Tyngden af samlingerne taget i betragtning og de hyppige, meget besøgte særudstillinger in mente kan National Portrait Gallery nemt komme til at stå lidt i skyggen af National Gallery, der er hovedmuseet i London for europæisk billedkunst.
Men naboen har også sine store kvaliteter. I samlingen af portrætter møder man både skiftende stilarter og udtryksformer og bliver ledt gennem Englands historie fra imperium til i dag.
Dertil kommer forskellige særudstillinger. Netop nu blandt andet en charmerende samling af fotografier taget af Lord Snowdon. Der er tale om en gave til museet – og det er muligt at se tidstypiske portrætter af store personligheder fra Malene Dietrich til David Bowie.
Og så er der en udstilling med Grayson Perry.
Mit tidligste møde med Grayson Perrys værker var i Charles Saatchis første galleri i Boundary Road i begyndelsen af 1990erne. På afstand lignede hans bidrag til den pågældende udstilling nogle meget kønne, store krukker. Det var først, da man kom tæt på, at man kunne se motiverne: Frygtelige overgreb mod børn.
Grayson Perry blev tildelt Turner-prisen dét år, alle troede Chapman-brødrene – pt. udstillingsaktuelle i København i David Risleys galleri i Bredgade – var forudbestemt til at modtage den.
Det vakte en del opsigt – også ud over kunstinteresseredes rækker.
Ikke fordi Jake og Dinos ikke fik den. Men fordi Grayson Perry eksperimenterer en del med sin kønsidentitet. Det virkeligt overraskende var imidlertid – ifølge forfatteren og kunsthåndværkeksperten Edmund de Waal – at Turner-prisen gik til en keramiker.
Overraskende og tankevækkende
Siden har Grayson Perry udvidet sin materialemæssige spændvidde, som man kan se på hans særdeles interessante udstilling i National Portrait Gallery, hvor han arbejder med keramiske figurer, tæpper, plakater, tryk og porcelæn.
Værkerne er placeret rundt om i samlingerne, og det er først, når man erkender, at der er en pointe med det, at det begynder at virke.
Alle handler de nemlig om identitet og eventuelt tab af samme, som hvad der sker for et aldrende ægtepar, når den ene får Alzheimers, og deres fælles hukommelse derfor eroderer, over parlamentsmedlemmet der falder i unåde efter at have løjet, til den befolkningsgruppe i Storbritannien, der angiveligt føler størst tilskyndelse til at konvertere til Islam.
Noget overraskende – forekommer det – er det unge kvinder, der ifølge illustrationerne på det tørklæde, Grayson Perry har udformet, vender sig mod forbrugerisme, mærkevaretyranni og seksualiseringen af stort set alting (og i hvert fald da nattelivet i London!) for at søge fred i netop dén religiøse tilværelsestolkning.
Grayson Perry, der på grund af sin livsstil, heteroseksuelt gift med forkærlighed for at iføre sig det modsatte køns tøj, ville være den første på dødsgangen, hvis islamisterne virkelig fik overtaget, forsvarer ikke beslutningen, men forklarer den blandt andet med, at konverterede kvinder ofte finder et stærkt og støttende søsterskab i moskeen. Og sådan er de fleste af bidragene til hans udstilling tankevækkende.
Meget har ændret sig siden Rembrandts maleri. Men kunst går stadig ud på at finde ud af, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som art. Og som individer. Sådan var Rembrandts magtfulde maleri. Sådan er selviscenesættelsen i Lord Snowdons fotografier, og sådan er overvejelserne over identiteter og skæbner i Grayson Perrys værk.
Hvad: Lord Snowdon + Grayson Perry. Hvor: National Portrait Gallery, London. Hvornår: Dagligt 10-18, torsdage-fredage tillige til 21. Lord Snowdon til 21. juni. Grayson Perry til 15. marts.
