Ytringsfrihedens grænser

Kuratoren af den danske pavillon i Venedig har sammensat en gruppeudstilling, hvor 18 kunstnere indgår i en samlet fortælling om ytringsfrihedens tilstand. Den er ikke god. I hvert fald ikke i den vestlige verden.

Hadeobjekter som trædesten. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

VENEDIG: Døden i Venedig er mange ting, men når det kommer til biennalen, er der i hvert fald tre dødssynder.

Den ene er lange kornede videoværker, der ikke fungerer.

Den anden er lange »forklarende« tekster, de færreste har mulighed for at læse eller forstå.

Og den tredje er gruppeudstillinger i de nationale pavilloner.

Den del af Venedig-biennalen, der udgøres af de nationale pavilloner i Giardini eller er spredt på talrige adresser rundt om i byen på vandet, er i sig selv en gruppeudstilling, der er sammensat af talrige kunstnere udvalgt af en meget stor del af sagkyndige fra alverdens lande. Og ikke mindst for besøgende fra mindre nationer som Danmark, hvor udstillinger fra fjerne lande er en sjældenhed, er biennalen en oplagt mulighed for at møde kunst og kultur og andre holdninger til verden end den gængse. Biennalen er en meget stor udstilling, og de kunstnere – og nationale pavilloner – der ofte klarer sig bedst, er dem, der er opbygget med et konceptuelt enkelt og visionelt overrumplende greb. Gruppeudstillinger med mange deltagere er selvmord i Venedig. Undtagelserne findes. Sidste gang - da Elmgreen & Dragset kuraterede den danske og nordiske pavillon – lykkedes det, fordi de enkelte kunstnere bidrog til en samlet fortælling og samtidig beholdt et stærkt individuelt særpræg. Måske var de heller ikke på samme vis underlagt et politisk (korrekt) koncept.

Selvmord eller ej. Den danske pavillon er en gruppeudstilling bestående af værker af ikke færre end 18 kunstnere. To af dem arbejder med performance – og det er sådan set interessant nok. Men det næste halve år hænger der bare foto fra åbningsdagenes forestillinger til minde om den uge, da de virkeligt betydningsfulde mennesker gæstede biennalen under den lukkede åbning. Medmindre, selvfølgelig, der bliver fundet plads til monitorer, som viser film fra begivenhederne. Det er et kedeligt signal at sende til de adskillige hundred tusinde besøgende, men det er Danmark nu ikke ene om.

Den pressede ytringsfrihed

Årets danske kurator – Katarina Gregos – har samlet kunstnerne for at undersøge begrebet ytringsfrihed. Det er i sig selv prisværdigt og interessant, al den stund ytringsfriheden kræver daglig kamp – og konstant er truet også i fangeljerens frie halvdel for nu at låne et udtryk fra Henrik Stangerup. Overvågning af det offentlige rum, kontrol med nettet og indskrænkningerne i retssikkerheden efter 9/11.

Som det ofte er tilfældet med stramt kuraterede udstillinger, underordnes de enkelte værker kuratorens overordnede fortælling eller budskab, og det er, at det står slemt til med ytringsfriheden, især i den vestlige verden. Men. Også andre steder, for – som det hedder i Kunstrådets pressemeddelse – så er »ytringsfriheden også under pres i Kina«. Man ser for sig Ai Weiwei, når han en dag modtager Kunstrådets invitation til Venedig. Weiwei kigger omkring på de fire vægge og den låste dør, og saa går der et lys op for ham: Nå, det er sådan, det er. Ytringsfriheden er under pres.

Protest mod hate speech

og samme tid tvetydige og så alligevel synes at pege på en kerne af almenmenneskelige problem­stillinger i forholdet mellem individet og statsmagten eller undersøger muligheden for samtale på trods af fjendebilleder og kulturforskelle. En klar, men forfejlet provokation med adresse til Muhammed-tegningerne er hippietidens grovkornede karikaturtegner Robert Crumb, der har leveret et par seriestriber om xenofobisk paranoia, hvor den ene hedder – og jeg citerer – »Når niggerne overtager Amerika«.

Udstillingen bryder ud over den danske bygnings rammer gennem dels en flydende pavillon ved øen San Servolo dels en talerstol, der er bygget som en platform, som fører op til taget af bygningen. Her kan man gå på gengivelser af europæiske politikere, kunstneren har et mellemværende med folk som Angela Merkel, Berlusconi, Anders Fogh Rasmussen, Flemming Rose og… Men hov, Flemming Rose? Hvem er det nu, det er? Nå jo. En dansk bladmand, der på baggrund af rapporter om censur og selvcensur i kunstinstitutionen besluttede sig for at undersøge grænserne for ytringsfriheden.

Og fandt den.