Tag med gennem et tredimensionelt Facebook i fremtidens BMW

Hvordan tænker en formgiver? Det kan en lille udstilling i Designmuseum Danmark give et indtryk af.

BMW har bedt designeren Alfredo Häberli give et bud på fremtidens individuelle transportform. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden. Det afholder dog ikke mange fra at gøre det – og den argentinskfødte designer Alfredo Häberli sætter på en udstilling i Designmuseum Danmark en slags billeder på, hvordan fremtiden måske kan blive.

Alfredo Häberli, der i dag bor i Schweitz, er formodentlig mest kendt i Danmark for såre praktiske former for design som for eksempel det stribede service fra Ittala eller forskellige glas, vaser og bestik formgivet for Georg Jensen. Men i den mere filosofiske udstilling i Designmuseum Danmark leger han med forestillingerne om fremtiden. Baggrunden er en indbydelse fra bilfabrikanten BMW: Kom med et bud om fremtiden.

Står Alfredo Häberlis vision til troende, bevæger vi os rundt i en blanding af en bil og en båd i en slags tredimensionel Facebook. Og vi kører naturligvis ikke selv.

Teknikken er der. I fremtiden kan biler i for eksempel store byområder blive styret af Det Altomfattende Net. Ikke flere fartbøder – og transporttiden kan anvendes til mere praktiske formål end at vurdere medtrafikanternes håbløse kørsel.

Det fartøj, der er blevet et bud på Alfredo Häberlis design, er selvfølgelig kun én mulighed og står nok ikke umiddelbart over for at blive sat i masseproduktion. Men modellen er der måske også snarere for at sætte et punktum for de overvejelser, de inspirationskilder, modeller og tegninger, der fortæller om, hvordan Alfredo Häberli (og med ham mange andre designere) arbejder. Udstillingen belyser designerens kreative proces – og modellen er et billede på resultatet.

Byer som bjerge?

Opgaven fra BMW har inspireret Alfredo Häberli til nogle forestillinger om, at vi i fremtiden bevæger os i The Sphere – udstillingens titel – gennem en ny form for infrastruktur, der igen kan hænge sammen med andre forestillinger om hjem og byer. Måske rejser byerne sig som bjerge med trafikken i bunden af de enorme bygninger?

Heller ikke denne tanke er fremmed. I en af de rige arabiske stater i Mellemøsten er en by med trafikken henvist til niveauer under jorden på tegnebrættet.

Udstillingen fabulerer også over hjemmet – i denne sammenhæng The Dwell – som en slag kokon eller et refugium, hvor vi er os selv et sted i den menneskelige myretue. Byen bevæger vi os så igennem i det, Alfredo Häberli kalder The Wessel, og som blev hans svar på BMWs spørgsmål om fremtidens individuelle transportform.

Resultatet er – medgiver Alfredo Häberli – en poetisk vision. Så ud over, som nævnt, at fortælle om designerens kreative måde at arbejde på, bliver »Spheres« en begavet designers leg med forestillingerne om den fremtid, det er så vanskeligt at spå om.

Hvem: Alfredo Häberli. Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68. Hvornår: Tirsdage-søndage kl. 11-17, onsdage tillige til kl. 21. Til 21. august.