VENEDIG: Måske er Palazzo Ducale – den tidligere regeringsbygning i bystaten Venedig – ikke de mest ideelle omgivelser at vise udstillingen af udvalgte værker af Manet i. Rummene er i sig selv overdådige og fyldt med fortællinger.
Men måske er valget af udstillingssted et udtryk for, hvor stor betydning den franske maler har. Dengang da han levede. Såvel som i dag.
Da Manet første gang kom til Venedig, var han allerede berømt. Mange har fokuseret på den betydning, de spanske mestre havde for ham. Denne udstilling peger på den inspiration, Manet søgte hos de store italienere som Tizian, Giorgione og Tintoretto.
Edouard Manet, der undertiden omtales som stamfaderen til det moderne maleri, blev født 1832. Hans familiemæssige baggrund gjorde, at han ikke behøvede at male for at sælge. Eller sælge for at male for den sags skyld. Han behøvede i det hele taget ikke bestille noget. Men det er der som bekendt ikke noget ved, så Manet malede, fornyede maleriet og fik en voldsom betydning for ikke mindst impressionisterne, der beundrede ham som en foregangsfigur. Han malede også sammen med nogle af dem, Renoir og Monet, og de gjorde det i det frie, hvilket også var noget nyt og stik mod Akademiets anbefalinger. Men han tog aldrig mod tilbuddene om at udstille sammen med dem. Måske fordi hans maleriske anliggende var et andet. Og dog er der på udstillingen i Venedig medtaget nogle malerier, hvor han ligger meget tæt på den impressionistiske malemåde.
Italiensk for viderekomne
Manet besøger Venedig to gange. I 1853 og 1874. Vandet omkring og mellem øerne er et nærliggende motiv på de kanter. Manet var i øvrigt fortrolig med motivet fra barnsben under ferierne ved kysten. Og på udstillingen ses blandt andet motiver fra Canal Grande – altså lige uden for sydsiden af Dogepaladset – så man selv kan sammenligne med virkeligheden.
Venedigs eventyrlige huse som luftspejlinger og vandet der reflekterer det skarpe sollys, så det bliver et drømmesceneri, hvor man næsten synes, man kan høre den vuggende lyd af Venezias vand, som Holger Drachmann skriver et sted. Så nærværende og stemningsmæssigt genkendeligt er de malet. Det er en essens af Venedig, han fastholder. En af dem i hvert fald.
Manet havde andre ærinder i Venedig og i Italien i det hele taget udover at kigge på vandet og sollysets reflekser og fastholde det på et lærred med sitrende impressionistiske penselstrøg og i et mesterligt kompositorisk greb. Manet var også i landet, hvor citronerne blomstrer, for at se på kunst og studere sine forgængere og se, hvilke tips og tricks han kunne aflure dem.
Udstillingen viser en række af Manets tilbagevendende temaer: Portrættet (som Royal Academy i London viste den helt store udfoldede udstilling om i foråret), teater- og musikscener, religiøse motiver, spanske temaer, opstillinger osv.
På udstillingen kan adskillige af Manets mest berømte billeder ses. For eksempel »Fløjtespilleren« og portrætterne af Berthe Morisot, Èmile Zola og de venetianske damer på balkonen. Og så en version af »Frokosten i det grønne«.
Manet var et menneske, der følte sig godt tilpas i det velhavende parisiske borgerskab. Han værdsatte dets regler og levevis. Det er som kunstner og ikke som maler, han er en oprører, der vækker opstandelse i sin samtid. Ikke mindst for et billede som »Frokosten i det grønne«, hvor to mænd er på skovtur med to kvinder, der arbejder inden for et meget liberalt erhverv. Den ene har i hvert fald allerede taget tøjet af. Den anden er ved at gøre det. Det var en skandale. Men det havde han oplevet tidligere. Allerede med et af sine første hovedværker, »Absinthdrikkeren«, der tilhører Glyptoteket, vækker han forargelse ved at male en tørstig mand på en monumental måde, som man dengang udelukkende anvendte, når man ville portrættere en fyrste.
Også udstillingens højdepunkt – eller det højeste punkt blandt mange andre – er et billede, der både viser Manets veneration for traditionen og hans udfordring af de moralske normer.
Madonna og luder
I 1538 maler Tizian, Venedigs malerfyrste, et pragtfuldt billede, der hedder »Venus fra Urbino«. Det hænger til dagligt i Uffizierne i Firenze, og man ved, at Manet omhyggeligt studerede det under sit besøg i byen.
Billedet forestiller en smuk kvinde, nøgen henslængt på et leje. Den ene hånd dækker diskret … ja, der findes jo mange ord for det kvindelige skød, og nogle kunne måske ligefrem forføre nogen til at tro, at kvinden på maleriet er meget glad for sit køn, der er placeret påfaldende centralt i billedfeltet.
325 år senere maler Manet så et tilsvarende sceneri, som han giver titlen »Olympia«, der var et udbredt dæknavn blandt parisiske prostituerede. Kvinden er placeret i næsten samme positur på lejet (eller sengen). Men der er også store forskelle. Tizian arbejder meget med dybde, perspektiv og rumfornemmelse i sit billede, og han har tilstræbt en udpæget blødhed i sin gengivelse af såvel værelset som personerne i det. Manet fokuserer mere på fladen – og det er et af de greb, hvormed han foregriber den moderne billedopfattelse i maleriet.
Men der er også andre afgørende forskelle. På Tizians tid slap man af sted med at male nøgne mennesker ved at henvise til, at de var guder og tilhørte mytologien. Tizians Venus er således den romerske gudinde for kærlighed. Manet derimod har malet en højst jordisk kvinde – og det vakte naturligvis skandale i datidens Paris.
Venus’ øjne giver løfter. Olympia ligger skamløst ventende og kigger vurderende på os. Betragteren Den næste kunde. Der er varme over Tizians sceneri – det modsatte over Manets.
Bag Manets moderne kvinde står en tjenestepige med en stor buket blomster; måske en taknemmelig gave fra en tilfreds kunde. Der er også en tredje skikkelse i billedrummet. Det er en kat – og katten forbindes hyppigt med noget dæmonisk (hvad enten det nu er retfærdigt eller ej). Også Olympias hånd hviler over hendes køn. Men her er det ikke sensuelt som hos Venus. Her er det fast og bestemt. Der er ganske enkelt ikke adgang til honningkrukken, før pengene er kommet på bordet.
Hos Tizian er symbolerne anderledes. Venus har selskab af en hund, der refererer til trofasthed – og tjenestepigerne i baggrunden synes at være i færd med at finde noget tøj frem. Ro og harmoni hviler over maleriet, der da også var bestilt som en bryllupsgave.
Det er første gang, de to billeder vises side om side. Alene det gør Manet-udstillingen i Palazzo Ducale til en storslået oplevelse.
Hvad: Edouard Manet: Tilbage til Venedig.
Hvor: Palazzo Ducale. San Marco.
Hvornår: Søndage-torsdage 9-19, fredage-lørdage 9-20. Til 18. august.
