Med det 20. århundrede kommer barnet i stigende grad i centrum. Så meget, at det undertiden kan synes, som om hele familien drejer sig om de mindste.
Men sådan har det bestemt ikke altid været, og man behøver ikke ty til Martin Andersen Nexøs gribende romaner om Pelle og Ditte for at blive mindet om, at børn i en lang række tilfælde blot var billig arbejdskraft, man kunne behandle efter forgodtbefindende. Hele vejen gennem også det foregående århundrede er børn blevet mishandlet og forulempet, udnyttet og forsømt og det, der må være meget værre.
Man kan ikke sådan i bred almindelighed sige, at børn er blevet negligeret frem til begyndelsen af 1900-tallet – men alligevel sker der noget særligt omkring dét århundredeskifte, og det er afsættet for en udstilling i Designmuseum Danmark, der tager udgangspunkt i to markante svenske personligheder, maleren Carl Larsson og pædagogen Ellen Kay.
Carl Larsson, som Ordrupgaard endnu frem til 8. februar viser en udstilling med, gengav i sine billeder, hvad han opfattede som det gode liv; også for børn. Varme, tryghed, glæde, kreativitet.
Udstillingen korresponderer på sin vis fint med første kapitel i »Barnets århundrede« på Designmuseum Danmark, for reformatoren Ellen Key satte med en bog med samme titel som udstillingen ord på Carl Larssons og sine egne idealer om, at børn havde behov for mere omsorg, og at barndommen var noget i sig selv; ikke blot en tilvænningstid inden voksenlivets trædemølle for alvor kørte på maksimal hastighed.
Progressive strømninger
Legetøj til børn, senge, skoleborde osv. er ikke en ny opfindelse. Men med de nye forestillinger om barndommen som en særlig fase, der adskiller sig fra voksenlivet, opstod der blandt fremragende designere og arkitekter et ønske om at tage udgangspunkt i barnets behov.
Udstillingen er et samarbejde mellem tre skandinaviske designmuseer, og en både underliggende og nærliggende præmis er, at der er nogle særligt progressive strømninger i opfattelsen af barnet i de nordiske lande, der selvfølgelig hænger sammen med den klassiske velfærdsstat.
Et nyt syn på boligpolitikken betød også, at en blå bog af arkitekter tegnede moderne beboelsesejendomme, der på opførelsestidspunktet og et godt stykke tid frem betød, at skandinavisk boligarkitektur blev avantgarde på verdensplan; en slags praktisk anvendt Bauhaus med vægten lagt på lys og luft og grønne græsplæner og træer imellem – og det var også nyt – de fritliggende boligblokke.
I det hele taget er det en udstilling, der minder om, hvad man kunne kalde den gode kulturradikalisme.
De progressive strømninger der – ivrigt og dynamisk, men ikke bedrevidende eller selvglad – en overgang i det 20. århundrede vendte sig mod alt det forlorne og hykleriske, de indelukkede klunkehjem, de stive manerer, den urimelige ærbødighed over for verdslige og religiøse autoriteter til fordel for et frit og sundt og virksomt og ikke mindst fornøjeligt liv på jord.
Som så afspejlede sig i alle mulige former for design, fra moderne bygninger til mere karske former for legetøj og plakater af nogle af landets bedste illustratorer og billedkunstnere.
På børns præmisser
Eftersom »Barnets århundrede« er et samarbejde mellem tre museer, hvor det dog er de respektive institutioners samlinger, der præger hver enkelt udstilling, er eksemplerne på for eksempel funktionalistisk byggeri fra Sverige.
Men der er også fotostater, der repræsenterer vigtige hovedværker i Danmark, som for eksempel Kaj Gottlobs Skolen ved Sundet og Arne Jacobsens Munkegårdsskolen, der ligger i henholdsvis Kastrup og Gentofte, og som med 20 års mellemrum repræsenterer noget af det ypperste i skolebyggeri, med vægten lagt på lyse og imødekommende rum.
Også et tredje eksempel er interessant
Med henblik på artikelserien i Berlingske for nylig om den måde, legepladser i dag bliver indrettet på, så risikoen ved at slå sig, når man falder, minimeres, er det interessant, at for lidt over 70 år siden var det absolut mest progressive, man kunne forestille sig, en skrammellegeplads.
I 1943 åbnede verdens første i Emdrup ved det kvarter, Tingbjerg, der også var tænkt som en ny, moderne, progressiv bydel. Her var det meningen, at børnene – nå, ja, først og fremmest drengene, det var i kønsrollernes tid – skulle udfolde sig ved at bygge og klatre og gøre deres erfaringer, når de faldt ned.
Skrammellegepladsen var skabt af en af det 20. århundredes største danske landskabsarkitekter, C.Th. Sørensen, og der går en lige linje til Palle Nielsens »Modellen«.
»Modellen« er den enorme indendørs, i princippet totalt frie legeplads for børn, som Kunstmuseet Arken viste det meste af i 2014. Men som første gang blev opført i 1968 på Moderna Museet i Stockholm.
På udstillingen er »Modellen« repræsenteret gennem en plakat og et par billeder og den interessante oplysning, at til trods for, at mange voksne ikke umiddelbart var vilde med tanken om, at børn bare legede, som det passede dem, blev det anarkistiske legeparadis på tre uger besøgt af 35.000; heraf 15.000 voksne.
Genialt design
Udstillingen, der som nævnt er opbygget kronologisk, så vi bevæger os frem gennem det 20. århundredes børnehistorie, er en opvisning af eksempler på godt design. Som for eksempel:
Alvar Aaltos og Hans Wegners børnemøbler, systemlegetøj som BRIO og LEGO, Pippi Langstrømpe og Mumitroldene, Helly Hansens flyverdragt og skolemælken i de bakteriefri Tetra-pak, de nye børnestole og med tiden også børnesæder til biler og ikke mindst Kay Bojesens figurer, som er særligt fint repræsenteret.
Som man nærmer sig vor tid, spekulerer man måske på, hvad man så vil se. En iPad?
Egentlig ikke. Men iPaden, som selv små børn betjener med en utvungenhed, der må aftvinge respekt, indgår i nogle af de interaktive legerum, man kan møde undervejs på vandringen gennem barnets århundrede. Eksempelvis kan man lave små film med en af Kay Bojesens figurer.
Vor tid er repræsenteret med forskellige designmæssige opdateringer af nogle af de møbler og noget af det legetøj osv., som pionererne arbejdede med tidligt i det 20. århundrede.
Men så sker der en udvidelse af opfattelsen af, hvad design kan være. Hvor udstillingen har koncentreret sig om alle de designmæssige triumfer, der har udspillet sig internt i Norden (om end en del af dem er blevet til betragtelige eksportsucceser), er der et par eksempler på fremragende design, der først og fremmet er rettet mod børn (og voksne) i den mindre privilegerede del af verden.
Det drejer sig for eksempel om Olafur Eliassons og Frederik Ottesens »Little Sun«, der er en lampe, som får strøm gennem sollys.
I vores del af verden er »Little Sun« et designikon eller et kunstværk, man kan have hængende til pynt og underholdning og måske som et led i ens selviscenesættelse. Men i de dele af verden, hvor elektricitet ikke er en selvfølge og blot noget, der kommer gennem et ledningsnet, er »Little Sun« et meget nyttigt redskab til at læse og arbejde ved.
Prisen for lampen i vores del af verden gør den billigere i andre dele af verden, hvor den distribueres på markedsvilkår.
En anden, meget imponerende opfindelse, er firmaet Vestergaards design af en slags overdimensioneret sugerør, »Life Straw«, der ved hjælp af forskellige indbyggede filtre kan gøre selv stærkt forurenet vand drikkeligt. »Life Straw« er et blandt mange eksempler på, hvordan begavet design kan om ikke redde verden så gøre den til et lidt bedre sted at være.
Udstillingen er fyldt med oplevelser, der både har et fremadrettet perspektiv og indgår i den nyttige øvelse at forsøge at erkende, at verden ikke aldrig har set ud, som den gør i dag.
Andre facetter af barndommen kunne have været inddraget i udstillingen, men den er for det første et udtryk for et samarbejde med andre institutioner, og for det andet tillader pladsen i det gamle hospitalsbyggeri, der siden blev til kunstindustrimuseum, det ikke.
Omvendt er udstillingen overskuelig og lægger i høj grad op til at blive oplevet af flere generationer sammen, så barnet også bliver sat ind i, hvordan forholdene var på forældrenes og bedsteforældrenes tid. Og dengang da forskellige progressive kræfter begyndte at få øje på barnets særlige plads og behov.
Hvad: »Barnets århundrede«.
Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68, København.
Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17, onsdage tillige til 21. Til 16. august. Herefter vises den i Designmuseum i Helsingfors fra 9. oktober til 17. januar 2016.
