Mit første møde med et af Svend Wiig Hansens værker var Oceania, en lettere mandhaftig kvindekrop på mere end fem meter, der ligger på Flakhaven i Odense.
Den blanke bane ned mellem hendes bryster og over maven vidner om de mange børn, der i tidens løb har besteget hendes voluminøse broncekrop for at tage en rutsjetur. Jeg har altid syntes, at skulpturen er grim. Og ikke bare grim, men også insisterende bombastisk i al sin monumentale kropslighed, der arketypisk forbinder kvindekroppen med havet og landskabet. Måske af den grund har jeg holdt mig lidt på afstand af Svend Wiig Hansens altomfattende humanisme. Hans totale omfavnelse af »naturens utæmmede oprindelighed« og hans frygt for teknologiens menneske-fjendske fremmarch.
Når man bevæger sig rundt på den aktuelle udstilling på Gl. Holtegaard, der viser værker fra hans gennembrud i 1947 og frem til hans død i 1997, så folder der sig et mere nuanceret og undersøgende livsværk ud. Svend Wiig Hansen regnes for en af modernismens store danske mestre, og hans værker rummer - naturligvis - så meget mere, end hvad hans offentlige udsmykningsopgaver lader ane. Og netop det groteske og grimme kan betragtes som et nødvendigt middel i hans skildringer af menneskehedens eksistentielle valg og væren.
Svend Wiig Hansen fremstiller ikke individer, men skildrer menneskeheden. Dens tilstand, håb og drømme i en ustabil verden. Han var en kunstner, der brændte intenst for sin udlægning af humanismen. Og denne kraftfulde kreative intensitet formidler udstillingen flot.
Men med al respekt for hans evner som billedhugger, så er det hans papirarbejder, der for mig står tilbage. Her danser konturerne og indfanger bevægelser, møder og tilstande i de løbende, kæmpende, elskende og lidende menneskekroppe.
I udstillingens sidste rum står hver krop alene, og måske er det her, man fornemmer essensen i hans projekt stærkest. De store brune væsner samles under titlen »Mennesket - det ensomme dyr« og ledsages af forfatteren Frederik Dessaus smukke ord. »Vi lever livet i vores eget skind, og vi dør alene i det. Det har vi til fælles med andre levende væsner, men vi er formentlig de eneste, der kan lide under det.«B
