Stort format

Københavns nye private kunsthal – Copenhagen Contemporary – lægger ud med store værker af store navne.

Copenhagen Contemporary åbner med udstillinger af blandt andre Bruce Nauman og den islandskfødte stjernekunstner Ragnar Kjartansson, der viser et par store videoværker. Det brændende hus indgår i Kjartanssons »Scenes from Western Culture«. Pressefoto
Læs mere
Fold sammen

Alt er stort og højt ved Københavns nye private kunsthal, Copenhagen Contemporary, der ligger på Papirøen.

Ambitionerne er for eksempel høje. Rummene er store. Stedet har egen vinbar. Og den selvejende institution, der har Jens Erik Sørensen, tidligere mangeårig direktør for kunstmuseet i Aarhus som kunstfaglig leder, lægger ud med nogle af de store navne i international samtidskunst suppleret med andre, der fortjener at blive det.

Papirøen er det næste område ved havnen, som står for tur i den voldsomme forandring/opgradering/gentrificering, der med stor hast ændrer den danske hovedstad i disse årtier. Der er store planer (og høje ambitioner) for Papirøen – og blandt forslagene til, hvad der blandt andet kunne være i det bynære område lige over for Skuespilhuset, var en idé om en privat kunsthal. Det er det, der med støtte fra privatpersoner og fonde nu er indrettet på midlertidige vilkår for at indhøste nogle erfaringer det næste halv­andet års tid.

Er behovet til stede? Bliver det en ikke bare kunstnerisk men også publikumsmæssig succes – og kan en privat kunsthal så etableres efter årsskiftet 2017/18 et (eller) andet sted i hovedstadsområdet?

Ønskekoncert

Kunstnerisk er succesen tydelig ved i hvert fald de første udstillinger. Publikum modtages af et serverings- og pauseområde med skulpturelt udformede bænke af kunstnerduoen Pettersen & Hein samt en mindre lund af Yoko Onos ønsketræer. Træerne, hvor gæster og forbipasserende kan skrive deres ønsker på sedler og hænge dem på grenene, er et værk, der ofte indgår i udstillinger. Men på den anden side: Verdens tilstand taget i betragtning – kan man så i grunden få ønsketræer nok?

Overvejede selv et øjeblik at skrive en seddel med ønsket om, at mange ville unde sig at se udstillingerne. En af dem består af et par håndfulde større og mindre værker af Bruce Nauman, der siden engang i 1960erne har generet verden med sine enerverende film og installationer. Udvalget i Copenhagen Contemporary strækker sig over adskillige tiår og demonstrerer, hvor stor en fornyer, Nauman er med sine fysisk pågående værker.

Sanserne tales der også til i Carsten Nicolais 30 m lange lyd- og videoinstallation, hvor man kan sidde og se fascinerende figurer forandre sig for øjnene. Carsten Nicolai er mere kendt blandt elektronmusikinteresserede som Alva Noto. I et af Ragnar Kjartanssons videoværker er vi i en anden ende af samtids­musikken. Den slags der er stor og tung, melankolsk og melodiøs som nu gruppen The National, som har et nummer, der hedder »A lot of Sorrow«, hvor det blandt andet lyder: »Sorrow found me when I was young/ Sorrow waited/ Sorrow won«. Det er en sang, man sagtens kan høre mere end én gang – og det har man så mulighed for i Copenhagen Contemporary, hvor der vises en koncert­video, hvor The National spiller nummeret i seks timer. Samme nummer igen og igen lige efter hinanden, og det understreger naturligvis melankolien.

Ragnar Kjartensson viser også et ni skærme stort – og magtfuldt – videoværk, »Scenes from Western Culture«, hvor man som på en maleriudstilling går fra den ene stemningsfulde fortælling til den anden. Stort. I format og på anden vis.

Hvad: Copenhagen Contemporarys åbnings­udstilling.

Hvor: Trangravsvej 10-12, København.

Hvornår: Dagligt 11-21, søndag dog kun til 20. Carsten Nicolai kan ses til 2. oktober, Bruce Nauman til 22. december, Ragnar Kjartansson til 5. februar.