____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Påårets varmeste dag får en mand nok af det hele. Den let nørdede, bebrillede William »D-Fens« Foster (alias Michael Douglas) stiger ud af sin bil, forlader trafikpropperne, giver pokker i de dovne, ubehøvlede vejarbejdere og begiver sig gennem Los Angeles. Han vandrer gennem både ghettoernes snavsede gader og henover rigmandskvarterernes velfriserede golfbaner. Nu er det nok, og nu vil han hjem. Men for hvert skridt, for hver situation han havner i, stiger hans vrede. Han har nemlig intet hjem. Han har mistet sit livsgrundlag, sit job, han har mistet sin familie, og uden sin ballast i behold driver han for vinden, mod sin undergang, mens han tørner ind i den ene prøvelse efter den anden. En grådig koreansk kioskejer, en falsk tigger, en flok bevæbnede sorte smågangstere, uhøflige ekspedienter i burgerrestauranter, en nazistisk indehaver af et overskudslager. Alle får de kærligheden eller rettere vreden at føle. Fra at være den, der forsøger at holde på de klassiske amerikanske værdier familie, arbejdsomhed, ærlighed, høflighed, tolerance afslører William Foster sig lidt efter lidt som det modsatte af den, han gerne ville være. Han bliver en rå selvtægtsmand.
Filmen »Falling Down« fra 1993 er en bagvendt hyldest til den vrede hvide mand, der går amok i et moderne samfund. Og som sådan er det en dybt betænkelig fabel. Helten går for vidt, han indser det, og han vælger at gå sin undergang i møde. Om ikke andet for at hans barn kan få glæde af forsikringspolicen.
Vreden blev hans undergang. Det ved enhver halvstuderet selvudviklingskonsulent. »Brug din vrede konstruktivt«, prædiker de i erkendelse af, at vreden ikke er sådan at udradere. Ja, nogle mener ligefrem, at vores kreative potentiale ligger i den vrede, vi kan føle. Og en ny undersøgelse dokumenterer, at vi træffer langt bedre beslutninger, når vi er vrede. Hjernen bliver simpelthen skarpere og mere analytisk. Andre peger advarende på, at man vil brænde inde med sin vrede, medmindre man kommer af med den. Man må have afløb for sine følelser, ellers vil de rette sig indad og det går jo ikke.
Sådan er min indstilling ikke. Hvis man risikerer at skade andre, må man holde sin vrede for sig selv, eller tage sin straf uden at kny. Selvudfoldelse har ikke forrang frem for andres menneskers rettigheder.
På den anden side anerkender jeg vreden som en helt igennem fornuftig og rimelig følelse. Vrede er rettet mod de fænomener, som med rimelighed kunne have været anderledes, dersom mennesker havde sørget for det. Vrede er rettet mod menneskelige uretfærdigheder. Man bliver ikke vred på et lyn, der slår tilfældigt ned i et hus og antænder en brand. Man bliver vred over, at brandvæsenet ikke kom hurtigere. Man bliver ikke vred over at blive ældre. Man bliver snarere vred over, at de færreste har en reel mulighed for at arbejde sig til velstand og økonomisk uafhængighed, inden de bliver gamle, når skattetrykket er så højt.
Alligevel har jeg aldrig oplevet et land, hvor vreden fylder så lidt som i Danmark. Sig mig, er I på Valium alle sammen? Mangler I et afgørende menneskeligt gén? Eller er I bare blevet så velafrettede takket være jeres mødre, jeres slappe fædre og jeres børnehavepædagoger, at I ikke længere kan føle vreden?
Da jeg var barn, frygtede jeg min fars vrede. Han havde det med at eksplodere i kæmpe raserianfald. Men jeg nød også hans vrede i smug, især når bilen var på værksted. Så skulle han nemlig tage bussen ligesom os andre, og det var dengang, buschauffører var berygtede for deres manglende fornemmelse for service. Dengang var busser et 100 procent offentligt anliggende, og kørte primært af hensyn til køreplanen frem for af hensyn til kunderne. De få gange, min far nærmede sig en bus, gik noget galt. En dag så en buschauffør sig sur på en vogn, som var ved at aflevere en flok handicappede børn på et stoppested ved Zoologisk Have. Buschaufføren kørte op på siden af handicapvognen og blokerede, så afsætningen af børnene blev besværliggjort og ingen kunne komme videre. Da der var gået fem minutter, uden reaktion fra de øvrige buspassagerer, rejste min far sig i vrede, gik op til buschaufføren og gjorde det soleklart, at han skulle køre. Med det samme. Ellers.
Min fars busture og fejder med chaufførerne var en saga, der betog familien ved aftensmaden. Engang sad min far fast i bussen, på grænsen til en ny takstzone. Chaufføren nægtede at køre videre, og min far gik agurk igen. En anden passager havde ikke haft klip nok på sit kort, så han og chaufføren parlamenterede, og min vrede og utålmodige far nægtede at vente. Så han hakkede resolut resten af sit klippekort gennem maskinen, for således at betale for sin medpassager. Det gjorde ikke chaufføren mildere stemt. Han rokkede sig ikke ud af flækken. De andre passagerer forlod bussen, så min far til sidst sad alene tilbage.
Min fars erfaringer lærte mig, at det er farligt at blive vred i Danmark, og mange gange også temmelig kontraproduktivt. Vreden skal pænt deponeres hos myndighederne, så livet kan gå videre i al sin ynkelighed. Man må for alt i verden ikke blive vred. Den første, der bliver vred, har tabt. Ukontrollerede følelser er tabu i Danmark. Skyldes selvbeherskelsen, at man af religiøse årsager ikke må være i sine følelsers vold, men skal være mild og god? Eller skyldes selvbeherskelsen snarere iskold beregning tilsat en smule hykleri? En af filmhistoriens berømte skurke, Don Corleone, sagde: »I må ikke hade jeres fjender. Det anfægter dømmekraften«. Eller prøv at tænke på det gamle amerikanske ordsprog: »Dont get mad get even«.
Jeg forstår godt den danske frygt for vrede. Se hvilke skader en rasende folkemængde kan forøve i Mellemøsten. Eller se såmænd bare, hvilke skader vrede kan føre til herhjemme, for eksempel i sagen om Ungdomshuset på Jagtvejen. Kunne de »unge« ikke bare have taget et kommunalt kursus i bongotrommer? Og så endda. Måske er problemet med Ungdomshuset ikke overdreven vrede, men mangel på vrede i resten af samfundet. Måske kom det så vidt, fordi almindelige borgere ikke i tide viste deres vrede. Mangel på vrede er en accept af, at alt er lige godt, lige skidt, lige gyldigt og ligegyldigt. Måske fik de professionelle ballademagere for meget plads i et samfund, hvor vi har vænnet os til, at politiet skal klare alle konfrontationer. Hvad nu hvis almindelige mennesker forinden havde vist deres vrede over ungdomsterroristernes adfærd? Hvad hvis almindelige mennesker for eksempel deres forældre havde sagt et par borgerlige ord til de forkælede børn af 68erne? Nåh nej.
Vrede er blevet gjort til en dødssynd af den kristne kirke, selvom begrebet dødssynd ikke som sådan optræder i Det Ny Testamente. Jovist advares der om vreden, men blev Jesus ikke også vred? Det hører vi om igen og igen, ved hver eneste barnedåb. »Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred.« Vred, da mennesker misbrugte deres magt. Jeg anerkender, at vreden er forbeholdt Gud og ikke mennesker. Guds vrede er retfærdig. Vores er det ikke, for vi gør som regel skade. Men selv hvis vreden ikke er retfærdig, kan den vel være rimelig, ja ligefrem et fundament for samfundet. Føler man noget for sine omgivelser eller hvad?
Måske kan vrede helt og holdent elimineres i et samfund. Det er lykkedes ganske overbevisende i Danmark i takt med, at politikere og behandlere har opmuntret borgerne til at fralægge sig ansvaret for sig selv og deres samfund.
Bliver man vred over manglende behandling på sygehuse eller plejehjem, får man at vide, at man skulle have betalt noget mere (mere?) i skat. Bliver man vred over skattetrykket, og sine manglende muligheder for at arbejde sig til større velstand, får man at vide, at man er for optaget af penge. Hør engang! Er de begærlige da ikke dem, som vil tage pengene in the first place? Hvad nu hvis jeg vil bruge pengene til at gøre gavn for min familie og mine omgivelser? Men privat velfærd tæller åbenbart ikke i et samfund, hvor velfærd, tryghed, omsorg, sikkerhed ja alt godt per definition bliver gjort til et kollektivt anliggende.
Denne kollektivistiske indstilling bliver jeg vred over. Og jeg bliver for alvor vred, hvis mennesker skal straffes, fordi de konstaterer, at det offentlige ikke for længst har løst alle problemer, og som konsekvens af dette tager sagen i egen hånd. Jeg er stærkt betænkelig ved selvtægt. Men jeg bliver i hvert fald vred, når anklagemyndigheden kræver samme straf af urmageren som af de forbrydere, der overfaldt ham.
Jeg er en vred, hvid mand. Og jeg er stolt af at være vred. Jeg er træt af at skulle være taknemmelig for at blive flået i skat. Og træt af at mit værdisæt skal nedgøres i retten sammen med urmager Michael Woollhead. Vel går jeg ikke amok ligesom William D-Fens Foster i skikkelse af Michael Douglas. Men jeg forbeholder mig retten til at være vred i fred. Den danske måde at bekæmpe vrede består i at bortskaffe individualitet. Derfor er min evne til at føle vrede nu et udtryk for en personlig frihedskamp. Alene af den grund nægter jeg at give afkald på vreden. Tak til dig, far. Og tak til domsmændene i Woollhead-sagen.
Tidligere kronikker i serien om de syv dødssynder:
Optakt ved Claes Kastholm Hansen. 1. juli
Dovenskab. Lars F.H. Svendsen. 5. juli
Misundelse. Morten Ebbe Juul Nielsen. 11. juli
Frådseri. Lars Hedegaard. 13. juli
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
