Stol på Designmuseet

Designmuseum Danmark er i gang med en omfattende omorganisering af den faste samling. Tidligere i år åbnede en indtil videre permanent – og opløftende – udstilling af brugskunst siden årtusindeskiftet, og nu er turen kommet til de danske stole.

Hans Wegners »The Chair« som den blev kaldt i udlandet, hvor den tidligt blev berømmet. Herhjemme hed den bare »Den runde stol«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Under dansk møbelarkitekturs guldalder i midten af det 20. århundrede blev stole af fremragende formgivere som Arne Jacobsen, Hans Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl og adskillige andre nærmest indbegrebet af funktionelt og elegant design fra et lille land med fornemme traditioner for hellere at underspille end overspille, indpasse bygninger i landskabet og udtalt sans for godt håndværk og gedigne materialer.

Så vidt omkring nåede ryet, at John F. Kennedy på det nærmeste vandt præsidentvalget ved at sidde i en stol af Hans Wegner – af amerikansk presse simpelthen kaldt »The Chair« – og udstråle ungdom og modernitet.

Det kan forklare halvdelen af stoleudstillingens fikse titel: »The Danish Chair – An International Affair«.

Den anden halvdel kunne så være, at moderne danske stole står i gæld til en lang udviklingsrække, der har rødder i antikken og i Egypten.

Stole fra en tid, da kun herskere sad, mens almindelige dødelige stod op, indgik i Kunstindustrimuseets samling. Det er deres proportioner og konstruktionsprincipper, der inspirerede store skikkelser i dansk design som Kaare Klint og hans elever til at skabe moderne stole til et demokratisk samfund, hvor mennesker er ligestillede.

Der er en indbygget selvmodsigelse i at udstille brugskunst. Stole – for nu lige at bruge dem som eksempel – er jo ikke kun noget, der kan være smukt håndværk og se pæne ud og undertiden være så dristigt udformede, at de ligner skulpturer.

For hvad betyder det, hvis de ikke også er funktionelle? Hvis de ikke er gode at sidde i? Hvis de giver rygskader? Trapholt i Kolding har eksperimenteret med at lade publikum sidde i nogle stole i samlingen.

Men omvendt bliver museerne nødt til at passe på genstande, de opbevarer med noget nær evigheden for øje.

Overskuelig introduktion

Stole af de store mestre fra 1950erne kan måske nok holde til generationer i en familie. Men ikke til et meget stort publikum i en populær samling som Designmuseum Danmark.

Alligevel er der grund til at fremhæve den nye ophængning.

Et forrum giver en overskuelig introduktion til stoletyper i Danmark siden guldalderen. Den egentlige stoleudstilling er som en installation – eller et underjordisk arkiv over en dansk succes sikret som i en tidskapsel til fremtiden – hvor man ser en mængde stole på rækker.

Vil man læse om dem, kan man trække en illustrativ planche ud af stolereolen. Men egentlig kan man nøjes med at nyde stolenes skønhed, selvfølgelig spekulere over, om de nu også er ergonomisk vellykkede, men måske især opdage, hvor mange stole der i grunden bygger på sammenlignelige konstruktionsprincipper.

Som mere eller mindre står i gæld til en egyptisk urstol.

Hvad: The Danish Chair – An International Affair Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68, København. Hvornår: Tirsdag-søndag kl. 11-17, onsdag tillige til kl. 21. Lukket 24., 25., 26. og 31. december. Vises indtil videre.