Lad dog folk frådse i fred

Kronikker: Sommer og synd 3. Det er mest synd for de fede selv, så hvorfor regner vi frådseri grovæderi til dødssynderne? Kan det mon skyldes, at vi, »de normale«, har behov for nogen at se ned på så vi slipper for at konfrontere tomheden i vore egne liv?

Tegning: lars andersen Fold sammen
Læs mere
Hovmod, griskhed, vrede, misundelse, dovenskab og til nød utugtigt begær kan man forstå, men hvad laver frådseriet (gula) i rækken af de syv dødssynder, der blev opstillet af pave Gregor den Store i slutningen af det 6. århundrede? Denne synd, der er blevet opfattet som ensbetydende med overdreven æderi og i mindre grad drikkeri adskiller sig jo fra de andre med mulig undtagelse af dovenskaben ved ikke at have andre ofre end frådseren selv. Vi kan alle føle, at andres hovmod, griskhed, vrede, misundelse og hvis vi er tilstrækkeligt attråværdige begær går ud over os. At vi er ofre for en synd, der har sit udspring uden for os selv, og som giver os retten til at fordømme den, der således har krænket os, foruden håbet om, at den formastelige vil få sin retfærdige bekomst i det hinsides.

Men grovæderne, dem der propper sig med flæskesteg og Jørgens sidste fedtglinsende rædsler fra Kims, hot dogs med det hele, flødeis med chokoladesovs og et kilo slik skyllet ned med en liter cola foran fjernsynet hvad har de gjort andre? Er det ikke tilstrækkeligt, at de er i færd med at ødelægge deres eget helbred, og at deres svaghed således vil medføre deres snarlige død? Hvorfor skal de også fordømmes, forhånes, hænges ud og klientgøres, mens de haster mod deres grav?

Det går dog ud over strutvommenes nærmeste at skulle se deres kære ødelægge sig selv, kunne man med rette indvende, men det er jo ikke nogen tilstrækkelig retfærdiggørelse af den nærmest fysiske væmmelse, der i stigende grad slår grovæderne i møde fra en forenet offentlig mening.

Denne væmmelse og fordømmelse havde i tidlig kristen tid en vis teologisk begrundelse, eller man prøvede i det mindste at opstille en. Selv om frådseriet aldrig kom op på siden af hor og ægteskabsbrud i grad af synd, var det galt nok, mente de gamle. Selve nydelsen og det at tilfredsstille sine behov på en overdreven måde udgjorde en trussel mod saligheden, fordi bordets glæder kunne komme i vejen for det, som mennesket egentlig burde koncentrere sig om, nemlig hengivenheden over for Gud.

I sit bind om frådseriet (»Gluttony«) i New York Public Librarys og Oxford University Press serie om de syv dødssynder refererer Francine Prose en tidlig biograf af Frans af Assisi. For at fjerne enhver god smag fra sin føde og dermed også enhver tilskyndelse til at indtage mere end højst nødvendigt plejede den hellige mand at strø aske på. Det må være en af de få slankekure, som endnu ikke har været taget op af damebladene og avisernes feature-tillæg.

I dag tror vi ikke længere, at selvforskyldt overvægt bliver nedfældet på debet-siden i den skudsmålsbog, der på dommedag skal afgøre, om vi farer til himmels, eller om vi havner et helt andet sted. I vores moderne, strømlinede og gudløse verden er helvede ikke noget, der venter de tykke, når fedtaflejringerne omkring hjertet, sukkersygen eller canceren har taget livet af dem. Vi har flyttet fedmens helvede over i denne verden og plager dagligt os selv og hinanden ved det mindste tegn på slaphed over for de kalorierige fristelser.

Og det dennesidige helvede, vi i den moderne verden har skabt for hinanden, er ikke mindre rædsomt end det, som senmiddelalderens og renæssancens digtere og kunstnere skildrede. F.eks. 1400-tals-maleren Giovanni da Modena, som på en fresko i San Petronio i Bologna portrætterer forædtheden som en djævel, der propper mennesker i munden, mens han udskider dem i den anden ende. Eller betragt detaljerne i grovædernes skæbne, som skildret af Hieronymus Bosch.

Den æstetiske væmmelse, der den dag i dag møder frådseriet, er også uforglemmeligt skildret af Dante, som har viet en afdeling af sit Inferno den tredje kreds til de formastelige. Her ligger de ulykkelige sjæle på stinkende jord, mens regnen, »evig, tung, modbydelig og iskold (...) aldrig stilner af eller forandres«, og »Kerberus, et grumt og vanskabt væsen, gøer som en arrig hund ud af tre struber over de folk, der ligger midt i sølet«, som man kan læse i Ole Meyers fortrinlige danske gengivelse. Ligesom Giovanni da Modenas djævel bliver udyret Kerberus »den lede lindorm« til en metafor for selve frådseriets, forædthedens og umådeholdets forbandelse: »Med røde øjne, svullen bug, med fedtet og skidden gråsort pels, flår han og river sjælene dér, og flænser dem i stykker«.

Og har man stadig ikke fået nok at brække sig over, kan man med fordel konsultere Edmund Spensers episke digt »The Faerie Queene« fra 1590erne, hvor frådseriet beskrives som en vanskabning, der rider omkring på et beskidt svin med opsvulmet vom og med fedtet sivende ud af øjnene.

Denne understregning af selve det afskyvækkende ved frådseriet snarere end af frådseriets konsekvenser for livet efter døden går igen i mange nutidige skildringer af det umådeholdne æderis væsen. Ganske vist er væmmelsen i vore dage pakket ind i omsorg for ofrene og ledsaget af alle hånde forslag til afhjælpning af problemet, men man er ikke i tvivl om omverdenens syn på de slapsvanse, der ikke kan tage sig sammen.

Kan det undre, at millioner af ulykkelige, der ikke for nu at parafrasere Dante ved noget bedre end at rive og flænse i en friturestegt kylling garneret med pommes frites og remoulade, udfolder gigantiske bestræbelser for at slippe fri for deres forbandelse? Og især da de dagligt må høre, hvor stort et problem deres ukontrollerede overindtagelse af kalorier udgør for hele samfundet?

I USA, der også på dette felt er et stykke forud for os andre, er der ifølge en nylig opgørelse 63 millioner overvægtige eller svært overvægtige. Det gælder bl.a. 14 pct. af de amerikanske børn med en stærkt stigende tendens. Hvert år omkommer 350.000 amerikanere af fedmerelaterede årsager. På et hvilket som helst tidspunkt er 35-40 pct. af alle amerikanske kvinder og 20-24 pct. af mændene på slankekur, som årligt koster den nette sum af mellem 33 og 55 milliarder dollars. Det svarer til Irlands bruttonationalprodukt, men der skal også meget til. En opgørelse, der citeres af Francine Prose, når frem til, at hvert tabt pund har kostet 180 dollars. Som nogen altså har tjent ved at sælge forskellige slankekure, piller, pulvere, diætbøger, moralsk oprustning o.lign. Således er fedme en blomstrende forretning, der kaster af sig både til gården og gaden. Når fastfood-producenterne, madskribenterne og TV-kokkene har grinet hele vejen til banken med deres profitter, kommer fitness- og well­ness-guruerne, dameblads-profeterne, mirakel­magerne og sværme af andre fedme-entreprenører for at indsætte deres milliarder. Tilbage sidder de stadigt flere overvægtige og ved ikke deres levende råd.

Fedmehysteriet har for længst overskredet enhver rimelig grænse. Vi er efterhånden nået dertil, hvor de tykke må snige sig langs husmurene hvis det altså var muligt for at unddrage sig deres medmenneskers fordømmende blikke. En studieværtinde på fjernsynet må gerne være så uvidende som et får og så dum som en dør, men vé hende, hvis noget hænger. En sådan person kan vi ikke have tillid til, for hun har jo tydeligvis ikke styr på sig selv.

Ingen vil betvivle, at svær fedme kan forårsage sygdomme og tidlig død. Men når man så har gjort opmærksom på det, og det ikke har hjulpet, må der vel komme et tidspunkt, hvor man må spørge, om de overvægtige dog ikke har ret til et værdigt liv før deres tidlige død og slippe for konstant at skulle have deres menneskelige utilstrækkelighed revet i næsen.

Men kan vi overhovedet klare os uden at have frådserne at henvise til? Hvad skal alle de retfærdige gøre den dag, de ikke har de tykke eller rygerne, eller de fordrukne eller de andre skæve at gyse ved? Nu ved vi i det mindste, hvordan man ikke bør leve, og vi kan bestyrke hinanden i forvisningen om, at så langt ude er vi i det mindste ikke selv kommet. Så længe vi har de andre at væmmes over og opdrage på, slipper vi for at væmmes over os selv. Ja, vi behøver knap nok spekulere på, om vi mon selv går og spilder de år, vi ser over mulde, på ligegyldige projekter såsom det perfekte udseende.

Hvilken afgrund af eksistentiel meningsløshed vil mon åbne sig for os den dag, vi ikke har andet end vore egne tomme, velafrettede og normalvægtige småliv at kere os om?

Tidligere kronikker i serien om de syv dødssynder:

Optakt ved Claes Kastholm Hansen. 1. juli

Dovenskab. Lars F.H. Svendsen. 5. juli

Misundelse. Morten Ebbe Juul Nielsen. 11. juli