Rundt i Venedig

Venedig er mere end biennalen. Også byens museer og kunsthaller anstrenger sig for at vise interessante udstillinger. Her er et udvalg.

Henri Rousseau: »Brylluppet« fra omkring 1905. Pressefoto: Palazzo Ducale Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

VENEDIG: Sideløbende med biennalen viser byens museer udstillinger, der ofte varer i næsten hele biennaleperioden; altså til over midten af november. Og hvorfor ikke?

Venedig tiltrækker i forvejen mange, der er interesserede i kunst og arkitektur og besøgende på biennalen er noget af det tætteste, man kan komme på et signalement af kunstmuseernes kernepublikum.

Undtagelsen med hensyn til udstillingernes varighed er Palazzo Ducale, der viser Rousseau, men kun til 5. juli.

Palazzo Ducale – Dogepaladset – er fra gammel tid Venedigs fornemste bygning. Placeret så Markuspladsen side om side med Markuskirken. Begge bygninger er omtrent lige gamle og lige gamle med med Venedig. Markuskirken blev grundlagt i 800-tallet, efter evangelisten Markus’ formodede jordiske rester var blevet hentet i Egypten. Palazzo Ducale blev anlagt som fæstning men blev med tiden dogens – byens leders - bolig og kombineret med dele af administrationsapparatet og herunder justitsvæsnet. Derfor fører den berømte Sukkenes bro – Ponte dei Sospiri - også fra Dogepaladset til bystatens fængsel.

Udstillingerne i Palazzo Ducale er ofte af historisk karakter, men iblandt vises også kunst. For to år siden således en fremragende udstilling med den franske maler Edouard Manet, der besøgte Venedig to gange.

Den naive tolder

Det var en fantastisk udstilling, fordi den rummede så mange centrale værker i Manets produktion.

Det gør udstillingen med Henri Rousseau ikke. Der er en del men ikke imponerende mange billeder af hovedpersonen selv, og det kompenserer udstillingstilrettelæggerne ved at vise en del billeder af Rousseaus samtidige og nogle af dem han inspirerede; blandt andre Picasso.

Henri Rousseau (1844-1910) ernærede sig det meste af sit liv som toldembedsmand og fik også tilnavnet Tolderen og i øvrigt en generelt uvenlig kritik, der ikke kunne se storheden i hans bevidst naive male- og fortællemåde:

Den frodige jungle med de detaljeret malede planter og træer, de statuariske skikkelser i landskabet, de urealistisk malede dyr osv. Jungler havde han aldrig set. I modsætning til Gauguin, som man kan hævde, han har et vist motivisk fællesskab med, der i dén grad havde været på rejse til øerne ved verdens ende.

Henri Rousseau: »Slangetæmmeren« (1907) Pressefoto: Palazzo Ducale Fold sammen
Læs mere

Kritikken fandt, at han var helt ude af takt med tiden. Da Rousseau i begyndelsen af 1890erne for alvor træder ind på den parisiske kunstscene, har chokket over impressionisterne dårligt nok lagt sig – og det var i hvert fald dem, der repræsenterede avantgarden.

Men man kan undertiden også blive avantgarde, hvis man venter længe nok, og der kom andre generationer af malere, der tog ham til sig og for eksempel så hans billeder som surrealistiske, længe inden surrealismen blev opfundet.

Med den optagethed, der ligger i tiden, af bæredygtighed, naturpleje osv. er der måske en klangbund for Rousseau og hans stille poetiske stemninger, drømmen om et paradisisk forening af naturen og mennesket.

Picasso blev i hvert fald optaget af ham – og som en sidehistorie til udstillingen fortælles om den berømte banket, Picasso i 1908 holdt for sin nye ven. Tout le monde inden for de parisiske kunstliv – for eksempel Gertrude Stein, Juan Gris og Guillaume Apollinaire - deltog i festen, der udviklede sig til en opvisning i beruselse, der siden er gået frasagn om. Ved den lejlighed skal Picasso have skålet for Rousseau og sagt, at Rousseau var den ene at tidens to største malere. Den anden var Picasso selv, og om end Picasso kun fik ret for sit eget vedkommende, fik Rousseaus drømmeagtige poetiske billeder deres berettiget plads i kunsthistorien.

Frisind og arbejde

Går man hen over Markuspladsen, som Napoleon kaldte for Europas fineste dagligstue, finder man Museo Correr, der sædvanligvis fungerer som byhistorisk museum og som sådan i sig selv er et besøg værd. Correr viser imidlertid også kunstudstillinger og denne gang to.

Jenny Holzer er mest kendt for sine plakater og elektroniske lyspaneler med forskellige mere eller mindre politiske, mere eller mindre underfundige statements – men denne gang viser hun blot en mindre udstilling af malerier, der har krigen eller måske snarere modstanden mod den som tema. Billederne tager således udgangspunkt i forskellige offentliggjorte dokumenter om amerikanske militære operationer i Irak og Afghanistan og integrerer så at sige skriften i de i flere tilfælde askegrå malerier, der fremstår som gravsten over en ulykkelig historie

Der er en helt anden tone over udstillingen om den tyske kunstretning, Neue Sachlichkeit, som Museo Correr også viser i de historiske rum med udsigt til Markuspladsen.

Neue Sachlichkeit var en fremherskende kunstretning i Tyskland i mellemkrigsårene, der på mange måder – også med Bauhaus for eksempel – var en frodig tid, indtil nazisterne slukkede for lyset, og mørket sænkede sig.

Neue Sachlichkeit var en slags reaktion på ekspressionismen. I hvert fald vandt et mere realistisk om end ofte stærkt karikerende maleri frem. Det er skikkelser som for eksempel Max Beckmann, George Grosz og Otto Dix, der er de mest kendte, men som den glimrende disponerede udstilling viser, var der mange andre navne, der gennem maleri og fotografi – søgte at forholde sig til den nye virkelighed.

På den ene side erindringerne og efterdønningerne fra den voldsomme krig, der havde kostet så mange mennesker livet, forårsaget så stor materiel skade og – skulle det vise sig – lægge kimen til en gentagelse af tragedien. På den anden side forsøgene på at sikre politisk og social stabilitet gennem Weimarrepublikken og hele det frisind og den frigørelse, der lå i tiden, indtil altså nazisterne lukkede festen. Et blandt flere af udstillingens temaer peger således netop på den seksuelle frigørelse, der fandt sted i mellemkrigstiden, og den peger på hele den bekendelse til moderniteten til fremskridtstroen, til storby, til fabrikkerne og maskinerne, der kendetegnede tiden.

Mange af kunstnerne var opmærksomme på de udtalte sociale problemer, der var i det nederlagsramte Tyskland – og det samme har været tilfældet med den fremragende brasilianske fotograf, Sebastiao Salgado, der udstiller til 27. september i Galleria di Piazza San Marco umiddelbart ved siden af Museo Correr.

Salgado, der er medlem af den berømte fotogruppe Magnum, er arbejdets portrættør. Egentlig var han økonom. Han fuldførte sit studium i Paris, efter hans kone og han var flygtet fra det daværende brasilianske diktatur, som de havde været involveret i kampen mod. Herefter blev han ansat i en organisation af internationale kaffeproducenter, og det var nærmest ved et tilfælde, da han under en forretningsrejse har lånt sin kones Nikon, at han finder ud af, hvor stor en glæde han har af at tage billeder. Det har han så gjort i årtier siden, og det gennemgående tema i hans billeder blev altså arbejdet. Han har fulgt dem, der har det hårde fysiske arbejde, hvad enten det har været i tunnelen under Den Engelske Kanal, ved de brændende oliekilder i Kuwait, i kulminerne, i plantagerne og ved samlebåndene. Forbindelsen til kaffen er nu genoptaget, for i samarbejde med Illy har han rejst rundt og foreviget de mennesker, der arbejder i kaffeplantagerne, og det er dén serie, udstillingen i Venedig præsenterer.

Triviel pop

Martial Raysse er en fremtrædende skikkelse i den retning, der kaldes nouveaux réalistes, en slags fransk udgave af pop art. Gruppen, der blev dannet i 1960, omfattede blandt andre Yves Klein, Daniel Spoerri og Jean Tinguely. Vidt forskellige kunstnere, altså, og Martial Raysse er måske den, der er tættest på, hvad vi forstår som pop art. Han er så at sige en fransk intellektuel udgave af den amerikanske pop art. Ligesom britisk pop art er Martial Raysse mere sofistikeret og ofte båret af en vis politisk kritik.

Herbert Ploberger »Toiletbordet« (1928) Pressefoto: Museo Correr Fold sammen
Læs mere

Martial Raysse udstiller i Palazzo Grassi, der ligger på samme side af Canal Grande som de oven for nævnte udstillingssteder. Det er et meget stort palads, som først FIAT drev som kunsthal, og nu ejes af den franske kunstsamler Francois Pinault. Størrelsen af Pinaults palazzo betyder også, at udstillingen uvilkårligt kommer til at virke som gentagelser, og det kan synes paradoksalt, for Raysse arbejder med et meget stort spektrum af materialer og medier – men navnlig hans senere malerier – for eksempel af opstillinger af mennesker – formår ikke rigtigt at fænge. Så der er mere gods i de tidlige ting, hvor han for eksempel bruger nogle af hverdagens genstande til at lave skulpturer eller laver nogle assemblager af tilsyneladende tilfældige genstande.

Veritabelt Wunderkammer

For mange museer og kunsthaller har de hvide sale gennem adskillige år været idealet. Med det neutrale hvide rum – white cube som det også hedder på dansk – kunne man bedre præsentere den moderne kunst objektivt. Ingen forstyrrende elementer. Og film skal selvfølgelig vises på en hvid væg.

Sådan er det så ikke i Museo Fortuny. Det har tilhørt designeren Mariano Fortuny, og både hans og hans malerforældres værker er der eksempler på i paladset, der i dag ejes af byen Venedig.

I de senere år er der blevet afholdt nogle meget bemærkelsesværdige udstillinger i Museo Fortuny – og denne sommer er ingen undtagelse.

Denne gang er det en blandet ophængning. Ældre billeder, møbler, tæpper, Mariano Fortunys egne lamper, et kik ind i hans arbejdsværelse osv. blander sig med værker af blandt adskillige andre Anselm Kiefer, Mario Merz, Bill Viola, Agnes Martin, Sol LeWitt, Giacometti og Anish Kapoor.

Det er som at besøge et privat hjem. Det er som at være i et Wunderkammer, hvor man går fra overraskelse til overraskelse. Af de gruppeudstillinger der er denne sommer i Venedig – og som for de vigtigstes vedkommende behandles i en efterfølgende artikel – er Museo Fortunys klart den bedste. Det var sådan et sted, man kunne blive.

Hvem: Henri Rousseau. Hvor: Palazzo Ducale. Hvornår: Dagligt 8.30-19. Til 5. juli.


Hvad: Neue Sachlichkeit. Hvor: Museo Correr. Hvornår: Dagtigt 10-19. Til 30. august.


Hvem: Martial Raysse. Hvor: Palazzo Grassi. Hvornår: Onsdage-mandage 10-19. Til 30. november.


Hvad: Proportio. Hvor: Museo Fortuny. Hvornår: Onsdage-mandage 10-18. Til 22. november.