Lad os opfylde indvandrerkvinders drømme

En undersøgelse af kvinders stilling i 22 arabiske lande - bragt i Berlingske Tidende 6. december 2006 - viser, at de er undertrykt både økonomisk, politisk og uddannelsesmæssigt. Men hvad tilbyder vi dem egentlig af muligheder for fremtid i Danmark?

Som eksemplerne viser, findes der kvinder fra Mellemøsten, der drømmer om en ligestillet fremtid, økonomisk som uddannelsesmæssigt - men er vi villige til at give dem en?

Mange kvinder af første generation fra Mellemøsten er havnet i kontanthjælpssystemet. De fleste kontanthjælpsmodtagere vil på et tidspunkt af deres sagsbehandler få stillet spørgsmålet: Hvad drømmer du om? Min erfaring som socialrådgiver er, at netop spørgsmålet om drømme bliver mødt med meget usikre smil - og især hos kvinderne. Det er sagsbehandlerens forbandede pligt at hive drømmene ud af disse kvinder via den såkaldte arbejdsevnemetode. Lykkes det, matcher de ikke nødvendigvis lovens krav - hurtigst muligt i arbejde - eller også kan drømmearbejdspladsen ikke findes.

Års passiv ventetid i asylfasen, et traditionelt kønsrollemønster og arbejdsløshed i 1980- og 90erne har slået mange drømme ihjel. Ressourceprofilen (lovpligtigt spørgeskema i forbindelse med arbejdsevnevurdering til revalidering, fleksjob eller førtidspension) tager udgangspunkt i et vestligt menneskesyn, hvor individualitet, aktivitet og forandringsparathed præmieres. Det er stik imod hvad mange kvinder i Mellemøsten er opdraget til, nemlig tilbageholdenhed og hensyntagen til helheden i familien.

Tag eksempelvis Fatima: fire børn, femten år i Danmark, godt dansk sprog, men ingen arbejdsmarkedserfaring. Hvad har hun lavet i alle de år? Hvorfor er hun ikke kommet i gang med noget? Hverken i den palæstinensiske flygtningelejr eller i det danske asylsystem var det imidlertid muligt at arbejde, og slet ikke at uddanne sig. Hertil kommer et fastlåst familiemønster og ansvaret for fire børn og en pensioneret mand.

I ressourceprofilen skal man se på klienternes ressourcer: Fatima laver dejlig varm mad til sin familie to gange om dagen, stryger lommetørklæder og underbukser og holder hjemmet pinligt rent. Hun henter og bringer børnene og jagter billige tilbud i Netto.

De fleste indvandrere og flygtninge har haft en klar arbejdsdeling: Mor arbejder hjemme og far er på udebanen. Og det er ikke kun far, der har været glad for denne deling - mange kvinder holder hinanden fast i, at børn har det bedst hjemme hos mor. Blandt nogle tyrkiske indvandrerkvinder fastholder svigermor ligefrem svigerdatteren i at servicere - ikke kun søn og børn, men også hende, som tak for den service hun selv har leveret. Denne rollefordeling er netop blevet bekræftet i en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI).

Nogle kvinder siger, at de er blevet stressede efter at være kommet til Vesten. I deres hjemland kunne de stå op kl. 5 og passe børn hele dagen uden at køre træt. I Danmark oplever de et stort pres fra omgivelserne (læs: sagsbehandleren) om, at de pinedød skal i gang med et job - udover det de udfører i hjemmet.

Hvorfor kan de ikke bare være ligesom os og spise madpakker og færdigretter? Kan man forestille sig, at flere verdener kunne mødes i lækre øko-etno-skolekantiner? Er der ikke et ansættelsespotentiale i de mange hjemmearbejdende madmødre? For her er der da nogle kvalifikationer, der kan matches:

Haves: Mange års erfaring i madproduktion til storfamilie, samt husholdningsøkonomisk sans (med starthjælp skal man gå langt efter tilbuddene).

Ønskes: Fleksibel arbejdsplads tæt på hjemmet.

En rundringning til kantiner, der søgte arbejdskraft, var imidlertid nedslående: Ingen har tid til oplæring af uerfarent personale.

Hvor er den risikovillige kapital i Danmark, som ønsker at forbedre sit sociale image?

Tekst m. uncial:Ifølge en undersøgelse af Shahamak Razaei, forsker fra Roskilde Universitetscenter, er selvstændige kvinder med anden etnisk baggrund både flittigere end deres mænd og tjener bedre. Nobelprisvinderen og forretningsmanden Mohammad Yunnus har bevist, at der skal mindre end en dollar til som lån for at få kvinder i Bangladesh til at blive selvstændige og selvforsørgende. De tænker husholdningsøkonomisk og investerer ikke, før de er sikre på at få et udbytte.

Tekst m. indryk:Det er imidlertid velkendt, at danske banker sjældent låner penge ud til iværksættere, medmindre man er boligejer. Få flygtninge ejer deres egen bolig og har dermed vanskeligt ved at starte egen forretning.

Ærgerligt, for selvstændighedskulturen er meget udbredt i den mellemøstlige kultur, og regeringen har et ønske om en styrkelse af den i Danmark.

En anden kultur er servicekulturen. De fleste kvinder i Mellemøsten får regelmæssigt ordnet ansigt, hår og negle. Mange kvinder ville kunne få virksomheder op at stå inden for den branche. Men de får ikke den økonomiske chance - medmindre de kan dokumentere uddannelse, erfaring fra Danmark og en knivskarp forretningsplan. Der er stadig mulighed for revalidering til selvstændig, men som en københavnsk sagsbehandler grinende fortalte, har hun ikke hørt om en eneste revalidering til selvstændig i de seks år, hun har været i kommunen.

Så hvor er de risikovillige banker eller vækstvirksomheder? Hvor er det frugtbare samarbejde mellem det offentlige og det private?

Skal vi bare forstå kvinderne ihjel og slet ikke stille nogen krav? Nej, men kravene skal tilpasses disse kvinders livssituation. Sammenhængskraften i familien skal bevares, samtidig med at kvinden kommer ud på arbejdsmarkedet, og ja, så skal det krævende omsorgsarbejde i det offentlige honoreres med en ordentlig løn. Det sidste er det jo svært indfrie fra socialrådgiverside, men kræver en mere omfattende samfundsindsats.

Anerkendelse, (selv)respekt og identitet er en stor del af arbejdsmotivationen hos mange danskere - hvorfor så ikke også hos de mellemøstlige kvinder?

Vi må se i øjnene, at hvis vi skal have flere hænder i arbejde, må vi tilpasse arbejdet til de hænder vi har. Uden nogen til at tage sig af børnene, de ældre og det huslige, kan andre (læs: kvinder) ikke frigøres til f.eks. at blive ledere, som der efterspørges så meget. Det vil sige mændene skal motiveres (som Socialministeriet i en netop igangsat kampagne vil prøve), men der skal også ske opnormeringer i det offentlige samt hvidvaskning af sort børnepasning og rengøring.

Tekst m. uncial:Så hvad drømmer de om, når de tillader sig at drømme? Selvfølgelig er der undtagelser fra reglen, men vejen op til drømme-overfladen er bare længere: Som f.eks. afghanske Selda, der har én lang lidelseshistorie bag sig, som i korthed går ud på et kærlighedsægteskab med voldelig udgang mod hende og hendes børn. Trods personlige trængsler og børn, der reagerer på en ustabil og voldelig barndom, går hun nu til dansk hele ugen og drømmer ... ja, faktisk har hun drømme om at blive pædagog. Denne drøm kan måske realiseres, hvis ellers hendes kommune betragter hendes liv som en social begivenhed og vil give hende revalidering.

Tekst m. indryk:Og så er der Saida - en frisk kvinde på 35 år, som har siddet i irakisk fængsel i otte år af sit liv, med alt hvad det indebærer af overlevelsesstrategier for ikke at blive slået ihjel. Voldtægtsoffer er en mild betegnelse i denne sammenhæng. Saida hader mænd - især de unge og jævnaldrende - derfor vil hun gerne være social- og sundhedsmedhjælper for ældre - et ønskejob for hende. Der er ikke noget med hijab og burka her. Nej, langt udslået hår, makeup og stramme cowboybukser. Masser af intelligens og robusthed, men også lidt skrøbelighed.

Efter at hendes integrationsperiode er ophørt, lykkedes det hende at få lov til at gå på endnu et modul dansk, så hun kan få adgang til Social- og sundhedsskolens adgangsgivende forberedelsesforløb. Saida har desværre også i fængslet pådraget sig en rygskade, underlivsproblemer og tarmbetændelse, som aktiveres ved stress. Hendes sagsbehandler vurderer derfor, at hun ikke skal arbejde med tunge løft som SoSu-hjælper og sender hende i aktivering i en butik. Derfor må hun stoppe sin danskundervisning. Hun kommer måske hurtigst muligt i job, hvis aktiveringen fører til fastansættelse. Men hun får ikke en langtidsholdbar uddannelse, som kan sikre hende en fremtid som selvforsørgende uden forværring af rygskaden.

Så, ja, der findes kvinder fra Mellemøsten, der drømmer om en ligestillet fremtid, økonomisk som uddannelsesmæssigt - men er vi villige til at give dem en?

Alle navne i eksemplerne er ændrede, men livshistorierne og den sociale indsats er i overensstemmelse med virkeligheden.