Da Corner flyttede til Sophienholm, blev sammenslutningens problem, at der var for mange kunstnere til for lidt væg- og gulvplads. Trods en heroisk indsats for at tilgodese så mange medlemmer og gæster som muligt prægede det de første års kaotiske ophængninger. Den del af sagen har Corner med årets ophængning i høj grad fået styr på. Det afslører så blot et par andre svagheder ved årets udstilling.
Når man er så mange, kan ikke alle få de gode pladser. Heller ikke når det gælder en sammenslutning. Det ses på fordelingen af kunstnere mellem hovedbygningen og de øvrige bygninger. Men undertiden kan det vendes til kunstnerens fordel, som det er tilfældet med Tove Hummels lerfigurer i drivhuset og Martin Richard Olsens monumentale margarineskulptur i den lille hytte inde i skoven. Her er begrænsningerne vendt til en fordel og en pointe.
Mange af Corners medlemmer har en styrke i det lille format. Det er kunstnere, der har et inderligt mellemværende med traditionen, og den store glæde ved at se Corner år efter år må - for sammenslutningens talrige besøgende - være genkendelsens glæde. At se hvordan de enkelte kunstnere, man nu er særligt interesseret i, forholder sig igen og igen, passioneret og samvittighedsfuldt, til nogle vedkommende maleriske og skulpturelle problemstillinger. Så hvordan de har ændret og udviklet sig. Eller ikke.
For meget kunsthandel
Som nævnt er mange af Corners kunstnere stærkest i det mindre format. Deres forankring i hverdagen og deres forhold til figurationen og fortællingen betyder for fleres vedkommende, at de bliver mere koncentrerede og koloristisk stramme og afklarede på den mindre skala. Men her og der griber man sig i at savne de større armbevægelser fra den ene eller den anden kunstner - og man griber sig måske især i at savne nyt fra de pågældende. Hvis man blot møder op med ældre billeder, svigter man på sin vis sammenslutningens princip om at løfte i flok ved at vise nye arbejder til det faste publikum. Det er ikke, fordi ældre værker ikke er gode, men skal sammenslutningerne gerne være et både kommercielt og kunstnerisk meningsfuldt alternativ til kunsthandler og gallerier (og det skal de, for gallerierne kan jo kun løfte markedet i opgangstider), må man vise det. Ved at vise nyt og ved ikke at vise lagervarer. Og ved ophængninger der ikke ligner kunstmesser. Det sidste er Corner ved at få styr på. Det andet må komme. Antagelig ved at lade muligheden for at udstille gå på omgang mellem medlemmerne. Ikke pr. automatik men efter nødvendighed. Og så kunne man anvende Sophienholms tilbygning til lagersalg, så alle har glæde af ordningen.
Stilhed og provokation
Nogle mener, kunst skal provokere. Andre mener det modsatte. Ingen af dem har ret. I nogle former for kunst ligger kvaliteten i overraskelsen og provokationen. I andre former for kunst ligger den i det stædige arbejde med materialerne, og undertiden er der glidende overgange. Hos Corner møder man den stille kvalitet iblandet provokationen. Den sødmefulde landskabsskildring og det psykologisk troværdige portræt side om side med noget, der er sjovt, og nåja ... provokerende. Hvis man synes. På den måde har Corner - stadig - sin berettigelse som udstillingsplatform. På den måde er Corner og Sophienholm med til at gøre dansk kunst mere pluralistisk.
