Så vidt man ved, døde den amerikanske maler, Jackson Pollock, uden nogen sinde at have så meget som hørt om Asger Jorn.

At han ligefrem gik lykkeligt i graven, uden at kende til sin danske kollega, vil nok være noget af en overdrivelse; al den stund Pollock omkom i svært beruset tilstand under en bilulykke, hvor han tog en af passagererne med på den sidste rejse. Men måske kunne Pollock have fået et kendskab til Jorns billeder, hvis ellers Jorns plan var lykkedes:

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig skrev Asger Jorn et brev til et af de helt store amerikanske museer, hvori han foreslog, at han selv og en gruppe bestående af andre europæiske kunstnere skulle komme over til den nye verden for at vise, hvad de egentlig kunne. Det blev ikke til noget, men der var sådan set fortilfælde for det, som da den europæiske avantgarde - repræsenteret af blandt andre Matisse, Cézanne og Duchamp - i 1913 blev præsenteret på The Armory Show i New York. Og den udstilling fik godt nok skelsættende betydning for udviklingen af en selvstændig, moderne amerikansk billedkunst, der snart skulle tage pusten fra alle andre.

Jorn havde selvfølgelig hørt om Jackson Pollock, der var et af de helt store navne i den amerikanske ekspressionisme - og derved en slags pendant til den form for maleri, Jorn selv og nogle af hans europæiske malerkammerater arbejdede med. Det skete blot forholdsvis sent i Jorns liv. Blandt andet fordi amerikansk kunst slet ikke havde opnået den tyngde i Europa, den skulle få før 1950erne og 1960erne. Og så forbi information om andre landes kunst og kunstnere ikke flød så nemt og ubesværet og i så overvældende mængder som i dag. Og skønt Jorn efter alle standarder skulle blive en meget væsentlig og betydningsfuld europæisk kunstner, er påvirkningen fra Jorn - og Picasso - meget tydelig.

Men: Som Picasso så præcist har formuleret det: Dårlige kunstnere kopierer. Gode kunstnere stjæler. Eller med andre ord: Der er ikke noget ved kunstnere, der bare efterligner. Mens det nærmere er reglen end undtagelsen, at gode kunstnere forholder sig til traditionen og forsøger at aflure sam- eller fortidige skikkelser deres tricks. De helt store kunstnere kan så kendes ved, at de vedstår, at de stjæler med arme og ben, fordi de samtidig bruger deres inspiration til at skabe noget nyt og originalt.

Picasso og Jorn mødte derimod hinanden. Det var i 1946 i den sydfranske by Antibes.

Jorn havde selvfølgelig også kendt til Picassos mange måder at revolutionere maleriet på. Paris, hvor den spanskfødte maler for alvor udfoldede sit geni i begyndelsen af 1900-tallet, lå noget nærmere Danmark end New York, hvor Pollock blev uddannet og arbejdede frem til sin alt for tidlige død, 44 år gammel i 1966.

Asger Jorn (1914-73) har gennem tidsskrifter været orienteret om Picasso (1881-73) og så var han i Paris for første gang i 1936-37. Her var han elev hos Fernand Legér, og her arbejdede han som assistent for den svejtsiskfødte arkitekt, Le Corbusier, under verdensudstillingen i 1937. Til den spanske pavillon havde Picasso skabt malerier »Guernica« opkaldt efter den baskiske by, Gernika, der tidligere på året var blevet terrorbombet af Nazitysklands nyoprettede Luftwaffe som en slags gestus over for den spanske diktator Francisco Franco.

Den dag i dag er det en stor oplevelse at stå over for det næste otte m lange maleri på Reina Sofia-museet i Madrid, hvor det i øvrigt er omgivet af sale, der fortæller om borgerkrigens betydning for de spanske billedkunstnere. Men da Jorn så det knap nok tørre lærred i José Luis Serts pavillon til verdensudstillingen i 1937, må det have været fuldstændigt overvældende.

Derfor giver det også mening, at udstillingen i Museum Jorn tager udgangspunkt i netop »Guernica« - og så følger en række eksempler på, hvordan Picassos storhed inspirerede Jorn til sin. Tidsmæssigt og helt konkret strækker udstillingens billeder sig fra »Guernica«, der selvfølgelig ses i kopi, til Jorns »Stalingrad«, der blandt andet kan ses som den danske kunstners monument over en af de store og dramatiske begivenheder under Anden Verdenskrig.

Picassos måde at male på skiftede ofte gennem årene. Det samme kan man ikke sige om Jorns, der forblev fabulerende, stoflig og ekspressiv. Figurationen er heller aldrig ret langt væk.

Men man kan måske sige, at de på hver deres måde deler en form for grandiositet. Der er noget ubændigt over deres værker og dem selv. Det er noget med store cigarer og store penselstrøg og en fandenivoldskhed over for verden, der bare kunne komme an. Politisk delte de også livsanskuelser. Formelt set var de begge kommunister, men der var dog en del af partiets paroler, de så temmelig stort på.

Og så delte de en optagethed af mytologien. Jorn af den nordiske hvis kvaliteter han blandt andet forsøgte at dokumentere i et omfattende bogværk. Picasso af middelhavskulturen. Landskabet, fisk og fugle, kvinder og hedonistiske dage på store terrasser ved havet, krukker og vaser, mytologiske tyre og andre figurer fra antikken. Det er ikke noget tilfælde, at Picasso skabte omslaget til et kunsttidsskrift ved navn »Minotauren« (halvt tyr, halvt menneske) og Jorn var en af hovedkræfterne bag arkitekten Robert Dahlmann Olsens tidsskrift »Helhesten« (lånt fra den danske folketro).

Som alle andre europæiske kunstnere blev også Jorn påvirket af Picasso - og udstillingen viser talrige eksempler på, hvordan motiver hos Picasso dukker op hos Jorn. Men ikke som kopiering. Netop som direkte tyveri ud fra et behov for at blive en bedre Jorn og ikke blot endnu en kopi af Picasso.

Noget tilsvarende er på færde på Louisianas udstilling. Udstillingens præmis er ikke at afgøre, hvem der er størst, for det er indiskutabelt, og hvem der påvirkede hvem, for det er heller ikke til debat - men at afdække hvordan Jackson Pollock og Asger Jorn på hver deres måde arbejdede med nogle sammenlignelige kunstneriske problemstillinger.

Der er billeder af Jorn, der ligner Pollocks så slående, at der ingen tvivl er om, hvor inspirationen kommer fra, og Jorn begynder også med drypmalerier, fordi Pollock havde fundet på det - og netop derved erhvervet sig sin amerikanske storhed.

Men der er også forskelle. Udstillingen kan erindre om den klassiske venstreorienterede eller kulturradikale modvilje mod USA og mod den amerikanske individualisme. I forbindelse med tilrettelæggelsen af udstillingen har museumsinspektør Anders Kold således fundet en upubliceret tekst af Jorn, hvori han antyder forskellen på Pollock og ham selv. Pollocks ærinde var at blive en mester og en ener. Jorns derimod at indgå i sociale sammenhænge. Og når Pollock så ikke lever op til Jorns forventninger, skyldes det, at hans værk sådan set ikke rummer et politisk eller samfundskritisk potentiale. Og så kan det vel være lige meget, synes argumentationen - meget hårdt trukket op - at være.

Ikke desto mindre er der også ligheder. Som Picasso, som både Pollock og Jorn ikke unaturligt er påvirket af, interesserede sig for mytologien og inddrog den aktikke middelhavnskulturs figurer i sine billeder, er Jorn som nævnt optaget af den nordiske mytologi og Pollock både af antikkens og af indianernes myter og måder at fortælle om dem på.

Ophængningen er både elegant, indbydende og underfundig med nogle fine sammenstillinger, der netop bidrager til at understrege, at selv om Jorn kunne ligne Pollock, ville de to kunstnere noget væsensforskellig med deres billeder. Nogle af Jorns værker kan ligefrem opleves som indirekte svar til Pollock: Se, mester, sådan ville jeg gribe det an. Det, du ellers har opfundet, som er så genialt.

Der er vægge med hovedværker af Jorn på rad, og så er det imponerende, hvad det er lykkedes at låne af Pollock-billeder rundt omkring i verden og navnlig fra kunstnerens hjemland, hvor han tidligt blev et ikon, fordi han spillede så stor en rolle i flytningen af billedkunstens tyngdepunkt fra Europa til USA.

Louisiana har tidligere vist Pollock - og dengang i 1960erne skete det uden de større vanskeligheder. En udstilling som denne kan formodentlig ikke gentages på dansk grund. Hvis amerikanske efterretningstjenester overvåger Danmark, er de nok ekstra agtpågivende i Humlebæk i de kommende måneder, for her er kunst for... mange, mange, mange penge. Mange penge. Virkelig mange penge.

Det er selvfølgelig ikke hovedsagen. Det er billederne - og de facetter både udstillingen i Humlebæk og i Silkeborg føjer til billedet af Jorn og den måde, hvorpå han lod sig inspirere af andre store kunstnere. Netop for at nå frem til noget, der var hans udsagn om, hvad kunst er, og hvordan relationen mellem kunst og samfund kunne være. For gode kunstnere kopierer ikke. De stjæler med arme og ben. De to udstillinger viser, hvorfor det var en god idé for Asger Jorns vedkommende.

Hvad: Jorn og Picasso - myter og møder.

Hvor: Museum Jorn, Silkeborg.

Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, tirsdage tillige til 21. Til 8. december.

Hvad: Jorn og Pollock - revolutionære veje.

Hvor: Lousiana, Humlebæk.

Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 23. februar.