Med Johannes Larsens store passion for fugle er det nærliggende for hans museum at vise en temaudstilling, hvor mesteren selv præsenteres og placeres i selskab med andre kunstnere, der også har haft et mellemværende med fuglen.
Fugle er nemlig et populært motiv, der er nært knyttet til vores kultur og tilværelsestolkning. Fra duen, der fandt land efter Syndfloden, til Picassos fredsdue, der er blevet et af vor tids stærkeste symboler. Så udstillingen viser forskellige aspekter af vores opfattelse af fuglen og kunstneres anvendelse af motivet.
Først og fremmest er udstillingen selvfølgelig en præsentation af en række af Johannes Larsens billeder. Det var ham, der blev en af hovedleverandørerne til det store bogværk »Danmarks Fugle«, og i billeder som »Gravænder«, der er malet til en restaurant i Kerteminde, giver han en nærmest virtuos opvisning af, hvordan han formår at fange fuglen i dens flugt. Motivet går da også vraltende omkring uden for udstillingsbygningerne. En anden stor fynsk kunstner - John Olsen - er også rigt repræsenteret. Kirsten Klein har naturligvis ikke været til at komme uden om i denne sammenhæng. Heller.
Fuglen som symbol
Men jo tættere vi kommer nutiden, bliver fuglen oftere til et symbol på fare eller et varsel om undergang; selvforskyldt eller ej. Hitchcocks film »Fuglene« står på mange måder som et ikonværk for denne undersøgelse af fuglemotivet med underfundige betragtninger af blandt andre Svend Allan Sørensen, Hesselholdt & Mejlvang, Rosemaria Rex og Hartmut Stockter. Fuglen kender vi som billede på en fri ånd og på sjælen eller eventuelt et symbol på længsel, når den er spærret inde i et bur. Men flere af kunstnerne ser også fuglen som både offer og hævner og som et aggressivt dyr - ligesom hos Hitchcock.
Tove Storch bidrager til udstillingen med et finurligt lille værk, hvor en plade med en gengivelse af en kolibri snurrer rundt, så man så at sige betragter fuglen svævende i luften. Ulrik Møller er repræsenteret af et fint søstykke, hvor man i et melankolsk sceneri ser måger over havet. Det er et præcist billede af et motiv, man finder så mange steder langs kysterne. Fremragende er Peter Callesens minutiøse papirklip, hvor kunstneren formår at antyde en række eksistentielle problemstillinger. Som nu døden - og et muligt efterliv. »Thi også jeg er kun her på træk,« som det hedder hos Blicher.
I tilgift viser museet en sympatisk udstilling af billeder malet af Karl-Otto Hedal (1921-2006), der var blandt de danske politifolk, som i 1944 blev sendt til koncentrationslejre i Tyskland. Siden bosatte han sig i de smålandske skove. De blev hans hovedmotiv, men han udstillede aldrig billederne, og han kaldte ikke sig selv for kunstner. Billederne forblev i hans hus og mindede om naturen rundt om det. Den beskedenhed kunne inspirere andre - men kunstner eller ej er billederne værd at kigge på, for de rummer en passion og en inderlighed og en stor kærlighed til naturen. Og glæden ved et lille bål.
