LONDON: Det er ikke altid, en oprakt højrearm skal tages som udtryk for begejstring for nationalsocialismen.
I hvert fald ikke da den tyske billedkunster Anselm Kiefer i sine unge dage rejste rundt til forskellige tyske landskaber og heilede iført støvler, ridebukser og hvid skjorte.
Det var ikke noget, han gjorde videre diskret. Han fotograferede sig selv, mens han gjorde det, og han har malet billeder med det som motiv.
Malerierne, der for de tidligstes vedkommende er fra debutåret 1969, er fra tid til anden også blevet udstillet, og eksempler kan også ses på Royal Academys storslåede og – på andre måder – bevægende udstilling, der folder hele det omfangsrige værk ud og i dén grad taler til hele betragterens følelsesregister.
Ikke desto mindre: Det må være en mærkværdig oplevelse for mange britiske besøgende, i hvis familier bekæmpelsen eller befrielsen af Tyskland hele to gange i det 20. århundrede har sat sig afgørende spor. Billeder af en mand med nazihilsen i en af det britiske samfunds mest hæderkronede institutioner! Oh dear.
Bizart? Smagløst? Bestemt! Men ikke uden en pointe. Kiefer, der er født få måneder før Tysklands sammenbrud i 1945, måtte ligesom andre af landets store billedkunstnere som Baselitz, Richter og Polke forholde sig til ikke alene den tyske tragedie, men også den tyske fortrængning.
Det måske meget naturlige, men derfor alligevel ikke acceptable i, at forhistorien helst hurtigst muligt skulle gemmes væk.
Forståeligt nok, naturligvis. Når nu alting begyndte at blive godt, og et nyt, demokratisk Tyskland begyndte at rejse sig af ruinerne på den vestlige side af grænsen og Muren. Takket være afnazificeringen, demilitariseringen, delstatsstrukturen, demokratiseringen, genopbygningen, Marshallhjælpen, det tyske Wirtschaftswunder, den gennem årtier mere eller mindre udtalte accept af Tysklands deling og det kollektivt formulerede ønske om at lægge fortiden bag sig.
Hvad udadtil var stjålet og nu tabt skulle indadtil vindes.
Tyskland skulle blive et europæisk mønstersamfund. Rigt, velordnet, dybt demokratisk, en god nabo, en godmodig storebroder, en troværdig partner i det nye Europa, meget ofte USAs bedste ven i den gamle verden.
Men ligesom nazisterne havde manipuleret med både historien og kunsthistorien, skete der – i den bedste mening, naturligvis – noget, der mindede om det, da de 12 forbandede år fra 1933 til 1945 blev fortrængt, og for eksempel moderne kunst blev synonym med amerikansk abstraktion.
Tyske kunstnere måtte med Joseph Beuys – en kort stund også Kiefers lærer ved akademiet i Düsseldorf – som en vigtig skikkelse begynde at genfinde sig selv.
Det krævede naturligt nok, at de også begyndte at undersøge landets umiddelbare fortid. Det er en tendens, der har holdt sig i tysk kunst helt til vore dage.
Under den seneste Documenta, en enorm, international kunstudstilling der finder sted i Kassel omtrent hvert femte år, var der en lang række af bidragene og herunder nogle af de allerbedste, der forholdt sig til de blodige begivenheder i de mørke år.
Nat af bly og aske
I sine billeder og skulpturer beskæftiger Kiefer sig ofte med både symboler fra tysk historie og med en romantisk tysk opfattelse af mennesket og det tyske landskab symboliseret gennem for eksempel fortidens sejrsmonumenter og træhuset i skoven.
Men også asken. Både den fra udryddelseslejrene og de nedbrændte tyske byer. Og den afsvedne mark. Jernbanesporet som det i en tysk sammenhæng er vanskeligt at se uden at tænke på transporterne til koncentrationslejrene.
Kiefers ofte enorme malerier med påhæftede genstande og tunge skulpturer i blandt andet bly trækker på et væld af symbolske materialemæssige betydninger og på hele den tyske kultur.
Både den gode og den onde. Både diktatorernes og bødlernes forestilling om et stærkt Tyskland med udelukkelse af nogle, indlemmelse af andre, mord på uskyldige og erobring af Lebensraum til den stærke tyske nation.
Og på den anden side digternes Tyskland. Eller komponisterne for den sags skyld. Tyskland har på begge områder nogle af de fleste og de bedste, og lyrikeren Paul Celan er sammen med Wagner en af dem, Kiefer i sine billeder ofte refererer til.
Kiefer udvider imidlertid også perspektivet til at omfatte hele universet symboliseret med stjernehimlen, som han fylder med ikke bare lys, men også med ord og betydninger og en omfattende tilværelsestolkning, der undertiden kan gøre én fuldstændig overvældet i forhold til de store værker.
Billedstormeren
Men ikke kun Kiefer gæster London i disse måneder. Også Sigmar Polke har en meget omfattende, retrospektivt disponeret udstilling, og den finder sted i Tate Modern efter tidligere på året at være blevet vist på MOMA i New York.
Hvor Kiefers udstilling virkelig er meget bevægende og trods værkernes mange litterære referencer taler til følelseslivet, er Sigmar Polke, der døde i 2010, på flere måder en kunstner, der appellerer til intellektet.
Født i 1941 er Polke som de andre store tyske billedkunstnere i dén generation naturligvis for ung til at have medskyld i det tyske mareridt, men netop gammel nok til at have oplevet konsekvenserne af nazisternes forbrydelser.
Som lille dreng måtte han forlade hus og hjem sammen med sin familie på flugt for den fremrykkende sovjetiske hær.
De nåede ikke langt nok i første omgang, for i 1953 flygtede de fra Øst- til Vesttyskland og slog sig ned i Düsseldorf, der var et vigtigt centrum i den nye tyske kunst. Her var Beuys den store inspirator, og her studerede Polke sammen med blandt andre Gerhard Richter.
Sine første billeder lancerede Polke under betegnelsen kapitalistisk realisme. Som nævnt var der langt op gennem efterkrigstiden en tendens til, at moderne kunst var synonym med amerikansk kunst, og efter den abstrakte ekspressionisme, der for alvor flyttede fokus fra Europa til den nye verden, kom amerikansk pop art.
Vi havde også en afart i Europa og navnlig England – men den amerikanske udgave var meget slagkraftig.
Ødelæggelse af den perfekte løgn
Så i sine tidlige værker vender Polke sig fra den forelskelse i forbrug og forbrugsmuligheder, der også kendetegnede Vesttyskland i takt med, at den slagne stat takket være flid og lidt hjælp fra vennerne blev stadig mere velhavende, og købelysten – også efter at de nye interessante produkter fra USA kom til Europa – blev stadig mere udtalt.
Egentlig er der tale om en dobbelttydighed, for trods det kritiske blik på samfundet og medierne er Polke også fascineret af netop medierne og mediernes brug af fotografiet.
Adskillige gange gennem sit lange værk tager Polke udgangspunkt i pressefotografiet men forstørrer det for eksempel op til de absurde, så man ser de raster, der er i avisbilleder. Små prikker der pludselig hos Polke bliver så store, at det egentlige billede – og i hvert fald dets mening – forsvinder til fordel for noget nærmest abstrakt.
Der så til syvende og sidst alligevel handler om de lumske medier og deres djævelske manipulation af befolkningen. Så at sige.
Polke tager i sine værker i så udpræget grad udgangspunkt i det samfund, der omgiver ham, og han formår at sample billederne fra konsumsamfundet, men det sker i et forsøg på at ødelægge billederne.
Ødelægge den perfekte løgn om det gode liv. Pirke til fortrængningen af den dystre fortid og dermed også den selvtilfredshed, der kan true med at brede sig i et samfund, der tror, at døren til skabet med skeletterne er forsvarligt låst og nøglen sikkert gemt.
Tyskland fik for eksempel også sine terrorister, der ønskede at gøre radikalt op med det borgerlige samfund.
Radikaliteten men på en anderledes konstruktiv måde kendetegner Polke. Udstillingen strækker sig over 14 sale i det gamle kraft-varmeværk ved Themsen og fortæller en historie om et kunstner i stadigt opbrud.
Og et menneske der bestandig må søge nye erkendelser og indsigter, hvad enten det nu er under lange rejser eller ved at trække sig ind i sig selv og vende verden ryggen i en landlig hippieidyl.
For så alligevel at vende tilbage til den verden, han igen og igen forsøger at få hold på ved at lave billeder om og af den.
Hvem: Anselm Kiefer.
Hvor: Royal Academy.
Hvornår: Dagligt kl. 10-18. Til 14. december.
Hvem: Sigmar Polke.
Hvor: Tate Modern.
Hvornår: Søndage-torsdage kl. 10-18, fredage-lørdage tillige til kl. 22. Til 8. februar.
