En så omfattende og autoritativ Gauguin-udstilling som den, Tate Modern i London viste for ét år siden, kunne få de fleste andre kunstmuseer til at opgive det hele og pakke alle planer om at vise Gauguin af vejen.
Ikke Glyptoteket. Men det er også et museum, der i dét departement har usædvanlig meget at byde på i form af en fin samling af netop Gauguin. Og så en idé om at fortælle et afgørende kapitel af historien om Gauguin - maleren, der søgte den tids ultimative grænser både kunstnerisk og eksistentielt ved at rejse til verdens ende og finde en slags forløsning sammen med stedets unge modeller og i stadig konflikt med det borgerlige samfunds normer og normalitetsbegreber. Han nægtede at betale skat til den franske kolonimagt og døde fattig og smittet af syfilis men måske i en lykkelig bevidsthed om, at han var en stor maler og en dag ville blive anerkendt som en sådan. Det gav hans liv og alle pinslerne, som han kaldte dem, mening.
Paul Gauguin (1848-1903) bliver i 1872 ansat som børsmægler ved et bankierfirma i Paris. Året efter gifter han sig med Mette Gad. Sideløbende med sit arbejde maler han, og i 1876 debuterer han på Salonen, der med lidt god vilje kan sammenlignes med Charlottenborgs Forårsudstilling. I 1879 får han kontakt med gruppen af impressionistiske malere og deltager i deres udstillinger.
Efter at han i 1883 har mistet sit arbejde, flytter familien det følgende år til København, hvor det er planen, at han skal sælge hestedækkener. Hans kontakt med dansk kunstliv er begrænset, han afvises af censuren på Charlottenborgs Forårsudstilling, i sommeren 1885 flytter han tilbage til Paris og ægteskabet opløses.
Mellemfolkeligt samvirke
Året efter møder han van Gogh, og de arbejder en periode sammen i van Goghs Atelier du Midi i Arles. I 1891 tager Gauguin på sin første lange rejse til Tahiti, hvor han siden slår sig ned. To år før sin død bosætter han sig på Dominica i Marquesas-øgruppen.
Allerede i Europa havde Gauguin søgt en slags fælleskulturelt gods i fortiden og i datidens fremmede kulturer, som han brugte til at skabe sit nye maleri, der på så radikal måde brød med hidtil kendte erfaringer.
Det fine formidlingsmæssige greb ved Gauguin-udstillingen er, at vi får en gedigen introduktion til tankegodset og de billedkunstneriske greb og traditioner i det ukendte land, Gauguin rejste til. Han kendte det ganske vist fra en udstilling i Paris, og i Glyptotekets sale etablerer de indledende kapitler af udstillingens fortælling en forståelse for, hvor fremmedartet den polynesiske kultur var - og er - for en europæer, og hvor voldsom en betydning, den får for Gauguins maleri takket være hans åbenhed og vilje til at lade sig inspirere af alt det fremmedartede. Udstillingen giver også et indblik i Gauguins kamp - og folder sig så afslutningsvist flot ud med en række sene værker fra de år, da Gauguin har fundet sig selv og skabt et nyt maleri.
