Stedernes mening

Wim Wenders er også billedkunstner. På rejser tager han fascinerende fotografier af steder, han passerer og fatter interesse for. Det er omfangsrige billeder af fortættet skønhed med gådefulde fortællinger.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når vi ser billeder fra de alt for mange områder verden over, der er plaget af krig og naturkatastrofer, er det til at forstå, at beboerne vil væk fra ødelæggelserne. Man kan jo se, at stedet er blevet ubeboeligt.

Det kan man ikke nødvendigvis se i Fukushima; i landskabet ved det atomkraftværk hvor der i marts 2011 skete et alvorligt uheld med meget store konsekvenser. Ikke i form af synlige ødelæggelser. Landskabet er stadig smukt og frodigt. Truslen er usynlig. Og dog.

Landskabet omkring atomkraftværket er blandt de mange rejsemål, Wim Wenders har opsøgt gennem årene for at fastholde dem som billeder. Ikke turistsnapshots, men billed-billeder; altså kunst.

Da Wenders nogle uger efter sit ophold i Fukushima fremkalder sine film, viser det sig, at døden alligevel er synlig på negativerne i form af en sinuskurve, der afslører den stråling, man ellers ikke kan se.

Sådan er der mange – også delvist skjulte – fortællinger og betydninger i Wem Wenders stærkt fascinerende billeder.

Som en del andre billedkunstnere er han optaget af den uventede skønhed i forfaldet, ligesom han – i det udvalg af billeder der er medtaget i Kunstforeningens udstilling – foretrækker at gengive sine store panoramiske landskaber tømt for mennesker. Deres spor er der, og det er det, Wenders bruger som udgangspunkt for sine billeder. Lukkede fabriksbygninger, tomme forlystelsesparker, de ensomme forstadsbyggerier. Forfaldet og forladtheden. Og det er så også den stemning, man møder i billederne.

Malerisk skønhed

Det er, som om Wim Wenders – ikke ulig den store danske fotograf Viggo Rivad – er gået den modsatte vej af alle andre for at finde de motiver, ingen synes er interessante. Før, altså, de bliver motiv for en billedkunstner, der også i sine film viser tegn på kunstnerisk skoling, en enorm visuel forestillingsevne og evnen til at føre film til egentlig billedkunst.

Wim Wenders er ikke alene. Hans omfangsrige billeder leder tanken hen på billedkunstnere som Edward Hopper og William Eggleston, og der er en betydelig grad af americana over store dele af udstillingen. Det ligger i dens grundstemning og de æstetiske valg, men samtidig er det netop billeder fra mange forskellige steder.

Det er egentlig ikke sådan, at man får et indtryk af, at verden ifølge Wenders er blevet mere og mere ens. Tværtimod er det, som om billederne – trods en fælles grundtone, trods den udtalte melankoli og forladthed – fortæller helt forskellige historier fra de amerikanske gader til det japanske landskab og undervejs ophold i et Berlin præget både af sin fortid – skudhuller som valmuer på murene – og den nutid, det vil sige den opbygning, der fulgte af freden og foreningen.

Uden at forfalde til nemme anekdoter har Wim Wenders en særlig evne til at se det mærkværdige i det upåagtede og den maleriske skønhed i de store flader.

Hvem: Wim Wenders.

Hvor: Kunstforeningen, Gl. Strand, København.

Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17, onsdage tillige til 20. - 23. november.