Ud af det blå og ind i mørket

Med sin eksplicitte seksuelle motivverden og sine fortællinger om sex, jazz og selvdestruktion vakte Hans Henrik Lerfeldt forargelse i 1980erne, da hans storhedstid faldt. Nu kaster Gl. Holtegaard et nye lys på den halvglemte kunstner.

Ukendt titel (1988), Hobro Kunstsamling Fold sammen
Læs mere

HEAVY hedder Gl. Holtegaards udstilling med Hans Henrik Lerfeldt (1946-89).

Det er ikke en smagløs henvisning til den overvægt, der på grund af spiseforstyrrelser plagede kunstneren hen mod slutningen af hans alt for korte liv. Det var et udtryk, han gerne anvendte.

Og hans billeder er det vel også. Heavy. Kvinder, der er bundet, erotisk lingeri, høje hæle, piske og andre sadomasochistiske referencer. Men også overdimensionerede insekter, der kravler på personerne eller dækker deres ansigter. Dertil kommer billeder af barndommen, af jazzmusikere og Berlin, der på mange måder symbolsk har været en syndens hovedstad i visse perioder; præget af frisind og muligheden for at eksperimentere med sin seksualitet.

Det hele indsvøbt i en blå tone af tristesse.

Med tidens omsiggribende nypuritanisme kan Lerfeldt måske nok vække forargelse igen, men måske ikke som i 1980erne, da hans billeder af erotiske rollespil rystede nogle af dem, der var rundet af 1960ernes forestillinger om varm og naturlig kammeratskabssex. Og det til trods for, at båndene faktisk var løsnet noget efter de mørke munkemarxistiske 1970ere.

1980erne var årtiet, da der blev gjort grin med de politiske dogmer og ideologiske forestillinger, der i adskillige årtier havde præget kulturlivet. I erkendelse af, at Den Store Fortælling åbenlyst ikke var troværdig, bredte der sig også en vis kynisme og sortsyn i lyrikken, i musikken og altså også hos en outsider som Lerfeldt, der sad og lavede sine mørke, perfektionistiske billeder, som faktisk solgte. Blot ikke i noget videre omfang til museerne.

Han er pænt repræsenteret på Randers Kunstmuseum, og andre har ham da også. Men det var navnlig private samlere, der efterspurgte hans dystre billeder.

Blå drømme

Det er næppe på grund af de eksplicitte seksuelle motiver, Lerfeldt har været forbigået i den danske museumsverden. Snarere det beklagelige forhold, at han var figurativ på et tidspunkt, da det blev betragtet som umoderne og kunstnerisk uinteressant.

Man kan se, hvad det forestiller. Hvilket ikke er det samme, som at de gengiver virkeligheden. Det er drømmebilleder. Stilen er realistisk med visse større herresving, for udover et slægtskab med amerikanske nyrealister, som også kunne have en motivisk forkærlighed for kvinder i sexet undertøj, er det om noget surrealismen, Lerfeldt lægger sig i forlængelse af.

Wilhelm Freddie var en stor inspirator, og Freddies noget yngre hustru sad model, og følger man årstallene i den ikke-kronologisk disponerede ophængning, kan man se, hvordan han bliver teknisk bedre og bedre. Og faktisk begynder at indbygge forskellige former for modstand i billederne.

Ikke blot de uhyggelige insekter på de smukke kvinders ansigt eller køn. Men afskærmninger af forskellig art og farve silende ned ad lærredet, som kiggede man gennem en slags persienne på højkant ind i de erotiske hemmeligheders verden.

Udstillingen gennemspiller forskellige sider af Lerfeldts motiver, og det er fint, at Gl. Holtegaard trækker den halv­glemte kunstner ud af mørket. Og dermed giver et nyt publikum adgang til hans sorte univers.

Hvem: Hans Henrik Lerfeldt.

Hvor: Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte.

Hvornår: Tirsdage-søndage 12-17, torsdage tillige til 20. Til 12. april.