare kan rense ud og gøre det rigtige. De fænomener, som i kulturen river os væk fra den officielle første natur, har altid været frihedsredskaber og er derfor også altid blevet betragtet med skepsis. Det er mistilliden til seriøsiteten og troen på latterens sandhed, som spontant dyrkes i disse miljøer. Og som allerede den gamle romerske digter Horats sagde: »Hvad forhindrer den, der ler, i at sige sandheden?«
De vinde, som præger den politiske arena - som man så i hysteriet om Muhammed-krisen og de mange bølger af undskyldninger for det ene og det andet (senest Englands Tony Blair for slavehandlen) - er ahistoriske og abstrakte. Man lader som om man i dag er samtidig med alle andre tider; man sidestiller historiske fænomener fra for 60 og 100 år siden med nutidens uden mindste blinken. For man dyrker det rationelle både moralsk og økonomisk - sex er godt for sundheden og dermed for samfundsøkonomien, hvis det foregår i parforholdet mellem mand og kvinde - fordrukne og rygende forfattere, politikere og filosoffer kan man derfor ikke tage alvorligt. Den muntre tankeløshed i det offentlige rum, som man har haft, hvor finker og missiler røg af panden, bliver i dag mødt med krav om undskyldninger og en sætten spørgsmålstegn ved den skyldiges integritet. Man dyrker skinnet - skinhelligheden vokser.
Sådan går det, når man tror, man kan objektivere alt ved at lade eksperter måle og kontrollere kvaliteten og dermed sikre det samfundsøkonomiske udbytte ved at rationalisere og rense ud. Man mødes i retten for at få afgjort objektivt, hvem der har ret, og hvem der ikke har. Man har kort sagt på trods af den megen viden, som opsamles i samfundet, glemt, hvad det er at eksistere. Man lader sig gøre til del af et segment i stedet for. Inderligheden, der tager udgangspunkt i livets tvetydighed, som først føles i en selv, afløses af psykologer og andre, der forsøger at bortforklare denne grundlæggende tvetydighed som noget, vores forældre, samfundet eller USA er skyld i.
Selv kirken er det nået til. Man spørger kirken som om det var et kontor for offentlig renovation: Hvad vil kirken gøre ved al samfundets skidt? Mange opfører sig i kirken som om Kristus var en form for kontorchef eller professor i etik og samfundsforhold. Derfor kan hans assistenter i dagens kirke fremlægge kristne udkast til samfundets forbedring på det mellemøstlige, det økologiske, det nationaløkonomiske plan. Glemt i dette mægtige objektive system er, at Kristus gav os syndernes forladelse og født som menneske kaldte sig Guds søn - talte lige ned i vores eksistens grundproblemer: Hvad gør vi, når vi gør det, som vi ved vi ikke skulle have gjort? Hvad gør vi, når vi skal dø og ikke har midler til at kæmpe imod?
Syndsforladelsen, latteren, karnevalet, sandheden i at man godt kan sige sandheden, når man ler. Alt det som understreger menneskets anden natur - det er mit fromme ønske, at mennesker af i dag genkender dette i sig selv.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
