Lånefidus for risikolystne

Der kan være store penge at tjene, hvis man optager et boliglån til en rente under to procent og sætter pengene i aktier. Men risikoen er stor, og derfor fraråder flere eksperter den form for spekulation.

De historisk lave renter er en fristelse af de helt store for mange. Man kan således lige nu låne penge hos realkreditten for under to procent. Det bliver til bare 1,3 procent efter skat, og det er mindre end den løbende pris- og lønudvikling. Det vil med andre ord sige, at det er gratis at låne penge i dagens Danmark, og hvorfor så ikke låne stort og derefter investere pengene i aktier, lange obligationer, investeringsforeninger eller andre værdipapirer, har vi spurgt flere eksperter.
Umiddelbart ligner det en forrygende god forretning, nærmest en ren pengemaskine, hvis ellers bare aktierne fortsætter med at stige i kurs. Så kan et lån på én million kroner i boligen hurtigt forvandle sig til 1,2 eller måske endnu mere, sådan at der hurtigt bliver råd til både sommerhus, luksusbil eller pragtvilla.
Skrækeksempler
Men direktør Rune Sørensen fra firmaet Økonomiråd siger hertil, at risikoen er meget stor, hvis man begynder at spekulere i aktier for lånte penge.
»Så det er kun noget, man skal gøre, hvis man er spekulativ, og er der tale om investering i aktier, skal tidshorisonten helst være lang og over ti år.«

Rune Sørensen peger eksempelvis på, at globale aktier over de sidste ti år stort set intet afkast har givet. Der har været store op- og nedture, men et køb for ti år siden har endnu ikke givet noget positivt afkast. Et af de værste skrækeksempler på, hvor dårligt aktier kan klare sig på også længere sigt, findes i Japan. Her toppede det toneangivende Nikkei-indeks over 40.000 i slutningen af firserne. Nu – mere end 20 år senere – er det nede i indeks 9.600, og tilmed et af de markeder, der har klaret sig dårligst i 2009 og uden specielt lyse udsigter.

»Så aktier er farlige, og kan – selv når det ses over meget lange perioder – godt give tab. Et alternativ er så at sætte pengene i lange obligationer, der giver ca. fem pct. i rente. Men begynder renten at stige, risikerer man også her at få et betydeligt kurstab,« siger Rune Sørensen.

Aktier i et vadested
Analysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank siger på tilsvarende vis, at den økonomiske udvikling hjemme og ude er højst usikker både, når det gælder 2010 og 2011.
»Så aktierne er i fare for at blive ramt af et tilbageslag. Aktiemarkedet er lige nu i lidt af et vadested, hvor virksomhedernes indtjening især er blevet bedre på grund af besparelser og reduktioner i omkostningerne. Men vi skal snart se noget vækst i omsætningen og salget, før kurserne kan stige. Kommer denne fremgang i omsætningen ikke, kan den aktuelle optur på aktiemarkedet godt miste noget af sin dynamik,« siger Bjørn Schwarz.

Han tilføjer, at hvis man investerer i aktier for lånte penge, så er der tale om, at man løber en stor risiko.
»Vi har et overvejende positivt syn på aktier, men man skal overveje den slags meget nøje og afgøre med sig selv, om man har en risikoprofil, der passer med at låne stort og købe aktier for pengene.«
Hos Nordea siger chef for bankens udlån, Thune Søndergaard, at de generelt fraråder alle at investere i aktier for lånte penge.
»Så selv om man kan låne penge billigt lige nu, så er investering i værdipapirer for lånte penge ikke noget, vi anbefaler,« siger han.