Per Kirkeby opfandt engang et begreb, der hedder »alderens arrogance«.
Billedkunstneren er nået så langt i sit liv og har måske også opnået så stor anerkendelse, at han eller hun er ligeglad med, hvad andre mener. Det kan hos nogle kunstnere føre til en større radikalitet.Begrebet passer et langt stykke hen ad vejen også på J.F. Willumsen. I de sene år, som er den epoke, en udstilling på kunstmuseet i Aarhus fokuserer på, havde Willumsen (1863-1958) skabt en række hovedværker i dansk kunst, været med til at stifte Danmarks første kunstnersammenslutning, Den Frie Udstilling, og tegnet sammenslutningens bygning, der i dag ligger på Oslo Plads i København. Alligevel syntes han, da han i 1930rne var nået langt i sit liv, at noget manglede, Blandt andet en overdragelse af hans enorme samlinger til et museum.Willumsen fik så et museum, og her kan man finde hele historien om den store kunstner, der blev en enmandshær.
Enmandshære er karakteriseret ved at stå for sig selv ved siden af hovedstrømmen. Det må Willumsen have været sig bevidst. Han opfatter sig som en ener i tiden og indskriver sig som en arvtager i den store kongerække i europæisk kunst med sine referencer til for eksempel Tizian og El Greco. Det er noget heroisk over Willumsen. Og noget patosfyldt ved hans billeder. Man kan komme til at tænke på den store belgiske maler, James Ensor (1860-1945), der også arbejdede med det groteske og med kunstnermyten. Især hans egen.Willumsen iscenesætter sig selv som kunstnergeniet med kappe, laurbærkrans og i positur med pensel og palet. Og han tager i slutspurten en seriøs walk on the wild side med sine grelle farver og sine manierede kompositioner. Han begynder for alvor at se lyset – og han maler det og mørket. Teatralsk som nattebillederne fra Venedig, der i J.F. Willumsens dramatiske kompositioner i endnu højere grad fremstår som en kulisseby.
Willumsen er kendt for at have samlet. Andre kunstneres værker. Men også hverdagens og underholdningskulturens ofte mere banale billeder. Billedkunst betegnes undertiden som visuel grundforskning. J.F. Willumsen er en af de skikkelser, der rent faktisk lever op til ideen om maleren som en forsker. Det er i den forbindelse et interessant fortællermæssigt greb ved udstillingen, at prologen og epilogen udgøres af henholdsvis nogle forsøg med farvers karakter og klang ved varierende koloristiske sammensætninger og på forskellige materialer – og ved udgangen eksempler på de fotografier, Willumsen samlede og anvendte som skitsemateriale. Systematisk – som en videnskabsmand.
Og så alligevel ikke. Ikke konsekvent. Willumsen er billedkunstner om en hals og optaget af arbejdet inden for alle slags materialer. Som nævnt tegnede han huse. Han arbejdede med keramik og maleri, interesserede sig for fotografi og var fascineret af teater og dans. Som yngre blev han inspireret af vitalismen; optagetheden af kroppen, dyrkelsen af det stærke friluftsmenneske og forestillingen om altings organiske sammenhæng. Det satte sig spor i hans måde at male på, og det fortsatte sådan set op gennem årene mod hans død: Demonstrativt stærke og ekspressive billeder der fortæller om en viljestærk kunstner, som igen og igen understreger sine pointer med stadig mere potente virkemidler.
Hvad: Den vilde, vovede og sene Willumsen
Hvor: ARoS, Aarhus.
Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 22. Til 5. marts
