Lad arbejdsmarkedet om lønnen

Den danske model er i fare, hvis ikke politikerne holder sig fra lønnen

Det forekommer unægtelig besynderligt, at finansminister Thor Pedersen midt under de igangværende forhandlinger om en skattepakke inddrager lønningsforholdene for de offentligt ansatte og siger, at der ikke er noget lønefterslæb til den private sektor. Thor Pedersens intention bag udtalelserne er uklar, og det bliver da ikke bedre af, at han har udtalt sig på en sådan måde, at der opstår usikkerhed om tallene. Men da der heller ikke for finansministre er udtalepligt, synes meldingerne alt i alt at bekræfte billedet af en rådvild regering. Så meget desto mere, kunne det være på sin plads blot at forholde sig til Thor Pedersens hovedsynspunkt.

Det er i hvert fald sandt, at der i øjeblikket er et massivt pres for, at offentligt ansatte får markant mere i løn ved forårets overenskomstforhandlinger. Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jørgen Neergaard Larsen bekræftede i sidste uge i denne avis, at de »har tusindvis af mennesker, der arbejder til samme eller lavere lønninger end de offentligt ansatte. Mere end 50 procent af medarbejderne i DAs lønstatistik tjener mindre eller det samme som en SOSU-assistent () det er usandt, når politikerne siger, at de har et lønefterslæb i forhold til den private sektor. De har bare valgt at prioritere på en anden måde«.

Hele debatten om skat, velfærd og lønninger er efterhånden i et så hysterisk leje, at der er grund til at mane til besindelse. Det er ulykkeligt, at debatten om fremtidens offentlige sektor handler om løn fremfor styrket frit valg for borgerne, kvalitet og arbejdsorganisering, så der er frihed og ansvar i opgaveløsningen. I den forstand er det befriende, at finansministeren siger tingene klart, selvom timingen halter. Virkeligheden er, at en lønfest i den offentlige sektor truer de gunstige økonomiske konjunkturer. Det vil presse det øvrige arbejdsmarked til højere lønninger, uden at det i øvrigt har dækning i en øget produktivitet blandt medarbejderne. Det vil være dybt skadeligt både for økonomien og den danske model sidstnævnte bygger på, at arbejdsmarkedets parter sikrer en for både lønmodtagere og arbejdsgivere tilfredsstillende lønudvikling. Brydes dette princip, får vi en situation, der opmuntrer til kollektiv uansvarlighed, og hvor de, der råber højest og påkalder sig politikernes opmærksomhed på helt usaglig vis, får raget lønstigninger til sig. Hvis fagbevægelsen mener, at f.eks. social- og sundhedsassistenterne har et særligt efterslæb, er det fagbevægelsens ansvar, at den medarbejdergruppes interesser bliver fremmet. Brydes den sammenhæng, trues stabiliteten på arbejdsmarkedet og dermed hele forudsætningen for, at der er nogle til at producere den velstand, politikerne gerne vil fordele. Måske var det i virkeligheden ministerens budskab i en tid, hvor det økonomiske overbud har bredt sig.