Verden er en tegneserie

Tate Modern præsenterer Roy Lichtenstein , der var med til at flytte tyngden i kunsten fra Europa til USA. I National Gallery kan man se et eksempel på, hvordan amerikansk maleri så ud, inden det blev originalt.

Whaam! - Titlen på Roy Lichtenstein-billedet til venstre fra 1963 siger det meste. Mange af den amerikanske malers billeder har tegneserieverdenens fortællinger om kærlighed og krig som motiv. Her er det krig. Foto: Tate Fold sammen
Læs mere

Pudsigt nok hænger en af nøglerne til Roy Lichtensteins værk for tiden på Louisiana, hvor det indgår i museets aktuelle udstilling om design og pop art i 1950erne og 1960erne. Det er et af Lichtensteins tegneseriebilleder, men et lidt atypisk. Man ser, hvad man ud fra genrens konventioner opfatter som en tegneserieskurk. Buskede øjenbryn. Onde øjne. Han siger: »Hvad? Hvad ved du om det? Hvad ved du om min billedduplikator?«

Amerikaneren Roy Lichtenstein var selv en billedduplikator det meste af sin karriere, der sluttede i 1997, da han døde, 73 år gammel. For det første kopierede han sine motiver fra tegneserieblade – og for det andet duplikerede han dem i stort omfang, så der var i hvert fald et til alle verdens førende museer.

På Tate Modern er mange af billederne samlet til en historie om dels ung svigtet kærlighed, dels tapre mænd i kamp. Undertiden blander motiverne sig i bevidstheden, så det bliver til én lang fortælling om krig og kærlighed. Her gælder alle kneb. Det vidste Roy Lichtenstein også.

Roy Lichtenstein arbejdede i 1950erne som andre af den nye verdens talentfulde kunstnere med den abstrakte ekspressionisme, der for alvor skulle placere amerikansk kunst på det globale landkort. Men i 1961 finder han sin form, da han maler, tænkt som en gave til sine børn, billedet »Look Mickey«. Det gengiver et tegneserievindue. Man ser Anders And og Mickey Mouse på fisketur. Mickey morer sig, fordi Anders tror, han har fanget en stor fisk. Mickey og vi andre kan se, at fiskekrogen blot har sat sig fast i Anders’ trøje.

Til trods for, at det vel er begrænset, hvor mange måneder man kan hulke af grin over det morsomme i situationen, var Roy Lichtensteins lykke gjort. Han malede andre billeder med en lignende motivkreds, og da den meget indflydelsesrige kunsthandler Leo Castelli så dem, forstod han, at her var noget nyt og afgørende.

Havde Lichtenstein ventet nogle uger, havde Andy Warhol overhalet ham med sin version af tegneseriebilleder, og så er det måske tvivlsomt, om Tate Modern i London i dag havde udfoldet Lichtensteins værk med en omfattende retrospektiv udstilling.

Maleriets DNA

Udstillingen viser, hvorfor Lichtenstein på mange måder blev et ikon for sin tid. Pop art var, mente Lichtensteins samtidige kollega, Robert Indiana, som den amerikanske drøm: Gavmild, optimistisk og naiv.

Ser man billederne i dag, kan man måske fornemme et ekko af tiden og en af de kvaliteter, Europa altid har beundret ved den nye verden: Dens energi og optimisme. Verden var åben. Den store krig var slut med befrielsen af Europa og Japans overgivelse, og nu gik det mod lysere tider. Forbruget voksede. Rock’n’roll blev en ny generations lydtæppe.

Udstillingen demonstrerer, at nok er de store tegneseriebilleder hovedretten i Lichtensteins værk, men han søgte livet igennem at forny det gennem serier, der udforskede nye muligheder. Det kunne være andre kunstneres motivkreds og malemåde. Det kunne være landskabet, ornamentet, den nøgne kvinde og spejlingerne. Ja, på et tidspunkt flirter han endog med nogle elegante, art deco-agtige skulpturer. Også denne udstilling peger – som Louisianas – på den gensidige inspiration mellem design og billedkunst.

Og så indrammes udstillingen af to sale, der komplementerer hinanden og viser Lichtensteins store kærlighed til maleriet. Et første rum viser eksempler på hans stærkt forstørrede penselstrøg. Penselstrøget er en gestisk signatur for maleren. For mange er måden at male på hans eller hendes særkende, og Lichtensteins overdimensionerede penselstrøg er ofte blevet betragtet som en ironisk kommentar til den romantiske opfattelse af kunstnerens personlige og følsomme, egenartede måde at male på.

Men sandelig om Lichtenstein mod enden af sit liv ikke genoptager sin interesse for det personlige penselstrøg og dermed understreger betydningen af, hvad der på udstillingen kaldes maleriets DNA.

Fra Europa til USA

Hvoraf kom det sig, at tyngden i billedkunsten i 1960erne flyttede fra Europa til USA? Man kan næsten stadfæste årstallet til 1964. Det var det år, Robert Rauschenberg til manges overraskelse og endnu fleres fortrydelse blev tildelt en guldløve på Venedig-biennalen. »Kulturens totale nederlag,« skrev Vatikanets dagblad.

Hvor fik Lichtenstein det fra? Det lå i tiden og i scenen i New York, hvor John Cage, Jasper Johns, Allen Kaprow, Jim Dine, Claes Oldenburg, Edward Kienholz, James Rosenquist, Andy Warhol og andre vendte op og ned på alle vedtagne regler for, hvad kunst kunne være. Herunder at udstille mærkelige ting og gammelt ragelse eller forbrugsgoder og ready mades, ligesom franskmanden Duchamp havde gjort mange år tidligere.

Men som Duchamp kom fra Europa, kom inspirationen til amerikansk kunst det også i begyndelsen af det 20. århundrede. 

»Ser man billederne i dag, kan man måske fornemme et ekko af tiden og en af de kvaliteter, Europa altid har beundret ved den nye verden: Dens energi og optimisme. Verden var åben. Den store krig var slut, (...) og nu gik det mod lysere tider. «


For at tage et eksempel, der er vigtigt for dannelsen af Roy Lichtensteins kunst, kan man nævne den skandaleombruste vandreudstilling i 1913, hvor det amerikanske kunstpublikum blev præsenteret for den samtidige europæiske avantgarde, for eksempel Duchamp, Picasso, Braque, Kandinsky og Cézanne.

Det var en udstilling, som mange amerikanske kunstkritikere og ældre malere – herunder Roy Lichtensteins første lærer, Reginald Marsh – tog afstand fra. De fandt retninger som kubismen og futurismen dekadent og uamerikansk. Og værkerne stod vitterlig også i grel modsætning til den puritanske, historiske naturalisme, Marsh og andre dyrkede, og som de fremhævede som amerikansk kunst, men som blot er en udløber af europæisk maleri.

Flaget ved daggry

At amerikansk kunst ikke altid har været verdens mest avantgardistiske, kan man se på en meget sympatisk udstilling på et andet museum i den britiske hovedstad, National Gallery.

Det er en præsentation af den amerikanske maler Fredric Church, der levede mellem 1826 og 1900. Han var dybt påvirket af kunsten i den gamle verden, som han besøgte ved flere lejligheder for at blive fortrolig med netop maleriet.

Mange af naturalismens idealer overførte han til det storslåede amerikanske landskab, hvis indforståede skildrer han blev. Fredric Church var bedst, når han gengav de store vidder eller gik tæt på udsnit af naturen.

Det kan synes lidt overdrevet, når han maler et laset Stars and Stripes vejre for vinden i morgengryet, men det var anderledes patriotiske tider, og det pågældende maleri, »Our Banner in the Sky« fra 1861, blev mangfoldiggjort som tryk i stort antal.

Fredrich Church formår på anden vis, men efter samme princip som de danske guldaldermalere, at skildre sit land med stor kærlighed til landskabet, ligesom han på mange måder dristigt arbejdede med rødlige nuancer i sine billeder af himlen og dens skyer – hvad enten det var »by the dawn’s early light« eller »the twilight’s last gleaming«.

Som det hedder i »The Star Spangled Banner«.