Sex, pop og plastic

Centre Pompidou viser en retrospektiv udstilling af Jeff Koons, der gennem snart 40 år har arbejdet med forstørrede legetøjsfigurer, fiktive reklamekampagner, støvsugere i glasmontrer, kitsch som kunst og sig selv som pornostjerne.

Antikvitet 3, 2009-2011. Fold sammen
Læs mere

PARIS: For en del år siden var jeg lige ved at gøre Jeff Koons’ hund voldsomt fortræd.

Koons, der allerede dengang var en stor stjerne på det internationale kunstmarked, var i Danmark i forbindelse med en konference på Louisiana om reklame (sic!), og det var så meningen, han og jeg skulle tale lidt sammen.

Men inden vi kom i gang med dét, talte Koons i telefon, og mens han vendte ryggen til, forsøgte hans lille køter at gennemføre et samleje med mit ene bukseben. Måske er det vitterlig en god idé med forbud mod dyresex?

Jeg prøvede at skubbe kræet væk på en civiliseret måde, og inden det eskalerede til egentlig vold, var Koons færdig med sin telefonsamtale, og den hvide puddel, som Koons ved flere lejligheder har foreviget med henblik på eftertiden, opgav sit forehavende, da Koons kom hen iklædt det helt store smil og to glas:

»Would you like to share a beer with me,« spurgte han. Og tilføjede entusiastisk:

»It’s a Carlsberg.«

Men måske var Lillie, som hunden hed, lovligt undskyldt. Den var formodentlig blot inspireret af sine mennesker.

Michael Jackson og Bubbles, 1988. Fold sammen
Læs mere
Foto: Centre Pompidou.

På samme måde som kunstnere mange steder i verden i de år ændrede stil inspireret af Jeff Koons’ opsigtsvækkende skulpturer. Kunstnere, der et halvt års tid tidligere havde forsøgt sig i den abstrakt-ekspressionistiske tradition, udstillede pludselig hushold­ningsmaskiner på hylder i den tids hippe gallerier. Det lignede noget, Koons havde arbejdet med, og det var sådan set okay i flere tilfælde:

Kunstnere lader sig inspirere af andre og forsøger sig med noget tilsvarende for at finde ud af, om det er noget for dem, og om det kan udvikle sig til noget helt tredje. På samme måde er Koons erkendt inspireret af nogle af sine store forgængere, som vi skal vende tilbage til.

Når Lillies interesse for sex lod sig forklare, hænger det sammen med, at Jeff Koons på det tidspunkt var gift med Ilona Staller; italiensk pornomodel og parlamentsmedlem der havde vakt en del opsigt ved – i et tappert forsøg på at stoppe Golfkrigen – at tilbyde Saddam Hussein at blive hans personlige sexslave.

Metallisk Venus, 2010-2012. Fold sammen
Læs mere

Det kunne måske have ændret verdens­historien, men da det ikke lykkedes, ændrede Ilona Staller og Jeff Koons, der havde lært hinanden at kende gennem en transatlantisk faxkorrespondance, kunstverdenen ved at arbejde sammen om nogle skulpturer og fotografier af sig selv i gang med noget af det, Lillie gerne ville. Der var tale om nogle meget store skulpturer og fotografier, der absolut ikke lader nogen tvivl tilbage om, hvordan et samleje mellem mænd og kvinder kan foregå.

Hyldest til banaliteten?

Eksempler på »Made in heaven«-serien er naturligvis også medtaget på Centre Pompidous retrospektive Koons-udstilling, der tidligere har været vist på Whitney Museum i New York. De meget detaljerede for nu ikke at sige udpenslede kunstværker bliver – som det efterhånden er blevet reglen snarere end undtagelsen på de store museer – vist i et særligt rum forsynet med advarselsskilte om, at de udstillede værker kan forekomme anstødelige.

Selv mente Koons i sin tid ikke, at de var pornografiske. Tværtimod, forklarede han: »Pornografi er baseret på had. Mine arbejder er et udtryk for kærlighed, for varme og for lykke. Andre kunstnere viser også den fysiske kærlighed. »Kama Sutra« for eksempel. Det har der været en tradition for i århundreder. Når jeg baserede billederne på fotografier, var det for at skabe en fornemmelse af objektivitet.«

Heller ikke antydninger af, at værkerne måske kunne opfattes som markedsføring af kunstneren og konen, eller at de havde karakter af sensation, anfægtede Jeff Koons den eftermiddag på Louisiana:

»Nej,« sagde han med sit store smil: »Jeg bruger ikke sensationen eller chokket som virkemiddel, for det holder ikke i længden.«

Loopy, 1999. Fold sammen
Læs mere

Tyve år efter kan man konstatere, at billederne og skulpturerne glider ind på lige fod med alle de mange andre eksempler på, hvad Jeff Koons arbejder med. Sindssygt grinende tøjkaniner, venligt smilende bjørne, Michael Jackson og hans abe, Bubbles, i en positur der mimer en pieta-opstilling, altså Madonna med Jesusbarnet, forstørrede tegneseriebilleder frataget den uskyld, der hvilede over Roy Lichtensteins malerier og store billeder af halvnøgne kvinder ridende på en plasticdelfin af den slags, man kan svømme med. Og så selvfølgelig de berømte husholdningsmaskiner som støvsugere i montrer, der allerede i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne vakte opsigt. Koons tager udgangspunkt i det banale, og til det banale hører pornografien formodentlig, og derfor bliver resultatet i sidste ende også banalt.

Duchamp var farfar

Karakteristisk for Jeff Koons’ (født 1955) måde at arbejde med kunst på begyndte han som ganske lille at kopiere malerier af gamle mestre, og gjorde det efter sigende med så stor virtuositet, at hans far udstillede dem i sin boligindretningsforretning.

Siden studerede han kunst ved skoler i Baltimore og Chicago, inden han flyttede til New York, hvor han begynder at udstille legetøj som kunstværker, sideløbende med at han tjener til dagen og vejen og sine projekter som børshandler.

Det holder han så på et tidspunkt op med, for nogle af New Yorks bedre gallerier får øje på hans talent og den fornyelse af konceptkunsten, Koons repræsenterer.

Gammel kunstpraksis

For egentlig er for eksempel Koons’ ready mades (industrielt fremstillede genstande med et andet formål end at være kunstværker) og hans konstruerede plakater, hvor han for eksempel fremstiller fiktive, målgrupperettede spiritusreklamer, blot en nyfortolkning af en efterhånden 100 år gammel kunstpraksis.

Det hele begyndte med Marcel Duchamp – og Jeff Koons betragter sig selv som en arvtager af den franskfødte billedkunster, der ændrede kunstverdenen ved at gøre ting til kunst alene ved at placere dem i en udstillingssammenhæng som et galleri eller andre af kunstinstitutionens rum.

En basketball, 1985. Fold sammen
Læs mere

Det drejede sig for eksempel om flasketørrestativer, cykelhjul eller pissoirkummer – og siden har kunsthistorien ikke været den samme.Talrige billedkunstnere har siden arbejdet ud fra en antagelse af, at kunst kan skabes af alverdens materialer. Emballage til vaskepulver, døde såvel som levende heste, svin på lit de parade, et komplet apotek, får i formaldehyd. En uredt seng med tømte vodkaflasker, fyldt askebæger, tøjdyr, pilleglas, og hvad der ellers hører til.

Det er – som udstillingen i Paris klart demonstrerer – den tradition, Jeff Koons placerer sig selv i. Duchamp er farfar, Warhol er far, og han selv er den glade søn, der er født i en verden af muligheder. Men også – og her er han i fin overensstemmelse med traditionen fra navnlig den amerikanske pop art – en meget overfladisk verden af skinnende forbrugsgoder og barnlig underholdning, og kan man sige, at hvis Koons overhovedet har et kritisk sigte med sit værk, måtte det være at holde vores overfladiske verden op for os som et spejl og lade os overveje, om vi virkeligt er sådan?

Hummer, 2003 Fold sammen
Læs mere

Hvem: Jeff Koons.

Hvor: Centre Pompidou, Paris.

Hvornår: Åben onsdage-mandage 11-22. Billetsalget lukker dog klokken 20. Til 27. april. Efterfølgende vises udstillingen i Guggenheim Bilbao 12. juni til 27. september.