Svimlende i al sin enkelhed

Gl. Holtegaards udstilling Show Time er en anelse højtidelig og indadvendt.

Et frirum for det moderne menneske på en gold hverdagsscene. Billedet er fra Shaun Gladwells film, som blandt andet bliver vist på udstillingen Show Time. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan verden forandres med en enkelt bevægelse? Spørgsmålet stilles ved indgangen til Gl. Holtegaards udstilling Show Time. Og med mindre man er ude i, at vingeslaget fra en sommerfugl kan forårsage en orkan på den anden side af kloden, så er det nok for store ord.

Men med det sagt så er krop og bevægelse som materiale og motiv i kunsten interessant, fordi det kan tilføje lag af bevidsthed om de mange udtryksmuligheder, vi råder over som mennesker. Vi er sat i verden som sansende væsner - i en krop der giver mulighed for at påvirke og modtage - sanse og blive sanset.

På udstillingen med undertitlen Koreografi i international samtidskunst undersøger en række kunstnere - i film, installationer, skulpturer og billeder - kroppens potentiale for frisættelse af bevidstheden. Eller det vil sige, en del af kunstnerne fokuserer på det modsatte, nemlig de monotone bevægelsesmønstre, som man eksempelvis kan opleve i kinesiske Cao Feis værker, hvor modsætninger mødes i form af balletdanseren over for fabriksarbejderen - individualiteten over for masseproduktionen i sin reneste form.

Det er også gentagende mekaniske rytmer, der samler den tyrkiske kunstner Inci Eviners videoværker. En meningsløs grotesk grundtone kaster dystre skygger ud over samfundets grundlæggende indretning, hvad enten det handler om arbejde eller seksualitet - storpolitiske forhold eller livet indenfor hjemmets fire vægge.

Et frirum for det moderne menneske

I en film af australske Shaun Gladwell laver en kvinde capoeira midt på en intetsigende tankstation. Hun er alene uden den rytmiske sang og musik, der ellers hænger uløseligt sammen med den brasilianske kampdans. Filmen illustrerer, hvordan kvinden kan oppebære dansens kraft uden musikken, og dansen bliver et eksempel på bevægelsens kobling til frisættelse. Engang de afrikanske slavers frirum i Brasilien, nu et frirum for det moderne menneske på en gold hverdagsscene. I et andet af Shaun Gladwells værker er en video projiceret i et spejlbeklædt rum, hvor en mand drejer rundt på hovedet - eller svæver - alt efter hvordan man ser det. Det er svimlende i al sin enkelthed.

Også Nina Saunders på én gang smukke og groteske møbler påvirker. Hvor møbler oftest inviterer kroppen til hvile, har Nina Saunders møbler deres eget muterede liv - et liv der kalder på genkendelse og daglig brug, men i samme tag afviser og opfordrer til alternative måder at være i rummet på. Det, disse værker kan, mangler til gengæld at gennemsyre udstillingen som helhed. Udstillingen viser mange gode værker, der på forskellig vis udforsker dansen, men jeg bliver ikke kropsligt påvirket - endsige forført - når jeg går rundt på udstillingen. Nærmere distanceret. Udstillingen er en anelse højtidelig og indadvendt. For ja, kroppen er vores udgangspunkt, og al menneskelig opfattelse foregår gennem kroppen.

Netop derfor mangler udstillingen en grad af sanselighed.