Blandt kunstmuseernes opgaver er at revidere opfattelsen af afdøde kunstnere og at præsentere dem for nye generationer.
Kunsthistorien har det med at kanonisere eller - omvendt - udstøde og afskrive. Heller ikke kunsthistorie er en eksakt videnskab. Også den er påvirket af tidsånden og af, hvad der i øvrigt sker i det omgivende samfund. Derfor kan det være interessant, når for eksempel museerne tager en glemt, overset eller udstødt kunstner frem og ser ham eller hende med friske øjne og ud fra en ny tids værdier. Som nu Bjørn Wiinblad.
Bjørn Wiinblad har været både beundret og det modsatte. Grunden til det første er indlysende: Hans påfaldende tekniske dygtighed, hans fantasi, hans poetiske livssyn og hans konsekvens.
Årsagen til det andet kan der være flere forklaringer på. For eksempel at han var kommerciel. Det er ikke passende at være kommerciel i det danske kunstliv. Heller ikke at være populær i vide kredse. Så er der sikkert noget i vejen.
Det er der ofte også. Men Wiinblad havde nu nogle iøjnefaldende kvaliteter. Så en anden grund til mange års nedvurdering er, at der i en periode var Wiinblad alle vegne. Tapeter, sengetøj, service, juleplatter osv. Det slider på det kunstneriske omdømme. Udbredelse kan betyde en demokratisering af adgangen til kunst, og tidligere var for eksempel mange danske kunstnere med politisk ståsted til venstre for midten optaget af at nå et stort publikum gennem mangfoldiggørelse af deres værker; ikke mindst i form af grafiske tryk til små priser. Når der er mange eksemplarer af noget, er der i kunstneriske sammenhænge en tendens til, at nogle mister interessen for det.
Noget tilsvarende skete med Skagensmalerne. Deres malerier steg godt nok i pris, og hvilken triumf for den danske folkesjæl var det ikke, da en tysk bladkonge købte et af Krøyers yndigste billeder, for hvad der dengang var mange penge for et dansk maleri. Men samtidig kom Krøyers og hans kammeraters motiver også på kagedåser, og det er den direkte vej ud af in-listen i den seriøse del af kunstverdenen. Ikke desto mindre er det i flere omgange lykkedes Arken at udstille Skagensmalernes billeder med et nyt syn på deres forhold til lokalbefolkningen på den yderste nøgne pynt af Danmark, på deres inspirationskilder og på deres kvalitet.
I paddehattens skygge
Nu er det så Bjørn Wiinblad, der bliver taget under behandling i en udstilling, der er aldeles storartet præsenteret.
Museets ellers neutrale, grå sale ligner – næsten – dagligstuer, hvor man ser keramik for sig, plakater for sig, scenografi for sig osv., så de enkelte genstande tilsammen giver et overvældende indtryk af det, der var Wiinblads ærinde. At skabe dekorative genstande, der kunne lyse op i en grå hverdag eller et kedsommeligt gadebillede. Udstillingen udgøres for hovedpartens vedkommende ganske enkelt af nogle smukke tableauer, der må kunne få selv den hårdeste kunstteoretiske stivstikker til at smile. Linjen skal smile. Det er det, der er kernen i Wiinblads værk, der står som en kontrast til den meget fine, smukt svungne, funktionelle, puritanske, less is more-tradition i dansk kunsthåndværk i det 20. århundrede. Og til hele tonen af angst og bekymring i den tids danske kunst, båret af skikkelser som for eksempel Palle Nielsen og Svend Wiig Hansen for nu at nævne et par af både de stærkeste og mest pessimistiske.
Bjørn Wiinblad (1918-2006) afholdt sin første udstilling i et lokale i Palægade i København i begyndelsen af 1945. Trods den efterfølgende befrielsesrus var der snart sorte skyer på vej ind over verden og ikke mindst det seismografisk følsomme kulturliv, der ikke uden grund reagerede på den kolde krig, på stormagternes stedfortræderkrige og frygten for, at USA og Sovjetunionen ville anvende atomvåben. At det sidste var grundløst, kan vi se i dag, men den apokalyptiske stemning prægede i udtalt grad teatret, litteraturen og billedkunsten. Bortset fra Bjørn Wiinblad, der med alle sine optimistiske farver, sine løsslupne og sødmefulde motiver, og sin overflod af ornamentale mønstre ville vise glæden og poesien. Det demonstrerer udstillingen til fulde.
Flere af de senere klassikerudstillinger på Arken har været ledsaget af eksempler på, hvordan andre - typisk yngre - kunstnere har forholdt sig til tilsvarende motiver, emner eller problemstillinger. Og det kan undre, at det ikke er tilfældet netop denne gang. Flere kunstnere har i de senere år eksperimenteret med forskellige former for mønstermaleri eller maleri, karakteriseret af en optagethed af det ornamentale, der måske ikke er så konsekvent som Wiinblads, men rummer nogle tilsvarende kvaliteter; en glæde ved ornamentik og arabesker. Tiderne skifter, og tiderne læger også mange sår, og mange unge kunstnere synes åbenbart ikke selv, at de behøver den afstandtagen til Wiinblad, der nærmest var en automatreaktion blandt hans jævnaldrende. Tværtimod.
Eksempelvis har maleren Tal R engang sagt, at »Wiinblad var psykedelisk, før det fandtes. Man forestiller sig ham ligge med snabelsko på syre i Tanger! Jeg har kun mødt ham én gang, da Nicolai Wallner (galleriejeren, red.) udstillede Verner Panton i Bredgade, og han er en ualmindelig velklædt og elegant mand - slet ikke i snabelsko og turban«. Netop hippiereferencen kunne egentlig foranledige til at tro, at Wiinblad var blevet populær i alternative kredse i 1960erne og begyndelsen af 1970erne - inden kommissærerne satte sig på oprøret og afskrev den ansvarsløse idé med at få fantasien til magten - men det skete heller ikke. I stedet blev Wiinblad en favorit hos både storsamlerne, der havde råd til at betale for unikaværker, og småborgerskabet, der med god grund syntes, at Wiinblads masseproducerede varer var dekorative. Hvad de jo også er. Wiinblad opnåede på den måde mere end så mange andre: At hans fantasi og hans elegante streg bragte glæde til mange mennesker.
Kunst i sollys
Hvis man skal dømme ud fra Wiinblads værker, rummede han en stor poetisk sjæl. Og en poetisk tilgang til tilværelsen går også igen i mange af de værker, der indgår i Arkens udendørsudstilling denne sommer.
I mange år forekom det at være en god idé, at der ikke var en større skulpturpark uden om kunstfortet i Ishøj, der ligger som en knejsende utilnærmelig bygning ude i en kunstigt anlagt, vild natur. Et sted man opsøger for at se kunst; lidt ligesom Nolde mente, at museet for ham skulle være en slags afsides beliggende, primitiv lade, hvor vandringsmanden søgte ly og således så hans billeder.
Men Arkens omgivelser står over for store forandringer. Museet er ved at få sin egen ø i noget, der skal være en slags lagune tæt ved den bugt, ved hvis vandkant museet i sin tid skulle have været opført, men ikke blev det.
Det bliver et nyt, mere kultiveret landskab, og så giver det mening at omgive Arken med skulpturer. Nogle er permanente. Det er skulpturer af Peter Bonnén, Olafur Eliasson og Øivind Nygård. Endnu bedre mening giver det at lade nogle af skulpturerne være midlertidige, sådan som det er tilfældet denne sommer.
Eksempelvis kan man, hvis man går til museet fra stationen, møde forskellige værker i form af underfundige udsagn, der er placeret på hegn eller står som skilte (Søren Behncke og Gudrun Hasle), eller kamuflerede fuglehuse (Thomas Dambo), en gynge ude i vandet (Thilo Frank), skulpturer man kan sidde i eller ligge på (Jeppe Hein og Marianne Jørgensen), opholde sig i eller klatre i (AVPD og Jesper Dalgaard). De to sidste finder man på stranden.
Poesien gennemstrømmer også Karoline H. Larsens drømmefangere ophængt i træer og Eva Steen Christensens store marmorblokke i vandkanten med inskriptioner, der leder tanken hen på gamle eller fjerne kulturer.
Udstillingen er især vellykket, fordi flere af værkerne, der alle er placeret i det fri i et rekreativt område, indbyder til leg og deltagelse. Nogle af dem har også inddraget lokalbefolkningen i tilblivelsesprocessen. Wiinblad skabte værker til glæden. Det gør sommerens skulpturudstilling rundt om Arken også.
Hvad: Bjørn Wiinblad + Kunst i sollys.
Hvor: Kunstmuseet Arken, Ishøj.
Hvornår: tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 21. Wiinblad kan ses til 17. januar. Kunst i sollys kan ses til 13. september.
