Et af de første billeder på Sophienholms udstilling af Kehnet Nielsens nyere billedsuiter erindrer om, at kunstnere har en fortid. Og at fortiden – også i billedkunsten – kan være et afsæt.
Sammen med en række andre meget talentfulde akademielever var Kehnet Nielsen en del af en gruppe, der i begyndelsen af 1980erne effektivt begyndte at erobre den danske kunstscene under varemærket De Unge Vilde, for sådan nogle var der også i udlandet. Der kunne de for eksempel hedde Die Neuen Wilden.
Faktisk gjaldt det om at komme først med en udstilling herhjemme i 1983, for senere samme år ville den store internationale kunstudstilling Documenta i Kassel, vise, at kunstnere over det meste af den vestlige verden også arbejdede med ekspressive malerier, der lignede billedsiden til punkmusik. Så inden Documenta begyndte i midten af juni, åbnede Tranegården i begyndelsen af maj en gruppeudstilling, der havde et maleri af Kehnet Nielsen som fællestitel. Det hedder »Kniven på hovedet« og lignede – som de andre bidrag til udstillingen – noget, der var hastigt udført som parafraser over kunsthistorien på et tidspunkt, da historien, mente man, var nået til et endemål; alle former for kunst var opfundet, og maleriet i hvert fald var dødt. Helt dødt. Totalt afskrevet som kunstnerisk relevant udtryksmiddel i en moderne og oplyst tid.
Det var så ikke tilfældet.
Gruppen fortsatte sit strategiske erobringstogt og fik hurtigt udstillet på landets kunstmuseer, der også erhvervede mange af deres billeder. I tiden var en sult efter billeder, der så sådan ud – storbyindianere og neonfarver, antydet figuration og ekspressive penselstrøg – men gruppen af vilde malere var alligevel ikke en gruppe, og snart var de enkelte på vej ganske andre steder hen.
Kehnet Nielsens maleri »Indsats/udsats. Væltede birkestammer«, som man møder som noget af det første på udstillingen, minder om den tid og fortæller mindst to ting: At det var heftigt maleri, der skulle se hurtigt og dramatisk ud. Og at Kehnet Nielsen allerede på det tidspunkt havde det store maleriske greb. At Kehnet Nielsen er en rigtig maler. En stor maler.
Det kunne være klogt – som de andre – at entre kunstscenen med et godt show, og nogle troede dengang, at det blot var en slags ny-ny-ny-ekspressionisme, der lå i forlængelse af store traditioner tidligere i århundredet. Men der var noget andet på spil. For Kehnet Nielsen – som det fremgår af de store, romantiske, visionære, inderlige, åndelige malerier på udstillingen – var det et ønske om en fordybelse i ikke bare det maleriske stof og de erfaringer med maleriet, foregangsskikkelser som Munch og Strindberg, Kirkeby og Kiefer havde gjort. Også den store europæiske litteratur var i spil i kunstnerens eksistentielle malerprojekt. Gennem Kehnet Nielsens billeder flyder fragmenter af noget af kontinentets mest eksklusive poesi – Rainer Maria Rilke og Paul Celan eksempelvis – som både bidrager til stemningen i værkerne og fortæller om Aftenlandets tyngde og kvalitet. Og dermed om ældre tiders kulturelle eftertanke. Mange af de unge vildes billeder var hurtigt udført arbejde. Kehnet Nielsen søgte umiddelbart efter succesdebuten mod et mere gennemarbejdet maleri, hvor selve den langsomme tilblivelse – arbejdet lag på lag og plads til korrektioner – formodentlig blev en meditativ kvalitet for kunstneren selv. Og noget tilsvarende for os, der kigger på billederne og søger efter noget, der kan tilfredsstille en erkendelsesmæssig sult i en – til dels – overfladisk tid.
Kehnet Nielsen Den store gestus
Hvor: Sophienholm, Nybrovej 401, Kgs. Lyngby. Hvornår: Tirsdage-søndage kl. 11.00-17.00, torsdage tillige til kl. 19.00. Til 8. april.
