Til minde om en modstandsmand

Medmindre videointerview kan være kunst, er ud­stillingen om Knud Pedersen en udstilling uden værker. Man kan ikke se det hele på én gang. I stedet kan man gå i Nikolaj og tage et kapitel eller to af historien om en legendarisk skikkelse i dansk kunst.

Blandt Knud Pedersens bedrifter var Kunstbiblioteket indrettet i stuetagen af Nikolaj Kirke. Ved sin oprettelse i 1957 var det verdens første kunstbibliotek af sin slags. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

Det er med udstillingen »Museet er lukket« som med et rigtigt museum. Man kan ikke se det hele på én gang. Bortset fra, når det gælder meget små museer, må man som besøgende udvælge områder og værker og vende tilbage en anden gang, hvis man vil se det hele ordentligt.

»Museet er lukket« må man også tage drypvis hen over den næste måneds tid, for udstillingen består af 18 videointerview. Det vil tage flere dage at komme gennem dem. Man griber sig i at ønske, at havde det dog bare været en bog i stedet for en udstilling bestående af 18 borde med 18 computerskærme med 18 interview med kunstnere, kuratorer, kunstmuseumsdirektører, kulturpolitikere og familie til afdøde Knud Pedersen, som er emnet for udstillingen.

Men intet skal være nemt, når det gælder Knud Pedersen (1925-2014), der er en legende i dansk kunst. Fluxus-Knud eller Store-Knud er ikke på nogen måde så kendt og kanoniseret som den anden store Knud i moderne dansk kunst. Men ligesom Knud W. Jensen gjorde det i Louisiana, stiftede også Knud Pedersen et museum. Forskellen på de to museer er, at Knud Pedersens er ikke-eksisterende. Også den pointe spiller udstillingen i Nikolaj på.

I årtier er der blevet diskuteret, hvorvidt København ikke burde have et museum for moderne kunst. Og på et tidspunkt i begyndelsen af 1960erne tager Knud Pedersen så initiativ til det. I forvejen har han et lejemål i Nikolaj Kirke, hvor han driver Kunstbiblioteket. For prisen på en pakke cigaretter kunne interesserede låne et maleri eller en skulptur i et stykke tid. Der kunne, mente Knud Pedersen, hovedstadens museum for moderne kunst begynde.

Næste skridt kunne være at indrette det i Nationalbanken – og så kunne banken jo flytte et andet sted hen.

Så nemt går det ikke. Men Knud Pedersen tager patent på navnet, Københavns Museum for Moderne Kunst, får trykt visitkort og et postkort med et fotografi af Nationalbanken. Museet har ingen værker og har kun åbent, når de københavnske trafiklys skifter – men Knud Pedersens ikke-eksisterende museum fører for eksempel til, at han bliver inviteret til at tale på konferencer forskellige steder i verden.

Kampen om navnet

I begyndelsen af 1990erne vokser indbakken i det ikke-eksisterende museum pludselig. Det kommende kunstmuseum i Ishøj, der som arbejdstitel har haft navnet Københavns Museum for Moderne Kunst, er begyndt at sende låneanmodninger ud – og nogle af svarene bliver fejladresseret og sendt til Knud Pedersens museum.

Arkens direktør på det tidspunkt, Anna Castberg, indser det uholdbare i situationen – og henvender sig til Knud Pedersen. Men – lang historie kort fortalt – forløber sam­talen ikke videre godt. Bedre bliver det ikke af advokaternes indblanding. Så Knud Pedersen beholder sit navn. Københavns Museum for Moderne Kunst får navnet Arken.

Historien bliver berørt i i hvert fald et par af de interviews, udstillingen til minde om Knud Pedersen består af. Med god grund. For den fortæller noget karakteristisk om Knud Pedersen. Knud Pedersen var en modstandsmand livet igennem. Under besættelsen i meget bogstavelig forstand som medlem af den aalborgensiske sabotagegruppe Churchill-klubben, hvilket kostede et længere fængselsophold. Efter krigen gennem sin holdning til og reaktion på mange former for konventioner og autoriteter. Ikke uden grund hedder en af hans bøger »Kampen mod borgermusikken«.

Som i de kunstretninger – fluxus, intermedia og i videste forstand konceptkunst – Knud Pedersen var orienteret imod, er det ideen, der var det grundlæggende i Knud Pedersens måde at arbejde med kunst på. Formidlingen af den. Og hans egen. Som en skikkelse, der ragede op i miljøet, spillede Knud Pedersen i mange år en rolle i, hvad man kunne kalde dansk avantgardekunst og det netværksagtige samarbejde, der udgjorde fluxus som et internationalt kunstfællesskab.

Men det kunne nu have været sjovt, hvis nogle af værkerne var blevet realiseret. Et elevatormuseum for eksempel. Hvor i alverden det så end skulle placeres? Andre var planen om at gøre Prins Joachim til konge i Frankrig. Og ét er stadig i gang. Med Knud Pedersen som handlingens mand oprettede tre fluxuskunstnere i 1968 en opsparing. Et pengeinstitut lovede en uhørt høj indlånsrente – syv procent – der betyder, at om cirka 250 år er der så mange milliarder, at deres respektive projekter kan realiseres.

Og så har Knud Pedersen faktisk et værk med på udstillingen. Et meget makabert værk. Det er fra 1975 og består af lyden af et skrig. Et skrig på ni sekunder. Angiveligt den tid et fald fra toppen af World Trade Center i New York tager.

Hvad: Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen.

Hvor: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads, København.

Hvornår: Tirsdage-torsdage 12-17, torsdage tillige til 21. Fredage-søndage 11-16. Til 24. januar.