I hans malerier fusioneres Fernand Leger og Walter Benjamin til figurative, tilsyneladende naive men dybt sofistikerede skildringer af det moderne storbymenneske, der i næsten psykedeliske farver danser sig melankolsk gennem gaderne med venlige hilsner til Charles Chaplin og småborgerens heroiske kamp for at klare sig gennem dagen og vejen.
Høfligt smilende. Dansende. Og havde det ikke været for tristessen, ville man måske også have troet, at kunstneren sendte venlige tanker til Matisse. Her er imidlertid ingen hyldest til livsglæden - udover i kunstnerens egen afsøgning af mulighederne inden for de æstetiske og episke spilleregler, han har stillet op for sig selv.
