Ved første rundgang i Thomas Kluges udstilling på Johannes Larsen Museet virker ophængningen forvirrende, rodet og uprioriteret.
Bortset fra de malerier, der er blevet til i de senere år, er udvalget ikke afgørende forskelligt fra tidligere Thomas Kluge-udstillinger som den i Nivaagaards Malerisamling.
Så er det, at det i anden ombæring går op for én, at det ikke er endnu en udstilling om Kluges martyrium.
Forhistorien er den, at Thomas Kluge hverken blev optaget første, anden eller tredje gang, han søgte ind på Kunstakademiet.
Sikkert godt det samme. Så havde han måske ikke stædigt bidt sig fast i sin helt egen kunstopfattelse, der på en række områder afviger fra det konceptuelle hovedspor i dansk kunst.
Siden har Kluge ført en forbitret enmandskamp mod parnasset. Hele serier af billeder har handlet om, hvordan alt er gået skævt i kunsten siden 1917 og Duchamp og hans berømte pissoir; en industrielt fremstillet genstand, som Duchamp placerede i en udstilling og ved at gøre det gjorde til kunst.
Portrætter af magten
Med udstillingen i Kerteminde er det på tide først og fremmest at se på Thomas Kluge som maler snarere end som polemiker. Hvad vil han? Hvad kan han?
Thomas Kluge maler figurativt. Man kan virkeligt se, hvad det forestiller, for han maler skarpt og præcist.
Den store inspiration har Kluge hentet fra barokkens malere som for eksempel Caravaggio, Rembrandt og George de la Tour, hvor lyset falder på motivet fra en kilde uden for billedrammen og giver nogle meget dramatiske kontraster.
Kluge har også lært sig selv at redegøre for de forskellige materialers karakter og stoflighed. Overfladen af et stykke stof skal gengives på en anden måde end overfladen af et stol eller et bord eller et smykke.
Thomas Kluge har i de senere år malet en række bibelske motiver, hvor hans kristendomsforståelse synes at udspringe af en betagelse af det guddommelige i for eksempel de ydmyge planter, vi ikke regner for noget, men som ikke desto mindre kan ses som et forunderligt udtryk for skaberværket. Om så alle konger gik frem på rad, som det hedder i Brorsons salme, magtede de jo ikke at sætte et blad på en nælde.
En alt andet end fidel skildrer af sin samtid
Hvilket bringer os frem til hovedparten af Kluges motiver. Portrætter. Han har malet et par stykker af sin familie – herunder mesterværket, et usædvanligt kærligt portræt af farmoderen – men de fleste af portrætterne er af dem, der har magt eller repræsenterer den, hvilket er meget naturligt for en maler.
Det er jo dér, pengene er.
Men ikke nødvendigvis kunstnerens loyalitet. Kigger man på portrætterne fra for eksempel »Børsbilledet« – nogle medlemmer af toppen af dansk erhvervsliv – og frem, kan man konstatere, at indsatsen svinger fra at se den lille skævhed i et ansigt til virkeligt at antyde, at magt korrumperer, at magten har sin pris, eller at magt udøver man kun, hvis man er en hård hund.
De fleste af de klassiske dødssynder – ikke mindst hovmod – er aftegnet i ansigterne på flere af de portrætterede på udstillingen.
Det er meget muligt, at Kluge maler Gud, konge og fædreland, men han er en alt andet end fidel skildrer af sin samtid.
Hvem: Thomas Kluge.
Hvor: Johannes Larsen Museet, Kerteminde. Dagligt kl. 10-17. Til 30. august. Udstillingen vises efterfølgende fra 6. september til 13. december på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
