Verden på hovedet

Socle du Monde-biennalen i Herning er et tilbud om møde med den nyeste kunst. Værkerne, der er skabt i samarbejde med forskellige virksomheder, kredser om at involvere sig i verden og i medmennesket. Samtidig er der nyophængninger på Carl-Henning Pedersens museum.

»Le monde est plat«, »Jorden er flad«, kalder Bjørn Nørgaard sin nye skulptur skabt specielt til kunstmuseet i Herning i samarbejde med Midtjydsk Betonvare og Elementfabrik. Titlen henviser til den italienske konceptkunstner Piero Manzonis berømte skulptur, »Socle du monde«, »Jordens sokkel«, der har givet biennalen i Herning navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Gyldendal

Socle du Monde er navnet på en berømt skulptur af Piero Manzoni, der takket være den store kunstmæcen, tekstilfabrikanten Aage Damgaard, og hans kunstneriske rådgiver, maleren Paul Gadegaard, dengang i 1960erne kom til Herning og satte byen på den anden ende. For den sags skyld også resten af verden, for Socle du Monde er den platform, jordkloden hviler på.

Socle du Monde er siden også blevet navnet på en biennale, der bygger på nogle af de ideer, Damgaard havde om kunst på arbejdspladsen. Aage Damgaard troede mere på kunstnere på arbejdspladsen, så han inviterede malere og billedhuggere af forskellig art til Hedens Perle, som den ikke engang hundredårige købstad beskedent kalder sig selv, satte dem på lønningslisten og bad dem arbejde med det, de nu var bedst til. Side om side med de øvrige ansatte.

På samme vis parrer kunstmuseet i Herning inviterede kunstnere med interesserede virksomheder, og det er nu sjette gang, Socle du Monde finder sted.

Nøgen frokost

Biennalen er en noget mere spagfærdig udgave end de foregående.

Det er imponerende, at det er lykkedes at få den anonyme amerikanske billedkunstner Norma Jeane til Danmark. Norma Jeane arbejder gerne med publikumsinvolverende kunstværker og er et betydeligt navn på den internationale kunstscene.

Men det er med den slags kunst som med sex og fodbold. Det er sjovere at deltage i end at se på. Eller som på kunstmuseet i Herning se en lille optagelse fra projektet »Naked lunch«, der går ud på, at en række mennesker, 12 ad gangen, kan tilmelde sig en middag, hvor det usædvanlige er, at man ikke må medbringe telefon, smykker eller for den sags skyld tøj. Men man kan låne en badekåbe.

Noget tilsvarende gør sig gældende med Peter Callesens bidrag til festen, hvor publikum kunne klippe stykker af tøj båret af levende modeller, som så efterfølgende (tøjet, altså) sys sammen til en dragt til en nøgen mand. Det er et problem, hvordan man viser kunst af denne art og så stadig gør mindet om begivenheden tilstrækkelig interessant og vedkommende for andre museumsbesøgende. Ud over at ideen overføres fra kunstner til betragter.

Et af de mest uforglemmelige bidrag til Socle du Monde 2012 er en film af Ivalo Frank optaget på Retspsykiatrisk Afdeling i Risskov. Den følger en række psykisk syge grønlændere, der har fået en behandlingsdom.

Afhængig af temperament kan man måske først føle en vis modvilje over en gruppe mennesker, der har ødelagt deres liv for slet ikke at tale om andres gennem blandt andet uansvarlig omgang med rusmidler, men efterhånden rejser den usentimentale, men smukt filmede fortælling sig til en beretning om medmennesker. Slet og ret.

Biennalen rummer blandt andet også et nyt værk af Bjørn Nørgaard, der sammen med en bænk i glas af Ingvar Cronhammar bliver de første skulpturer uden for Heart. Nørgaards værk, »Jorden er flad«, sætter fint udearealerne i perspektiv i forhold til Steven Holls hvide museumsbygning, men forhåbentlig bliver området ved museet ikke en overfyldt, egentlig skulpturpark.

Fra Cobraens tid

Det var ikke alene den vildeste italienske avantgarde, der kom til Herning for at arbejde for Aage Damgaard. En anden hovedskikkelse i historien om, da kunsten kom til den jyske prærieby, er Carl-Henning Pedersen, hvis museum ligger skråt over for Heart.

Til begyndelsen af januar viser Carl-Henning Pedersens & Else Alfelts museum et par fine særophængninger. Den ene, der fortæller om de to huskunstneres tilknytning til fællesskaber som Helhesten, Høst og Cobra, tjener nærmest som en introduktion til periodens ekspressive fabulerende kunst, mens den anden behandler fuglen som et gennemgående motiv i Else Alfelts og Carl-Henning Pedersens billedverden.